Knud Romer

Dannelse - hvad er det og hvorfor ikke?

Dannelse er efterhånden blevet til noget, som vi forbinder med finkultur og gode manerer, men
hvorfor? Hvis det overhovedet skal have en relevans i dag, må det vristes ud af sin museale
sammenhæng – og forstås på en anden måde, som gør os klogere på vores kulturforbrug,
uddannelsessystemet og os selv.

Hvorfor skal man sidde stille og tie stille til klassiske koncerter – og når man læser en
bog? Sjovt nok gælder det samme for skolegangen og stillesidningen i klasselokalet. Til gengæld
bevæger vi os og danser til rytmisk musik og griner højt over stand-up. Hvad skulle forskellen
være, når nogen tager tøjet af på Det kongelige teater, eller gør det i en pornofilm? På dansktop
og avantgarde jazz? Franz Kafka og Familiejournalen?

Det er et hierarki af kulturelle udtryk og oplevelsesformer, som definerer vores
identitet og sociale position – og måske skulle vi befri os fra det og nyde alle de følelser og sider af
os selv, som hele kulturlivet tilbyder i et andet dannelsesbegreb.

Samfund - stort er lort, småt er godt!

Hvilke værdier er det, som indretter vores liv og samfund og driver udviklingen mod en grænseløs
vækst, hvor det handler om effektivitet og produktivitet og gevinst: hurtigere, lettere, billigere,
bedst?

Alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af et udbytte og
bringes på vareform – naturen og mennesker og vores børn – og hvis det ikke er nødvendigt, er det
overflødigt og irrationelt: værdiløst.

Det bliver skåret væk og sparet væk og henvist til randen af samfundet. Om det er
børn, som bliver anbragt i vuggestuer, børnehaver, institutioner, fordi de bare kommer i vejen, når
forældrene skal ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Eller ældre, som koster mere end de
producerer. Og ve den, som ikke kan bruges til noget af den ene eller anden grund – måske er I
syge, eller endnu værre, dumme: End of story.

Men kan effektiviseringen og centraliseringen virkelig … betale sig? Man kommer
aldrig til at spare det i driftsomkostninger, som det kostede at bygge megainstitutionen, men det
er to forskellige budgetter. Hvor mange konsulentbureauer har Moderniseringsstyrelsen hyret til
millioner af kroner for at fyre en pædagog her og social- og sundhedsassistent der? Og hvad er de
menneskelige omkostninger? De tæller ikke med i noget regnskab.

Handler det om at nå direkte frem til målet – eller vejen? Er tiden, I sparer, virkelig
mere værd end tiden, I vinder ved at … give jer tid? Er det os, som er herre over udviklingen,
eller er det udviklingen, som bestemmer over os ud fra en instrumentel, økonomisk fornuft?

Kan man forestille sig, at det bliver vendt på hovedet, hvor økonomien bliver til det,
som den er – nemlig midlet – og samfundet bliver indrettet efter menneskelige, moralske og
æstetiske hensyn, som er målet?

Musik - lydsporet i dit liv

Alting har en lyd. I skal bare banke på, og øret går op: ”kling” – et glas. For hørelsen er ikke som
synet, der gør jer til en tilskuer på afstand. Tingene slår en tone an, og I svinger med.
Lyden går direkte ind og rammer de ældste dele i hjernen – instinkter og drifter – og
spiller på vores følelser som et strengeinstrument. Og det er følelserne, som bestemmer vores
opfattelse af det, vi ser – og vores reaktioner og adfærd: godt eller ondt, lyst eller angst, flugt eller
fred?

Det er hørelsen, som forankrer os og gør, at vi føler os tilstede her og nu, som om der
er hul igennem. Måske er det derfor, at det hedder at høre til? Stedet og nærværet er lyd, og
stemmen bor i dit øre og giver dig oplevelsen af at være ét med dig selv.

Det mest stille rum ligger i Minneapolis, hvor Orfield Laboratoriet har bygget et
såkaldt anekkoisk kammer, der absorberer enhver lyd. Efter tredive minutter er det ikke længere
muligt at opretholde realitetsprincippet – og I begynder at hallucinere og bryder sammen og
aner ikke længere, hvor eller hvem I er.

