09.05.2024 Fagbevægelsen har sovet tornerosesøvn i forhold til de unge
Det er en stor opgave at stoppe medlemsfaldet og gøre sig attraktiv for de unge, hvis man ønsker at inkludere generation Z i fagbevægelsen. Men nye ledere begynder at vågne op til dåd.
Fagbevægelsen og måske endda den danske arbejdsmarkedsmodel er presset af faldende medlemstal blandt især unge. En bekymrende tendens, som også gælder for andre centrale institutioner i vores samfund, herunder de frivillige foreninger i Grundtvigs hæderkronede Foreningsdanmark og de politiske partier i vores repræsentative demokrati. Ofte udlægges det faldende medlemstal som et symptom på et individualiseret samfund, hvor de unge i stigende grad dyrker sig selv, enkeltsagen og det hurtige, uforpligtende engagement med likes og selfies på de sociale medier.
Selvom der er en flig af sandhed i dette, kan nuancerede forklaringer også hentes i et grænseløst og flydende arbejdsliv og i en moderne digitaliseret verden, hvor det eneste konstante er evig, hastig forandring. Denne verden udfordrer tidligere opfattelser af loyalitet og stabilitet med en dynamik, som snarere tilsiger, at alt godt forsvinder for den, der venter, og hvor instant gratification derfor er logisk og rationel. Det er denne verden, den såkaldte generation Z af potentielle nye medlemmer i fagforeningerne er vokset op i.Både uden for og inden for fagbevægelsen begynder man at stille spørgsmål til fagforeningernes fortsatte relevans. I takt med at de dybe pengekasser ikke længere automatisk fyldes med medlemmernes kontingent, peger nye ledere på, at det måske er fagforeningerne, som har forsømt at gøre sig relevante for især de unge.
»Vi gør noget forkert, når fagbevægelsen ikke er relevant for de unge,« udtalte f.eks. Morten Skov Christiansen, i forbindelse med at han sidste efterår blev valgt som formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Henning Overgaard fra 3F er enig: Fagbevægelsen er nødt til at gøre sig ekstra umage for at nå og forstå de unge, sagde han fra talerstolen til sin første kongres som formand i 2022, »hvis vi skal sikre, at der også i fremtiden vil være stærke faglige fællesskaber«.
De to nye formænd har ret. Man kan endda godt tillade sig at gå lidt længere i kritikken og hævde, at mange fagforeninger har sovet en solid tornerosesøvn op gennem hele den første fjerdedel af det nye årtusinde: Hvorfor har de ikke for længst taget initiativer til at imødegå de åbenlyse udfordringer, som en ny generation Z af skeptiske medlemmer, et forandret arbejdsmarked og et grænseløst og flydende arbejdsliv skaber for de 100 år gamle fagforeninger og deres regelbaserede, stabile og traditionelle fællesskaber?
Udfordringer, som blandt andet kræver uddannelse og nye roller for tillidsrepræsentanterne ude i virksomhederne og en nyudvikling af redskaber til organiseringskonsulenterne på fagforeningskontorerne til at rådgive medlemmer og potentielle medlemmer om et arbejdsmarked i forandring. Men først og fremmest kræver det en ændring i tankegang og en visionær ledelse med åbne øjne for udfordringerne og vilje til faktisk at løse dem, selvom det betyder forandringer i nutidens og fremtidens fagforeninger:
Første udfordring handler om, at fagbevægelsen skal turde bevæge sig fra det hidtil ellers så værdifulde faglige fællesskab og ind på nye, mere private domæner af de unge medarbejderes liv. Det er den uundgåelige følge af, at rammer, der tidligere var klare og velkendte, i løbet af de unges levetid er blevet opløst: mellem det intime og det offentlige og mellem arbejde og fritid. Generation Z er de første medarbejdere, for hvem det grænseløse arbejdsmarked er udgangspunktet, fordi de har en livslang erfaring med en større sammensmeltning mellem det professionelle og det private, mellem det faglige og det sociale fællesskab. Fagforeninger skal beskæftige sig med det private lige så vel som det faglige.
