Thomas Uhrskov
Journalist, tv-vært og foredragsholder
Thomas Uhrskov er primært kendt i offentligheden som den skiløbende tv-vært i det gule skitøj. Det billede er ikke dækkende!
Efter 15 år som journalist på Berlingske Tidende og TV2 Nyhederne beskæftiger Thomas Uhrskov sig i dag kun delvist med skiløb. Resten af tiden er han optaget af hvordan vi lærer. Betydningen af at være til stede i nuet, kommunikationens faldlemme og utilsigtede bivirkninger samt konfliktløsning.
Et normalt liv består af 840 millioner øjeblikke. Hvordan forvalter vi dem bedst? Hvordan erstatter vi sure miner, misforståelser og konflikter med glæde, forståelse og samarbejde?
At få det maksimale ud af enhver situation er en af grundstenene i Thomas Uhrskovs foredrag. Med humor, energi og tankevækkende øvelser får tilhørerne serveret en medrivende oplevelse og nogle interessante pointer, der handler om hvordan vi kan skrue op for hverdagens indtryk. For resultatet er vigtigt: folk bliver sødere, himlen mere blå og konflikterne færre.
Konflikthåndtering
- Med udgangspunkt i 20 års journalistik, kommunale kager, BZ-ballade, æbler og sin kones håndklæder, tager Thomas Uhrskov tilhørerne med på en underholdende og tankevækkende rejse gennem en konflikts anatomi.
- Det første offer i en konflikt er altid overblikket. Thomas Uhrskov hjælper med at genfinde netop overblikket - trin for trin.
- Undervejs får publikum fem effektive værktøjer, som hjælper til at afmontere spirende konflikter, og løse op for allerede eksisterende konflikter. Hjælpen hentes fra blandt andre, Elvis, Dalai Lama, jagerpiloter og journalistikkens verden.
- Foredraget er kemisk renset for juble-øvelser og der er ingen massage af sidemanden. Til gengæld er der garanti for at publikum får masseret grinemusklerne, og får brugbare værktøjer med hjem.
Selvfølgelig kan du det!
- Den hurtigste vej til nye færdigheder er også den letteste og sjoveste. Et foredrag om nærvær, koncentration og læring.