Mændene går en anden vej

For nogle år siden begyndte jeg at interessere mig for en bevægelse blandt unge mænd. Jeg skrev om den. Dengang var den vanskeligere at indfange. Man kunne se tegnene, høre sproget og følge nogle af de personer, der samlede enorme mandlige følgerskarer på sociale medier. I dag er bevægelsen vanskeligere at overse.

Andrew Tate er den mest larmende og ekstreme repræsentant, men han er langt fra den eneste. Rundt om ham findes et helt digitalt univers af mænd, der taler til andre mænd om disciplin, penge, muskler, kvinder, hierarkier, ansvar, styrke og maskulinitet. Det er let at affeje det som kvindefjendsk, reaktionært eller primitivt og gå videre med sit liv.

Det synes jeg ville være en fejl.

For det interessante er ikke Andrew Tate. Det interessante er, hvorfor millioner af unge mænd overhovedet lytter.

Noget skiller sig

Et stort europæisk studie offentliggjort i European Sociological Review i 2025 undersøgte den politiske placering blandt mere end 466.000 unge mellem 20 og 29 år i 32 europæiske lande fra 1990 til 2023. Resultatet er mere interessant end den fortælling, vi ofte får serveret. For nej, Europas unge mænd er ikke én samlet flok, der marcherer mod højre. I 14 af de 32 undersøgte lande finder forskerne ingen nævneværdig ideologisk forskel mellem unge mænd og kvinder.

Men Danmark skiller sig ud. Her er afstanden mellem unge mænd og unge kvinder vokset. Det samme er sket blandt andet i Finland og Sverige. I netop disse lande finder forskerne tegn på en egentlig bevægelse i hver sin retning. De unge mænd er rykket lidt mod højre, mens de unge kvinder er rykket mod venstre.

Det synes jeg, vi skal interessere os for. Ikke fordi højre er værre end venstre eller omvendt, men fordi mænd og kvinder, der skal forelske sig i hinanden, få børn sammen, arbejde sammen, lede hinanden og skabe samfund sammen, tilsyneladende er begyndt at se forskelligt på verden. Og politik er kun én del af historien.

Kvinderne løb med uddannelserne

Der er sket en anden og meget konkret forskydning. I årtier diskuterede vi kvinders manglende adgang til uddannelse, positioner, indflydelse og karriere. Det var der gode grunde til. Men mens vi gjorde det, skete der noget andet. Kvinderne overhalede mændene uddannelsesmæssigt.

I Danmark havde 57,9 procent af kvinder mellem 25 og 34 år en videregående uddannelse i OECD's opgørelse for 2023. For mændene var tallet 40,4 procent. Det er 17,5 procentpoint.

Og forskellen opstår ikke først, når eksamensbeviserne skal deles ud. Kvinder, der begynder på en bacheloruddannelse i Danmark, har også større sandsynlighed for at gennemføre end mænd. I OECD's seneste opgørelse gennemførte 72 procent af kvinderne mod 67 procent af mændene inden for tre år efter uddannelsens normerede afslutningstid.

Det betyder ikke, at ligestillingskampen er slut. Kvinder har fortsat dårligere arbejdsmarkedsudfald på en række områder. Blandt unge danskere med videregående uddannelse er beskæftigelsen eksempelvis lidt lavere for kvinder end for mænd, og kvinder tjener fortsat mindre end mænd. Virkeligheden kan godt rumme to ting på én gang. Kvinder kan fortsat møde barrierer i arbejdslivet, samtidig med at mænd kan være ved at tabe terræn et andet sted.

Det er præcis den samtidighed, jeg synes, vi taler alt for lidt om.

I sine foredrag kombinerer Alexandra Krautwald viden om ledelse, strategi og adfærd med forskning i arbejdsmarkedets udvikling. Hun undersøger blandt andet, hvordan vores måde at tænke, tale og samarbejde på får betydning for både mennesker, kultur og organisationers resultater.

Hvem skal en ung mand være?

Forestil dig så en ung mand. Ikke den vrede unge mand, incel'en, Tate-følgeren eller karikaturen. Bare en helt almindelig ung mand, der vokser op i et samfund, hvor kvinderne omkring ham klarer sig fremragende uddannelsesmæssigt. Pigerne har for længst bevist, at de kan blive læger, direktører, forskere, håndværkere, ministre og virksomhedsejere. Heldigvis.

Men hvad er fortællingen til ham? Hvilken særlig rolle skal han vokse ind i?

Den gamle mandefortælling er med god grund blevet skilt ad. Manden behøver ikke længere være familiens økonomiske overhoved. Han skal ikke bestemme. Han behøver ikke skjule sine følelser. Han skal kunne tage barsel, være nærværende far, respektere kvinder, dele arbejdet hjemme og kunne tale om det, der foregår indeni.

Fint.

Men hvad skal han være?

Det spørgsmål er mere interessant, end det måske ser ud. For mennesker lever ikke kun af frihed. Vi lever også af retning, betydning, forventninger og oplevelsen af at være nødvendige for noget uden for os selv. Hvis det etablerede samfund ikke leverer en attraktiv fortælling om, hvad en ung mand kan stræbe efter at blive, skal vi næppe være overraskede over, at andre gør forsøget. Nogle af dem har millioner af følgere.