Vores virkelighed er stemt og tonet, og musik er den højeste form for organiseret lyd,
hvor den bliver til sprog. Den artikulerer dine følelser, som giver tingene betydning, ellers ville alt
være ens.

Det er musikken, som fortolker film for jer og fortæller, hvordan I skal opfatte
noget af bare spænding – og stumfilm havde brug for klaverledsagelsen for ikke at være et
rædselsscenarie af meningsløse gebærder og forkrampede ansigter i et mekanisk museum.
Musikken gør os trygge og vugger os i søvn som barn – og trøster os, når vi er bange
og ensomme, og beskytter mod alt ondt. Den lindrer smerten og hjælper os til at glemme den og
huske jeres lykkeligste tid. Den får os til at græde af glæde og græde i sorg – og endda til at gå i krig.
Den bringer os sammen i et kor. Vi synger til fødselsdag, jul og nytår. Den bevæger os til fest, og vi
danser med.

Det er fuglekvidderet i tryllefløjten, som tryller liv frem på planeten og drejer rundt

med den på pladespilleren – og uden musik ville den være en død sten i universet.

Ensomhed - vi er kun til i kraft af hinanden

Der er 300.000 klinisk ensomme mennesker i Danmark. Og på trods af de sociale medier er flere
mere ensomme end nogensinde før. Det er en tilstand, som koster jer ti år af jeres livsforventning:
I dør af det – og vores forbrug af antidepressive midler – lykkepiller – og selvmordstatistik er
blandt de højeste i verden.

Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før det at være alene var en luksus for de få. De
fleste havde ikke nogen dør, som de kunne lukke bag sig, og sov sammen med dyrene i stalden og
sked sammen og endte i en anonym massegrav.

Det begynder at ændre sig med Reformationen, som inderliggjorde den kollektive
kirke i et personligt gudsforhold, og slog igennem ved Den franske revolution. Den gjorde
enkeltindividet med borgerlige rettigheder og økonomiske egeninteresser til grundlaget for
samfundet. Vi fik kirkegårde med navngivne enkeltgrave og toiletter for os selv: ”Privé”, som det
hedder – og fængsler med isolationsceller opdragede afvigere til selvdisciplin.

Vores samfund har siden taget udgangspunkt i forestillingen om det private
enkeltindivid, der er følelsesmæssigt og økonomisk selvbærende og selvbestemmende og iøvrigt
indgår i relationer med andre i sit såkaldte ”sociale netværk”.

Det udspiller sig tydeligt under højtiderne i december. De udgør forskellige grader af
”forskelsbenægtelse” – og det vil sige, hvor tæt man er forbundet med hinanden. Julen er den
andægtige enhed med dem, som står jer nærmest: familien – og identitet. Nytår bliver fejret med
fint tøj og champagne og fest – og jeres venner, som udgør jeres sociale forbindelser. Og endelig er
julefrokosten jeres plads på arbejdsmarkedet, hvor I beviser jeres loyalitet som firmaets mand og
kvinde ved at gå op i fælles, sanseløst druk.

Hvis I er alene juleaften. Og ikke er inviteret til nytårsfest. Eller deltager i en

julefrokost på arbejdspladsen. Så er I fucked.

Men det kunne være, at samfundet bygger på en forkert opfattelse af, hvad det er,
som gør os til mennesker – og hvordan vi bliver til det. For det starter ikke med os selv som et
enkeltindivid – tvært imod – og alting kommer udefra. Jeres sprog og jeres adfærd og jeres værdier og
forestillinger om tingene er alt sammen socialt formidlede størrelser fra det øjeblik, hvor I slår
øjnene og ørerne op.

Hvad med at tage udgangspunkt i relationen og fællesskabet i stedet for et isoleret
individ, som ikke findes ud over personnummeret? Måske ville der være færre ensomme i
Danmark.

Frihed - den evige gentagelse af det samme som nyt

Guldlok-princippet er den seneste teori inden for adfærdspsykologi og cognitionsforskning. Den
går ud på, at vi ikke handler EFTER et sanseindtryk og fortolkningen af det, som udløser en
reaktion. Det tager simpelthen for lang tid – og I er blevet spist af tigeren for længst.
Tvært imod fungerer hjernen som en krystalkugle, der spår om fremtiden – og
handler ud fra en forudsigelig og forventet virkelighed på grundlag af tidligere erfaringer. Vi skaber
sikkerhed og kontrol for at overleve i vores omgivelser ved at tilpasse os til dem – og retter på
forkerte antagelser, når de bliver brudt, fordi I gik over for rødt.

