Alexandra Krautwald

- Bliver klogere på det, der former vores handlinger, påvirker vores trivsel og afgør, om forandringer lykkes

Vi mennesker er nogle mærkelige størrelser. Vi ved udmærket, hvad der er fornuftigt. Og så gør vi noget andet.

Vi ved godt, at vi skal samarbejde, passe på hinanden, holde pauser, ændre dårlige vaner og bidrage til et godt arbejdsmiljø. Alligevel ender vi ofte med at gøre præcis det samme som i går. Vi gentager uhensigtsmæssige arbejdsgange, lader os forstyrre, løber hurtigere og forsøger at løse problemer med endnu mere kommunikation, motivation og gode intentioner.

Men hvad nu, hvis problemet slet ikke er vores manglende vilje til at gøre det rigtige? Hvad nu, hvis det i langt højere grad er vores omgivelser, der bestemmer, hvordan vi handler, samarbejder og trives?

Med afsæt i adfærdsvidenskaben udfordrer Alexandra Krautwald vores forestillinger om, hvad der styrer menneskers handlinger. Vi tror gerne, at vores adfærd udspringer af bevidste beslutninger, personlige værdier og stærke holdninger. Men en stor del af det, vi foretager os i løbet af en arbejdsdag, er præget af vaner, sociale mekanismer og de rammer, vi befinder os i.

Kollegers adfærd smitter. Dårlige vaner kan blive til fælles normer. Arbejdsgange kan skabe unødvendigt besvær, og selv de bedste intentioner kommer til kort, når omgivelserne trækker os i den modsatte retning. Omvendt kan ganske små ændringer i vores hverdag gøre det lettere at samarbejde, koncentrere sig, tage ansvar og skabe et arbejdsliv med større trivsel og mindre spild af menneskelige ressourcer.

Foredraget gør op med forestillingen om, at bedre trivsel først og fremmest kræver, at vi arbejder med os selv, ændrer vores indstilling eller lærer at håndtere stadig flere belastninger. I stedet flyttes opmærksomheden fra det enkelte menneskes indre til de fælles omgivelser, der former vores adfærd.

Med forskning, humor, overraskende eksempler og genkendelige situationer fra arbejdslivet viser Alexandra, hvordan vaner opstår, hvorfor de er så sejlivede, og hvordan vi sammen kan skabe rammer, der gør hensigtsmæssig adfærd lettere og uhensigtsmæssig adfærd vanskeligere.

Deltagerne får en ny forståelse af deres egen og kollegernes adfærd samt konkrete perspektiver på, hvordan små ændringer i hverdagens rammer kan skabe mærkbare forbedringer i både samarbejde, arbejdsglæde og trivsel.

Vi behøver ikke altid at ændre mennesker for at ændre deres adfærd. Nogle gange skal vi bare lave om på omgivelserne.

Vi har gjort mennesket til et udviklingsprojekt. Og regningen er begyndt at komme.

Det moderne arbejdsliv er fyldt med velmenende ambitioner. Vi skal udvikle os, realisere vores potentiale, finde mening, mærke efter og tage ansvar for vores egen trivsel. Vi skal helst være både robuste, fleksible, passionerede og i konstant bevægelse. Og når noget ikke fungerer, er løsningen ofte, at vi skal arbejde lidt mere med os selv.

Det lyder jo besnærende. Men hvad sker der med et samfund og et arbejdsliv, når vi begynder at betragte mennesket som et evigt forbedringsprojekt?

Alexandra Krautwald har gennem forskning, undersøgelser og mange års arbejde med organisationer identificeret to grundlæggende menneskesyn, der præger vores måde at leve, lede og arbejde på. Det ene retter blikket indad mod individets behov, følelser og personlige udvikling. Det andet retter blikket udad mod virkeligheden, fællesskabet, vores forpligtelser og de betingelser, vi er fælles om.

Forskellen er langt mere end en filosofisk diskussion. Den viser sig i vores ledelse, vores sprog, vores forventninger til hinanden og i de beslutninger, vi træffer. Den kan være med til at forklare, hvorfor vi trods enorme investeringer i trivsel, motivation og personlig udvikling stadig kæmper med mistrivsel, konflikter og svækkede arbejdsfællesskaber.

Med skarp samfundskritik, videnskabelig indsigt og en god portion sort humor blotlægger Alexandra de paradokser, der opstår, når vi gør individuelle behov til fælles pejlemærker og forveksler gode intentioner med gode resultater. Hun stiller spørgsmål ved tidens næsten grænseløse tro på selvudvikling og viser, hvorfor realisme, ansvar, gensidige forpligtelser og stærke fællesskaber fortjener en langt større plads i vores arbejdsliv.

Foredraget henvender sig til både ledere og medarbejdere og giver anledning til at undersøge vores egne forestillinger om, hvad vi kan forvente af hinanden, hvad vi skylder fællesskabet, og hvad der egentlig skal til for at skabe arbejdspladser, hvor mennesker både kan trives og lykkes med deres opgaver.

