Henrik Dresbøll

Vi må kæmpe evidens tilbage og forstå adfærden bag fake news

Vi lever i en tid med terrorangreb og masseskyderi. Hver gang en menneskeskabt katastrofe finder sted, bliver rygter lynhurtigt spredt på Twitter, Facebook og andre sociale medier. Tit er det falske informationer og konspirationsteorier, der er i omløb. Den gennemgående idé er, at al information er manipuleret, og verden styres af dukkeførere. Alternative medier fra både den yderste venstre og højre fløj fortæller så den egentlige sandhed som modvægt til de etablerede medier, som er købt og betalt af magtens elite. Det er anti-globalisering, anti-elite og en ny informationskrig.

Kate Starbird, forsker ved University of Washington, laver videnskabelige studier af informationskrigen og menneskene i den. Hendes felt er en blanding af datalogi og sociologi. Hun ser på de data, der foreligger, samler trådene og de forbindelser, der er mellem websiderne. Er der en mening bag? Er falske nyheder og konspirationsteorier orkestreret et sted fra? Eller er det individuelle aktører, helt almindelige mennesker, der handler ud fra deres egne motivationer og følelser?

Spredningen af fake news er social medieadfærd. Det er også et spil om magt. Hvem har magten? Hvem har magten til at sprede de “rigtige” nyheder, den såkaldt sande information? Og, som Starbird siger, hvordan forestiller vi os, magten ser ud, hvor holder magten til, og hvad vi kan gøre for at bekæmpe den?

Der er en udbredt tro på, at enten er informationskrigen styret fra et traditionelt magtcentrum. Den har en ideologi, et sæt af værdier, der skal spredes. Eller også består krigerne i den nye mistro til information og etablerede medier af tosser, der konstant skræpper op i kommentarspor og på online-fora.

I moderne adfærdsforskning kalder man det social proof. Vi tænker og agerer lige som de andre. Enten ved at hævde, at informationen er fordrejet, og at nogen eller noget har en ond hensigt med bevidst at lyve for os. Eller også tænker vi, at det nok er harmløst og forbipasserende, fordi det blot er psykiatrisk forvirrede enkeltpersoner, der ser konspirationer overalt. Månelandingen fandt aldrig sted. 9-11 var i virkeligheden et CIA-teater.

Det er den komplekse adfærd, vi må forstå, og som Kate Starbirds forskning er et vigtigt bidrag til. Det handler om at se mønstre i den nye informations- og mediekrig uden at lade sig forføre eller forblinde af de mønstre. For konspirationsteoretikeren leder jo også efter mønstre, ikke mindst for triumferende at afsløre, at sandheden er fabrikeret, og medierne lyver os lige op i ansigtet. Selv om vi godt ved, at vi handler dumt og irrationelt og gør som alle de andre, må vi, fortæller Starbird, finde sammen om en fælles sandhed og objektive fakta. Vi må generobre evidensen.

Fake news og troen på en korrumperet informationsmagt er bekymrende fra et adfærdsperspektiv. For som Starbird siger, hvordan får vi de mennesker, som er dybt inde i konspirationstankegangen, ud igen, og hvordan gør vi befolkningen mere modstandsdygtig? For at genvinde troen på information generelt må vi studere den nye informationskrig og kortlægge adfærden bag den. Og måske forberede os på, at vi alle har blinde pletter: I vores forudsigelige irrationalitet gør vi som sidemanden og lader os rive med af historierne.

Adfærd og fake news

Vi kender det fra Donald Trump. Fra politik, fra sociale medier og fra den såkaldte populisme, som synes at blive mere og mere dominerende. De trænger ind alle vegne: fake news, falske nyheder eller “alternative fakta”, som en talsmand fra Det Hvide Hus for nylig belærte os. Vi ved godt, at i enhver krig eller klassekamp vil der være propaganda og demagogi, som resulterer i ensidige og stærkt selektive informationer. Af samme grund har vi lært at afsløre løgnen, det udokumenterede og forfalskede. Vi bruger evidens, kildekritik, faktacheck osv. for at komme fænomenet til livs.

I 2017 kan det virke, som om løgnen er blevet den nye normaltilstand. Der opstår, som den engelske avis The Guardian skriver, et “økosystem af falske nyheder”: Når modparten snyder, så gør jeg også. Når højrefløjen kan fordreje tingene, ja, så begynder venstrefløjen at gøre det samme. Når det hele skal gå så hurtigt, når nyhedsfrekvensen bliver hidsigere og hidsigere, så skrider realitets-tjekket i svinget.

Her må adfærdspsykologien komme på banen. Hvis vi vil forstå drivkraften i fake news, må vi have en mere realistisk forståelse af menneskelig adfærd. Vi reagerer nemlig på det, der er nemt, til stede, synligt og let opnåeligt. Som Kahneman har lært os, så tænker vi mennesker kortsigtet og ofte irrationelt. Vi har svært ved at vurdere sandsynligheder, og vi er til fals for sociale vaner og ritualer. Vi gør det, de andre gør. Og vi gør det, der virker lige her og nu. Med andre ord: Vi er lette ofre for fake news.

Det afgørende er ikke, om fake news blot er den sidste ondartede mutation i kapitalismen. Eller om fake news er ideologisk neutral: Det er noget, vi producerer, fordi vi ikke kan lade være.

Det afgørende er, at vi bør bruge adfærdsdesign til at puffe os væk fra de magelige og rituelle vaner. Design af adfærd bygger på evidens. I fake news er evidens totalt fraværende. Det er den samlede pakke, vi kender som disciplinen adfærdsdesign, der skal læres, bruges og orkestreres korrekt som bolværk mod fake news. Det gør vi ved at designe løsninger, der blander indsigt fra kognitiv psykologi med teknologi og data, og hvor vi har metoder til kortlægning af, hvordan vi hæmmer det falske i at snige sig ind i vores livsverden. Vi skal have tid til det langsomme, til System 2-hjernen, som er rationel, eftertænksom og strategisk beslutningsdygtig. Og som vel at mærke kan skelne skidt fra kanel. Hver gang, vi erstatter falske nyheder med sande nyheder, laver vi adfærd, der er værd at sprede.