To kaffe og en staveplade - historien om en ulykke
I oktober 2000 kom min familie og jeg ud for ulykken, som man aldrig tror skal ramme én selv. På en landevej i Nordsjælland kolliderede vi med en tonstung, løsreven anhænger fra en modkørende mindre lastbil, og i samme øjeblik væltede vores liv.
Den ene af mine fire døtre brækkede ryggen og fik alvorlig indre læsioner. Jeg blev livsfarligt kvæstet og tilbragte 28 timer på operationsbordet, fem uger i respirator på Rigshospitalet og adskillige måneder i hospitalssenge.
Jeg har på egen krop oplevet systemernes samspil – og mangel på samme.
Jeg har set, hvad det gør ved folk, når det lykkes at komme igennem – og når de bliver tabt på vejen.
Begge dele kan man læse om i bogen.
“To kaffe og en staveplade” er en bestseller. Den har solgt 55.000 eksemplarer og bruges i undervisningen på sygeplejeskolerne.
Om bogen skrev sygeplejerske og lektor på Københavns Professionshøjskole Louise Støier:
“… din bog gør en kæmpe forskel i forståelsen af, hvad mit fag sygepleje er – og hvorfor vores arbejde er så vigtigt – og hvor galt det kan gå, hvis man ikke er sig dette ansvar bevidst. Dine beskrivelser er så gribende, at alle mine studerende f.eks. nu forstår vigtigheden af altid at fortælle, hvad man gør og hvorfor man gør det, samt har en konkret forståelse for, hvorfor man aldrig taler hen over en patient, selvom man tror, at patienten ikke er ved bevidsthed. Og jeg kunne blive ved – for din fortælling er så beskrivende og vigtig”.