Det hedder ikke klog af skade for ingenting, og måske skulle nulfejlskulturen tage ved
lære af det. Vi bliver belønnet med en ahaoplevelse, når noget afviger fra det, som vi forventede
og vidste i forvejen – og keder os gudsjammerligt over gentagelser. Hvis det bryder for meget med
forudsigeligheden og kontrollen, udløser det til gengæld angst og panik: hjælp!

Det er den skoldhede, lune og kolde grød, som Guldlok vælger imellem – og hun
vælger den lune midt imellem. Det gør hjernen også. Den foretrækker, at forventningsbruddet
ikke er for stort og heller ikke for lille, men er lige tilpas til, at vi lærer nyt og optimerer
tilpasningen til miljøet og chancen for at overleve i det.

I har lige fået opskriften på en Blockbuster: Mission Impossible 1, 2, 3 – og det vil
sige det samme med en tvist. Og et pop-hit gentager skemaet med en variation. Bestselleren
opfylder genren og holder spændingen oppe med en ukendt slutning.

Hvorfor er julegaverne pakket ind? I ved godt, hvad I får, men kan ikke være
sikker. Vi smider spillet fra Fætter BR ud efter en enkelt gang, fordi der ikke er mere
uforudsigelighed og information i det – og slukker for kriminalkommissær Barnaby, hvor morderen
altid er gartneren. Til gengæld bryder arthouse film og tolvtonemusik med alle konventioner og
gerne udløser ønsket om at flygte så langt væk som muligt.

Vi bliver derfor konstant overraskende som børn – og skriger af skræk hele tiden,
mens vi lærer nyt. Og ender med at dø af kedsomhed, når vores forventninger falder sammen med
en fuldkommen forudsigelig virkelighed.

De fleste af os lever i forvejen som lønarbejdere og funktionærer i den evige,
tvangsmæssige gentagelse af det samme i en sikker og forudsigelig tilværelse: kedsomhed. Det har
vi lært efter tolv års skolegang. Ganske vist er afvigelsen og friheden mulig, og man kan altid vælge
at gå en anden vej på arbejde, eller sige op. Tillykke med det – og hvad nu? Angst.

Friheden er i stedet for blevet til fritid. Den går med at slappe af for at kunne arbejde
videre i morgen og stene foran skærmen, hvor alt det kan lade sig gøre som fiktion, der ikke er
virkeligt.

Der er ingen grænser for forbruget og selvrealiseringen, som udfolder sig i medierne
på jeres vegne i den ene serie og reklame efter den anden, og bagefter kan I gå ud til køleskabet
og åbne en øl – og stå op til dit ansigt i spejlet, som er det samme for altid.

Hvis det kan være nogen trøst, så findes der slet ikke fri vilje. Vi er determinerede af
vores biologi og kultur, som sætter sig igennem bag om ryggen på os i alle handlinger – og
summen af det er dit navn.

Udkanten - vend vrangen ud på Danmark

Centrum i verden er dér, hvor I bor. Hvis I befinder jer i København, vil resten af landet
fremstå som en motorvej med pendlere frem og tilbage til hovedstaden – og når man definerer
noget som ”udkanten”, skyldes det ikke mindst, fordi det sker fra Christiansborg.

Det er blevet populært at dele landet op i provins og hovedstad– og gøre sig til
fortaler for provinsen og folket i modsætning til københavnerriget. Det er en konflikt, som vil fiske
stemmer ved at spille det ene ud mod det andet på alle områder – og om det så er kulturen. Selv
socialdemokratiet gør sig til repræsentanter for ”den brede og folkelige kultur” i modsætning til
”den smalle og højpandede kultur” for de få og velstillede i København.