Fagforeningernes næste udfordring er, at de er nødt til at være en markant politisk frontløber inden for klima og MeToo, hvis de skal have en værdi, være relevante og etablere sig som et kendt brand i de unges bevidsthed. Det er emner, som er højest på de unges dagsorden, men som vel også er oplagte områder for fagbevægelsen: Det gælder om at støtte de unge i deres kamp for klimaet med en klar stillingtagen og et højt niveau af aktivisme. De unge vil have handlinger nu, ikke forhandlinger og forbehold, 2030-planer, hensigter og hockeystave.
Tænk, hvilken effekt det ville have, og hvilken relevans og respekt det ville udløse blandt de unge, hvis fagbevægelsen kastede politiske hensyn, traditioner og de evige defensive forbehold (sådan ser de unge det i hvert fald) for tabte arbejdspladser væk. Og i stedet offensivt lagde alle sine kræfter i at skabe nye klimaarbejdspladser og brugte sin magt og indflydelse på at gøre en konkret forskel hér. Det er en varm kartoffel og bestemt ikke kun hos fagbevægelsen, men hvis man ser på det med fokus på at motivere og tiltrække de unge og sikre dem som medlemmer, vejer det tungt i vægtskålen. Jeg tror ikke, fremtidens fagforening kan komme uden om at deltage mere proaktivt i klimakampen.
På samme måde kommer fagbevægelsen heller ikke uden om at tage stilling og handle aktivt i forhold til en anden vigtig dagsorden for de unge, nemlig identitetspolitikken. Igen er det logisk og ligefor, at fagbevægelsen kan tage en helt central magt og rolle inden for diversitet, et krænkelsesfrit arbejdsmiljø og MeToo. Dette er uden tvivl skræmmende for nogle blandt fagbevægelsens ældre generationer og derfor endnu en virkelig en svær balancegang, det indrømmer jeg gerne igen. Men for de unge er en ny opfattelse af køn og diversitet og grænser for, hvad der kan accepteres og må kræves på dette område, helt central for at skabe et godt arbejdsmiljø, og hér bør fagbevægelsen både følge med og tage rollen som frontløber.
Den sidste og måske største udfordring handler om at se de faldende medlemstal i øjnene og forberede sig på, at det allerede nu og i endnu højere grad på længere sigt kan blive nødvendigt med en mere realistisk vurdering af, om man fortsat kan regne med at have en høj organiseringsprocent som et mål og en forudsætning for det effektive, magtfulde fagforeningsarbejde. Internt i fagbevægelsen taler man om ”flokimmunitet” (et begreb, de fleste nok kender fra tiden med corona).
Den opstår, når organiseringsprocenten er ca. 70 eller højere på en virksomhed eller inden for et fagområde. Ud over den store magt, som følger, når så stor en andel af medarbejderne slår sig sammen i f.eks. en konflikt, betyder flokimmuniteten inden for organisering også, at tilgangen af nye medlemmer stort set sker automatisk. Men når fremtidens fagforening nok må se i øjnene, at sådan en høj organiseringsandel er et urealistisk mål, forsvinder dermed også forudsætningen for og håbet om en flokimmunitet som grundlæggende organiseringsstrategi.
Og da vi alle ved (igen fra coronatiden), at håb ikke er en strategi, må andre strategier tages i anvendelse. Det er en slags rettidig omhu for fagbevægelsens ledelse at udtale den næsten blasfemiske forudsigelse: Hvordan bevarer fagforeningerne styrken, og hvad skal sikre fagbevægelsens magt og legitimitet med den væsentligt lavere organiseringsandel, som venter?
Det er en stor og akut opgave at stoppe medlemsfaldet og gøre sig attraktiv for de unge. Hvis man interesserer sig for en ny generation Z og gerne vil forstå den og invitere den indenfor og inkludere den i arbejdsmarkedets demokratiske fællesskaber, står fagbevægelsen ved en korsvej, hvor man er nødt til at handle, både på kort sigt for at sikre sin nuværende legitimitet og relevans og på længere sigt for at forberede sin fremtidige eksistens og berettigelse.
Kronik skrevet af Søren Schultz Hansen – bragt i Jyllands-Posten den 9/5-24
