Birgitte Dam Jensen

Stress er ikke en lidelse

Vi bruger ordet stress i flæng. Nogle gange bruger vi det rigtigt, men alt for ofte og i de mest afgørende tilfælde, bruger vi ordet forkert. Der er behov for en begrebsafklaring. Som verden omkring os bliver stadig mere krævende og tempofyldt, ser vi en stigning af mennesker, der fanges i stresstilstanden. Ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø drejer det sig om hver syvende dansker, og WHO advarer om, at stress og den sygdom, det kan forårsage, er en af de alvorligste trusler mod folkesundheden.

Hvert år udvikler et møde med stress sig til et alvorligt problem for mange danskere, ikke blot som belastning af den enkeltes fysiske og psykiske helbred, men også for familien, arbejdspladsen og samfundsøkonomien. Og til trods for, at vi alle efterhånden ved dette, og emnet har været gennemdebatteret i de senere år, er vi stadig dårlige til at kommunikere præcist, hvad det er ved stresstilstanden, vi skal være opmærksomme på og frygte. Lad mig forklare det med et eksempel:

Forestil dig Tove på 55 fra en lille landsby uden for Kalundborg. Hun arbejder for Postnord og har indtil nu overlevet nedskæringer og digitaliseringsprocesser, men lever i evig frygt for at miste sit arbejde. Derhjemme har hun en sygemeldt mand. De har en kriseramt økonomi og et hus, der ikke kan sælges. Hver dag på arbejde har Tove svært ved at bevare overblikket, hun overvældes let af følelser og skal ofte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Indimellem kan hun ikke huske, hvor hun har parkeret sin bil. Hun plages af katastrofetanker, sover dårligt, har problemer med blodtrykket, lider af migræne og spiser meget medicin. I daglig tale kalder vi Tove for stresset.

Så forestil dig Alexander på 22. Han bor i en lejlighed i det indre København. Han har sammen med sine 10 bedste venner købt billet til Sunny Beach, hvor de skal jagte damer og ligge i sprit i en uge. Han vågner to timer og 15 minutter før flyafgang fra Kastrup og har ikke pakket. Med hamrende hjerte og rystende hænder kaster han panisk størstedelen af, hvad der ligger på gulvet, i en taske. Det sidste, vi ser til ham, er, at han spæner ned ad gaden og skriger på en taxa. Ham kalder vi også stresset.

Lige her opstår problemet. Er stress virkelig den korrekte ”diagnose” af begges tilstand? Nej. Nogle vil hævde, at vi skal sige, at Alexander bare har travlt. Men det er faktuelt ikke korrekt. Tager man en blodprøve på ham, har han høje mængder af stresshormon i kroppen, og hans fysiologi og neurologi vidner om en aktiveret stressrespons, ergo er han stresset. Men der er ingen grund til bekymring, han lider ikke og er ikke i fare for at blive syg. Tværtom, stresstilstanden er lige nu, hvad han har brug for, hvis han skal klare sit problem.

Tove derimod lider ikke af stress. Hun lider, ja, men af noget langt mere alvorligt, nemlig stressrelateret belastning. Hun har været i stresstilstanden i længere tid, end hun har ressourcer og robusthed til, og har derfor akkumuleret slitage på krop og organer. Hun er faktisk så hårdt ramt, at hun har brug for hjælp og et særligt ord, som kan præcisere den risiko, der truer hendes helbred og livskvalitet.

Overalt i det danske samfund – i medierne, i virksomhederne, i fagforeninger, iblandt sundhedsprofessionelle, på officielle sundhedspolitiske hjemmesider og i folkebevidstheden generelt – bruges ordet ”stress” med mindst tre forskellige betydninger: Enten at man A) er i stresstilstanden (men ikke belastet) eller B) har været i stresstilstanden for længe og er begyndt at udvise milde symptomer på stressbelastning eller C) har udviklet alvorlig stressbelastning og er alarmerende tæt på stor, måske ubodelig, skade på sit helbred. Alt sammen udtrykt med det samme lille ord: stress. Og det er ikke godt nok.