Folket og provinsen vil typisk have bingo, revyer og håndbold og spise karbonader
med dilddip ifølge den politik, som samtidigt gør litteratur og kunst og klassisk musik til det elitære
kulturforbrug af overklassen i Det kongelige teater. Med andre ord pisser man først på provinsen,
hvorefter man vil redde den fra at lugte af tis – og splitter landet for at spille os ud mod os selv.
Den brede kulturpolitik gik imidlertid ud på noget ganske andet ifølge vores første
kulturminister Julius Bomholt – og handlede tværtimod om at give hele befolkningen adgang til at
nyde godt af kulturlivet. Derfor fik vi folkebiblioteker og museer og teatre og koncertsale til almen
fornøjelse og dannelse og oplysning – og ikke bare et eller andet privillegeret borgerskab i
hovedstaden.

Tag med på en rejse til den yderste udkant, hvor man ikke kan komme længere ud på

landet uden at ende i vandet: Skejten på Lolland. Det er vores mest velbevarede
stenalderlandskab med egetræer og kampesten – og her ligger Skejtehuset, hvor H. C. Andersen
fortlate eventyr og Carl Nielsen komponerede klassisk musik og Klaus Rifbjerg skrev ”Den kronisk
uskyld”.

Henrik Stangerup brændte det selvfølgelig ned i en fest, men det er genopbygget, og
hvis I spørger en hvilken som helst kulturordfører og kulturminister om, hvad malerierne i
folketingssalen forestiller, vil de ikke kunne svare på det, selv om de sikkert “brænder” for
udkanten.

For det er Olaf Rudes malerier af … Skejten. Og kulturen fra udkanten befinder sig
lige nøjagtigt i centrum af magten, hvor x-antal folketingspolitikere vil redde os fra os selv. Men
hvad ved de bønder om agurkesalat?

Livshistorie - vi er alle omvandrende romaner

Vi lever vores liv i de historier, som vi fortæller om det. De giver det en retning og mål og mening,
som egentlig bare er det ene og efter det andet uden den store dramatik.

Det kan derfor også være lidt svært at tale om ”fiktion og virkelighed” og måle det
ene op mod det andet, som om man kan tage udgangspunkt i en fiks og færdig realitet. For det er
altid en oplevet virkelighed – og den er mere subjektiv, end vi normalt går rundt og regner med,
fordi bussen som regel går til tiden.

Man skal dog bare spørge et søskendepar om en eller anden juleaften – og ofte vil
man få to fuldkommen forskellige versioner, hvor den ene havde den bedste tid, mens den anden
gennemlevede det som et mareridt. Hvem har ret? Ingen af dem, og vi opfatter alle sammen
tingene forskelligt og først og fremmest i overensstemmelse med den historie, som passer os
bedst.

Det smukkeste ord i ethvert sprog er vores eget navn – og når vi blader gennem en
bunke fotografier, standser vi først op ved det, hvor vi selv er med. Vores selvoptagethed og
selvovervurdering er grænseløs – hvordan skulle vi ellers kunne holde os ud – og det gælder om
noget, når det kommer til vores livshistorier.

Det udløser derfor meget stærke følelser at blive fremstillet af andre i tredje person
og måske være interviewoffer, hvor man slet ikke kan genkende sig selv – eller ligefrem opleve, at
andre har taget ens historie og stjålet den på trods af, at ingen skænker det en tanke lige som
fotografierne af ukendte mennesker i bunken. Men det gør I – og det er jeres fotografi!
Hør en perlerække af historier, som kommer af noget af det fineste, som findes:
mødet med andre mennesker: Damefrisøren fra Teheran, romaen i Nykøbing, kongen af Fejø og
påskemiddagen i Åbenrå – og mange, mange flere, der demonstrerer den stærkeste fortælling. For
det er den om et levet liv.

Angst - lev med det.

Det siger ikke så lidt, at vores største og stort set eneste filosof af betydning hedder …
Kierkegaard, hvor vi ligger begravet – og mest beskæftiger sig med ironi, kedsomhed, angst og
død.

Efter ham gør eksistentialismen det samme bare uden ironien, og hvis den franske
Sartre og tyske Heidegger har noget til fælles, så er det at gøre et sturt, sturt nummer ud af én
ting: angst.

Tag med på en spadseretur ind i fraværet og intetheden og lær ensomheden,

kedsomheden og angsten at kende. I kommer absolut til at fortryde det.