Det er ikke nødvendigvis et foredrag, hvor alle går hjem og er enige. Til gengæld er der en betydelig risiko for, at de går hjem og tænker.

Måske er vores største problem ikke, at vi ved for lidt om mennesker. Måske er det, at vi er begyndt at tro på alt for meget vrøvl om dem.

En virksomhed kan tjene styrtende med penge og samtidig være på vej til at ruinere sit eget eksistensgrundlag. 

Vi har lært at betragte økonomisk vækst, effektivitet og overskud som tegn på succes. Men hvad nu, hvis de tal, vi bruger til at måle vores resultater, kun fortæller en lille del af historien? En virksomhed kan have sorte tal på bundlinjen og samtidig slide på mennesker, relationer, naturressourcer og den tillid, som dens fremtid afhænger af.

Det er en mærkelig form for succes, hvis vi tjener penge på at ødelægge det, vi skal leve af.

I sin anmelderroste bog "Sunde Penge" præsenterer Alexandra Krautwald 13 veje til at skabe organisationer, hvor økonomisk lønsomhed, menneskelig ordentlighed, ansvarlig ressourceanvendelse og langsigtet levedygtighed hænger sammen. Ikke som 13 isolerede indsatsområder, men som indbyrdes forbundne forhold, hvor beslutninger ét sted får konsekvenser andre steder.

I foredraget folder Alexandra denne tænkning ud og udfordrer vores vante forestillinger om, hvad der skaber en sund forretning. For hvordan kan en virksomhed være bæredygtig, hvis dens medarbejdere bliver slidt ned? Hvor meget er et stærkt brand værd, hvis omverdenen ikke længere tror på det? Og hvad hjælper grønne ambitioner, hvis organisationens øvrige beslutninger trækker i den modsatte retning?

Med skarpe analyser, faglig indsigt og eksempler fra virkelighedens organisationer viser Alexandra, hvorfor fremtidens levedygtige virksomheder må lære at tænke på tværs af økonomi, mennesker, teknologi, miljø, produktion og relationer. Det kræver mod til at gøre op med indgroede vaner, rydde op i det, der ikke længere giver mening, og træffe beslutninger, hvor konsekvenserne rækker længere end til næste regnskabsår.

Foredraget henvender sig til ledere, bestyrelser, ejerledere og organisationer, der ønsker at skabe resultater, som både er økonomisk indbringende og forsvarlige i en større
sammenhæng. Publikum får indblik i en anderledes måde at forstå værdiskabelse på og inspiration til at se de forbindelser, som traditionelle ledelses- og økonomimodeller ofte overser.

For det er ikke nok at tjene penge. Vi skal også interessere os for, hvad det koster at tjene dem.

Strategien var fremragende. Implementeringen blev aflyst på grund af virkeligheden.

Der er noget næsten rørende ved organisationers tro på, at en grundigt gennemarbejdet strategi også er en strategi, der bliver gennemført. Vi samler de klogeste hoveder, analyserer mulighederne, formulerer ambitionerne og får det hele omsat til præsentationer, tidsplaner og regneark. Når strategien endelig er vedtaget, kan vi sætte flueben ved endnu en vellykket proces.

Og så sker der ikke ret meget.

For en strategi bliver ikke til virkelighed, fordi den er gennemtænkt, vedtaget eller kommunikeret. Den bliver til virkelighed, når mennesker begynder at handle anderledes. Og det kræver betydeligt mere end gode intentioner og en projektplan med farvekoder.

Alexandra Krautwald har gennem mange års arbejde med strategiimplementering udviklet en prisbelønnet tilgang, der flytter opmærksomheden fra planlægning til gennemførelse. Med afsæt i adfærdsvidenskab, præcise definitionsafklaringer og forståelsen af menneskers forskellige roller i en forandringsproces viser hun, hvorfor selv fremragende strategier kan ende som kostbare hensigtserklæringer.

For hvem skal egentlig gøre noget anderledes på mandag? Hvem skal gå forrest, hvem skal støtte, og hvem skal helst holde fingrene væk? Hvilke handlinger skal ophøre, hvilke skal begynde, og hvilke organisatoriske betingelser skal være til stede, før strategien overhovedet har en chance?

Foredraget gør op med pseudoindsatser, overflødige styringsmekanismer og den sejlivede forestilling om, at flere møder, mere kommunikation og endnu et Excel-ark bringer os tættere på målet. I stedet får ledere og organisationer en konkret forståelse af, hvordan strategi omsættes til handling gennem de rette mennesker, tydelige roller og målrettede ændringer i hverdagens praksis.

Og så får publikum historien om, hvordan Alexandra i 2013 skrev en bestseller om strategiimplementering. En bog, der blev en succes, fordi den var kedelig.

En strategi er først noget værd, når nogen begynder at gøre noget anderledes. Resten er papirarbejde.

Vi har fået et arbejdssprog, hvor alle kan føle sig hørt, uden at nogen behøver at forstå, hvad der bliver sagt.