Det drejer sig i virkeligheden om logisk tænkning: Hvis ikke vi har et fyldestgørende begreb, der klart beskriver, hvilken risiko stresstilstanden kan udgøre for vores helbred, og kan markere skillelinjen mellem en stresstilstand, der er o.k. og ganske ufarlig, og en stresstilstand, der er ved at blive belastende og sygdomsskabende, hvordan skal vi så kunne beskytte os? Hvordan skal jeg på individuelt niveau forstå mine psykiske reaktioner og fysiske symptomer, og hvad kan jeg gøre for at passe på mig selv? Hvordan skal jeg kunne kommunikere det til mennesker omkring mig, så de forstår? På kollektivt niveau: Hvordan skal vi sammen kunne forebygge og behandle stressbelastning som familie, virksomhed og samfund?

Der er en simpel forklaring på, hvorfor vi i dag er så forvirrede. Miseren opstod i 1934 på McGill Universitet i Montreal, hvor den unge østrig-ungarske læge og ph.d.-studerende Hans Selye netop havde opdaget det fænomen, vi i dag kalder stress, og skulle give det et navn. I 1930’erne havde stålindustrien kørt på fuld blus i mange år. Der blev bygget højere huse, længere broer og større skibe end nogensinde før.

I forbindelse med stålproduktion laver man en stresstest, der kan bestemme stålets styrke og dermed dets anvendelsesmuligheder. Det foregår ved, at man udsætter stålet for stress ved at bøje, vride og hamre løs på det. Når stålet ikke kan holde til mere, ændrer det form eller går i stykker, og man har fundet stålets belastningsgrad. I stålindustrien bruger man begrebet ”stress” om det, man udsætter stålet for, og begrebet ”strain” (belastning), når stålet ikke tåler mere. Hans Selye valgte at bruge ordet ”stress” om sin nye opdagelse, og først år senere gik det op for ham, at han havde valgt det forkerte ord. Han ville have kaldt den patologiske (sygdomsskabende) del af stressfasen for ”strain”, hvilket kan oversættes til stressrelateret belastning eller slet og ret stressbelastning.

I hans selvbiografi ”The Stress of My Life” på side 70 fortæller han selv, hvorfor han valgte det forkerte ord: »Men ærlig talt, så talte jeg ikke godt nok engelsk til at forstå forskellen på ”stress” og ”strain”. Jeg burde have kaldt mit syndrom for ”belastningssyndrom”, og fortsætter med yderligere refleksion omkring begrebet: Jeg blev først opmærksom på det mange år senere, da The British Medical Journal havde en sarkastisk kommentar om, at ifølge Dr. Selye havde stress sin egen årsag. De havde ret! Jeg burde have skelnet mellem tilstanden og det, som forårsager den. Jeg burde have talt om belastning som fremkaldt af stress. Men da var det for sent at ændre begrebet.«

Man må spørge sig selv, om det virkelig kan passe, at den forvirring, der hersker i dag, kan skyldes noget så banalt som en ung læges manglende sprogevner? Svaret er ja. Fakta er, at det misvisende ord spiller en stor rolle i vores manglende kollektive forståelse af, hvad stress er, og dermed også af hvad vi kan gøre ved det. Og af uransagelige årsager accepterer vi stadig denne begrebsforvirring. Det sørgelige er, at mens vi har travlt med at diskutere, hvad vi mener med begrebet, og hvornår man “må” bruge det og samtidig bruger det i flæng, rammes tusindvis af danskere af stressbelastning hver eneste dag.

Det er nu, sundhedsfaglige personer og politikere skal på banen og formulere det begreb, Hans Selye ikke lykkedes med. En gruppe af sundhedsprofessionelle i krydsfeltet mellem lægevidenskab og psykologi må tilsammen definere en terminologi og en diagnose, som skelner mellem den uskadelige tilstand stress og den sygdomsskabende stressbelastning – gerne i flere belastningsgrader, for eksempel 1, 2, 3 – som vi kan bruge til at forstå os selv og hinanden. En terminologi, som virksomhederne kan indrette sig efter, skolerne kan undevise i, og som kan danne grundlag for nationale oplysningskampagner samt effektive forebyggelses- og behandlingsplaner. For os alle – og for Tove.