Henning Frandsen

Deporteret til Livø og Sprogø

Vi skal ikke ret langt tilbage i danmarkshistorien, blot til tiden lige efter 1. verdenskrig, før vi støder på opfattelsen af, at forskelle i individers, racers og klassers evner skyldtes nedarvede faktorer. Middelklasseforældrene var begyndt at føde færre børn, mens arbejder- og bondebefolkningen fortsat fik mange, og der herskede i landets indflydelsesrige lag en frygt for, at Danmark ville blive oversvømmet af ”undermålere”, ”minusindivider” og ”defekte”. Bekymringen gik også på en dalende kønsmoral og en stigning i antallet af kønssygdomme, hvor den seksuelt aktive kvinde blev anset som smittespreder. Derfor skulle man forhindre disse grupper i at få børn, bl.a. via kastration og sterilisation, i første omgang dog ved at sende dem på anstalt på Livø og Sprogø.

Livø husede fra 1911-1961 en anstalt for såkaldte ’antisociale og kriminelle, åndssvage mænd’, og fra 1923-1961 risikerede ’seksuelt løsagtige åndssvage, unge piger og kvinder’ at havne på Sprogø på en tilsvarende anstalt. Henning Frandsen dykker ned i udvalgte personers privatfortællinger og sætter dem i historisk perspektiv med fokus på darwinisme, degenerationsteori, arvehygiejne og medlidenhedsdrab. Han præsenterer ligeledes en række hidtil ikke-offentliggjorte billeder, stillet til rådighed af en kvinde, der voksede på Livø med forældre og bedsteforældre, som arbejdede på anstalten.

Trods det tunge emne, leveres foredraget med godt humør og pudsige anekdoter, der leder til både grin og gråd.

Min farmor og de andre faldne kvinder – kvindesyn og samfundssanktioner

Henning Frandsen fortæller – med afsæt i historien om sin farmor – om synet på og samfundets sanktioner af kvinder, der fødte uægte børn. Han tager udgangspunkt i 1900-tallet, men trækker tråde helt tilbage til det førkristne Europa, dengang børneudsættelse hørte til dagens orden, dvs. at man(d) skilte sig af med de børn, som var uønskede.

Henning sætter fokus på de kvinder, der havnede på samfundets bund som foragtede enlige mødre – også kaldet faldne kvinder. Nogle af dem fødte deres børn i det skjulte og slog dem måske oveni købet ihjel. Senere blev det almindeligt at få fjernet fostret hos en kvaksalver – en handling, som kvinderne risikerede fængselsstraf for. Sammenlignet med forholdene i 16-1700-tallet var fængsel at foretrække; dengang risikerede enlige kvinder, der fødte for tidligt eller aborterede, nemlig at blive halshugget og få hovedet sat på en stage.

Forholdene for ”faldne kvinder” ændrede sig først for alvor et stykke inde i 1900-tallet takket være modige og indignerede kvinders kamp, et nyt syn på kvinder og kvinders seksualitet, seksualoplysning og fri abort samt, at kvinder fik økonomisk mulighed for at klare sig som eneforsørgere. Og nok så væsentligt, at foragten for den enlige mor blev afløst af accept. Foredraget krydres af bizarre eksempler på bl.a. seksualundervisning og alternative børnesangstekster.

Den nye kristne familiejul – og lidt om den gamle hedenske

De gamle nordboere drak jul til Frej og Odins ære – og det gjorde de i januar ved midvintertid. Senere fik julen karakter af karneval, præget af druk og vold, og det fik kongemagten til at reagere. Skiftende konger – bakket op af fromme kristne – greb i 16-1700-tallet flere gange ind over for de populære julestuer, som havde det med at udarte sig til sviregilder med erotiske eskapader og fråseri.

I begyndelsen af 1800-tallet blev kimen lagt til den kristne danske familiejul med god mad, dans om juletræet og gavegiveri som de centrale elementer. Kunstnerne tog julen til sig og begyndte at tegne julenisser, skrive juleeventyr og digte julesalmer. Industrivirksomheder så julen som en chance til at masseproducere julegaver, julekalendere, julepynt, juleøl og julesnaps, og vi påtog os juleskikke fra Sverige, USA, Tyskland og England. Skikke, vi nu kalder danske.

Som med så mange andre højtider gælder for julefejringen, at mennesket både er et legende og et religiøst væsen. Hvad der fylder mest er bundet af tiden, traditioner og helt personlige forhold. Henning medtager en masse sjove finurligheder om julen, som det langt fra er alle, der kender til.

Banditter i habitter – svindlere og platugler i Danmark i 1800- og 1900-tallet

Henning Frandsen tager jer med på en historisk fortælling om slyngler, der snød og bedrog sig til millioner og atter millioner kroner – ind i mellem til stor morskab for omverdenen.

I 1908 er det tidl. justitsminister, Peter Adler Alberti, som melder sig selv for at have begået bedrageri og ”falsk” for ni millioner kroner – i nutidskroner ville der være tale om milliarder. Det fik Danmark til at ryste i sin grundvold og udløste rigsretssager mod landets stats- og indenrigsministre. 14 år senere var den gal igen. Gullasch-baronen Harald Plum krakkede for anden gang med Transatlantisk Kompagni, og det var en medvirkende årsag til, at Landmandsbankens (senere Danske Bank) brød sammen, så staten måtte træde til med millioner.

I møder også de mindre fisk, som Champagne-skrædderen og hans falskmøntnervenner, de tre ærkeslyngler, smuglerkongerne Bent Ricardo, Lille Jørgen Danmark og Leon Owild, samt Jens Asger Bech, en charmerende ung mand, der i 1891 tog fusen på de københavnske ågerkarle og kom fem år i tugthus. Sidst men ikke mindst får de mange falske grever, der førte sig frem efter 1950, fyldig omtale, for om nogen har disse banditter snydt og bedraget sig til millioner.

Foredraget krydres med et indblik i politiets brogede historie og afstraffelsesmetoder gennem tiderne – herunder bl.a. rotting og ris, gabestokken og landsforvisning.