Petra Nagel er uddannet journalist, forfatter og tv-vært på Go’ Aften LIVE og Bachelor. Hun er dog måske bedst kendt fra DR3’s programserier Petra dater hele verden, Petra elsker sig selv og Petra får en baby, hvor hun hudløst ærligt udleverer sig selv og sine inderste følelser i håbet om, at seerne kan spejle sig i hendes tanker og oplevelser, og vi dermed kan få åbnet op for og talt om nogle af vores samfunds største tabuer.
“Jeg er for tyk, og mit hår er også for grimt” er bare nogle af de ting, Petra Nagel gennem årene har sagt til sig selv, når hun så sig i spejlet. I dag gør hun op med det kropshad, hun har levet under, hun er blevet en rollemodel for unge kvinder og en vigtig stemme i debatten omkring lavt selvværd og jagten på perfektion.
Petra Nagel har medtaget denne dybe ærlighed og villighed til at åbne op i sin første bog, Ting, jeg har lært, da det var for sent – en feltguide til voksenlivet, der fortæller om hendes vej ind i voksenlivet, og om alle de ting, hun ville ønske, hun havde vidst, da hun var 20 år, og livet knapt var begyndt.
I sine personlige og inspirerende foredrag kommer man helt tæt på Petra, når hun inddrager publikum i sine private følelser omkring det selvhad og den kropsidealisme, der påvirker mange af os i dag, og hun inviterer til en snak om kvindeliv og kærlighed – både til sig selv og til andre.
Et foredrag med Petra Nagel giver dig:
- En personlig og inspirerende oplevelse, der rammer bredt
- En hudløst ærlig beretning om kropsidealer, kvindeliv og kærlighed til sig selv
- Et indblik i Petras liv som tv-vært, forfatter og mor til to
Petra Nagels foredrag henvender sig særligt godt til oplysningsforbund, skoler, uddannelsesinstitutioner, foreninger og biblioteker, der gerne vil sætte publikums tilgang til kropshad, slankekure og jagten på det perfektionistiske ind i et realistisk og ærligt perspektiv.
Se foredrag med Petra Nagel