Vi italesætter problemstillinger, forventningsafstemmer relationer, faciliterer dialoger og arbejder med at skabe fælles forståelser. Vi har efterhånden så mange ord for at tale sammen, at der knap nok er plads til at sige noget.

Det moderne arbejdsliv har udviklet sit eget sprog. Et sprog, hvor problemer bliver til udfordringer, kritik til feedback og uenighed til noget, der skal håndteres nænsomt. Vi pakker budskaber ind i velmente formuleringer, indtil de er så ufarlige, at de heller ikke længere er særligt brugbare.

Men sproget er ikke bare noget, vi pynter vores samarbejde med. Det er selve forudsætningen for, at vi kan forstå hinanden, træffe beslutninger, løse problemer og tage ansvar. Når ordene bliver upræcise, bliver vores fælles virkelighed det også.

Alexandra Krautwald undersøger i dette foredrag, hvordan sproget former vores arbejdsliv, og hvad der sker, når hensynsfuldhed forveksles med utydelighed, og almindelig uenighed begynder at ligne en arbejdsmiljøhændelse. For hvornår blev det farligt at sige sin mening? Og hvorfor er vi begyndt at behandle kritik som et personligt angreb frem for en nødvendig del af at lykkes med noget sammen?

Med sproglige eksempler fra arbejdslivets mere absurde afkroge, forskning og en god portion respektløs humor viser Alexandra, hvordan vores ordvalg påvirker både samarbejde, ledelse og ansvar. Hun blotlægger de konsekvenser, det kan få, når vi undgår de nødvendige samtaler, erstatter præcision med omskrivninger og lader som om, vi er enige.

For problemerne forsvinder ikke, bare fordi vi holder op med at tale tydeligt om dem. De får blot bedre arbejdsro.

Foredraget er ikke en opfordring til at tale hårdere, nedgøre andre eller genindføre retten til at opføre sig som en idiot. Tværtimod. Det er et forsvar for et sprog, hvor vi kan være både ordentlige og uenige, hvor kritik ikke er det samme som krænkelse, og hvor tydelighed er en forudsætning for tillid.

Ledere og medarbejdere får en skærpet forståelse af, hvordan sproget kan skabe eller forhindre samarbejde, og hvorfor det kræver både mod og omtanke at tale præcist, ærligt og ansvarligt.

Vi behøver ikke flere ord for at tale om problemerne. Vi behøver ord, der gør det muligt at løse dem.

De unge er ikke kommet fra en anden planet. De er bare vokset op i en anden verden.

På ganske få årtier har vi vendt op og ned på stort set alt. Familielivet, opdragelsen, uddannelserne, teknologien og vores forestillinger om det gode liv. Autoriteter er kommet til forhandling, individet er rykket ind på hovedscenen, og gamle selvfølgeligheder er blevet sendt på pension. Nogle med god grund. Andre måske lidt for tidligt.

Og midt i denne historiske ommøblering er der vokset nogle generationer op, som vi nu står og klør os i hovedet over.

Men det er jo os, der har indrettet den verden, de er vokset op i.

Med afsæt i forskning og sin bestseller "Unge generationer på arbejde" fortæller Alexandra Krautwald historien om, hvordan vores samtid har formet de unge, og hvorfor de møder arbejdslivet med andre forventninger end generationerne før dem.

For når forskellige opdragelsesidealer, menneskesyn og forestillinger om ansvar mødes på den samme arbejdsplads, kan det slå gnister. Og det er ikke altid, de unge har ret. Ligesom de ældre ikke nødvendigvis er håbløst forældede, bare fordi de kan huske en tid, hvor man ikke forventningsafstemte, før man gik i gang med at arbejde.

Alexandra viser, hvor generationsforskellene kommer fra, hvorfor de kan gøre ledelse og samarbejde besværligt, og hvordan vi kan håndtere dem uden at opgive hverken fornuften, fællesskabet eller de krav, der følger med at have et arbejde.

Men de unge har også allerede lært os andre noget. De har mindet os om, at det, vi kalder erfaring, indimellem bare er gamle vaner, der har fået lov at sidde lidt for længe i stolen.

Og netop her ligger et af arbejdslivets store, uudnyttede potentialer. For generationerne kan noget forskelligt, ved noget forskelligt og ser verden fra forskellige steder. Når erfaring og nye perspektiver får lov at arbejde sammen, opstår der muligheder, som ingen af generationerne kan skabe alene. Vi har ganske enkelt brug for hinanden, hvis vi skal lykkes med både nutidens opgaver og fremtidens udfordringer.

Foredraget giver ledere og medarbejdere indsigt i, hvordan generationerne er blevet formet af deres tid, hvad de kan lære af hinanden, og hvordan vi skaber arbejdspladser, hvor både unge og ældre kan bidrage, tage ansvar og lykkes sammen.

De unge er ikke et mysterium. De er et resultat af den verden, vi har givet dem.