Manosfæren sælger noget

Derfor interesserer den såkaldte manosfære mig. Ikke fordi jeg synes, vi skal lære af dens menneskesyn. Noget af det, der foregår dér, er ganske enkelt grimt. Men fordi den afslører en efterspørgsel.

Den tilbyder et meget enkelt budskab. Tag dig sammen, træn din krop, tjen dine egne penge, bliv dygtig, stop med at beklage dig, tag ansvar, gør dig værdifuld og beskyt det, der er dit. Man behøver ikke købe hele pakken for at forstå, hvorfor dele af budskabet kan være tillokkende.

Det er et sprog om retning. Og måske har vi undervurderet menneskers behov for netop det.

Når forskellene møder arbejdslivet

Det er her, jeg for alvor bliver nysgerrig. For de unge mænd og kvinder forsvinder jo ikke ind i hver deres sociologiske undersøgelse. De møder hinanden mandag morgen på arbejdspladsen. De bliver kolleger, medarbejdere, ledere, kunder og projektpartnere.

Det danske arbejdsmarked er allerede stærkt kønsopdelt. Kvinder og mænd uddanner sig forskelligt og arbejder i vid udstrækning i forskellige brancher og sektorer. Samtidig er kvinderne rykket markant foran mændene på videregående uddannelse. Blandt de 25 til 45-årige havde 61 procent af kvinderne mod 46 procent af mændene i 2024 fuldført en videregående uddannelse. En del af forskellen skyldes, at mænd oftere vælger erhvervsfaglige uddannelser, men forskellen mellem kønnene er vokset over tid.

Det kommer til at sætte sig i arbejdsmarkedet. Ikke nødvendigvis som en enkel historie om kvindelige vindere og mandlige tabere. Mænd har fortsat højere beskæftigelse, arbejder flere timer og har i gennemsnit højere løn end kvinder. Men sammensætningen af de mennesker, virksomhederne kan rekruttere til forskellige typer job, forandrer sig. Hvis uddannelsesforskellen fortsætter, vil kvinder udgøre en stadig større del af rekrutteringsgrundlaget til mange af de job, der kræver en videregående uddannelse, mens andre dele af arbejdsmarkedet fortsat vil være stærkt mandsdominerede. Vi risikerer altså ikke et kønsopdelt arbejdsmarked engang i fremtiden. Det har vi allerede. Spørgsmålet er, hvordan det kommer til at udvikle sig.

Men der ligger en anden og mindre synlig udfordring. Hvis unge mænd og kvinder samtidig bevæger sig længere fra hinanden politisk og ideologisk, tager de forskellene med ind gennem døren mandag morgen. De skal stadig samarbejde, løse problemer, fordele ansvar og kunne tåle, at mennesket ved siden af dem ikke nødvendigvis ser verden, som de selv gør.

Det kan få betydning for mere end diskussioner om køn og ligestilling. Værdier hænger sammen med vores forestillinger om ansvar, autoritet, fællesskab, individualitet, hierarkier, rettigheder og pligter. Alt sammen noget, der også findes på en arbejdsplads. Vi ved endnu ikke, hvor meget den voksende politiske og ideologiske afstand mellem unge mænd og kvinder vil sætte sig i arbejdslivet. Men det ville være mærkeligt at forestille sig, at en tydelig samfundsmæssig bevægelse stopper ved virksomhedens hoveddør.

Her bliver generationsperspektivet efter min mening endnu mere interessant. Generationer fortæller os noget om den samtid, mennesker er vokset op i, og de vilkår, der har formet deres forventninger til arbejde, ledelse og liv. Men generationer er naturligvis ikke homogene størrelser. Måske er vi på vej ind i en periode, hvor vi samtidig skal være mere opmærksomme på bevægelserne inden i generationerne. En fælles samtid kan godt skabe forskellige reaktioner på den.

Det stiller også nye krav til ledelse. Ikke fordi lederen skal interessere sig for medarbejdernes politiske ståsted. Det skal arbejdspladsen efter min mening holde sig langt væk fra. Men fordi ledelse netop handler om at få forskellige mennesker til at kunne fungere og skabe noget sammen. Jo større forskellene bliver uden for arbejdspladsen, desto vigtigere bliver det måske, at der indenfor findes noget, man er fælles om. En opgave. Et ansvar. Nogle tydelige forventninger til hinanden. En virkelighed, der ikke behøver at afhænge af, at vi føler, tænker eller mener det samme.

Arbejdspladsens opgave bliver ikke at få mænd og kvinder til at ligne hinanden.

Den bliver at sørge for, at de stadig kan arbejde sammen.

Det kan vise sig at blive en af de mere oversete ledelsesopgaver i de kommende år.

Alexandra har gennem årene holdt mere end 500 foredrag og skrevet fem fagbøger. Blandt udgivelserne er “Strategiimplementering”, “Oplagt – at lede adfærd” og “Menneskesynet” fra 2024. Hendes arbejde trækker på flere forskellige fagområder, og hun kobler blandt andet perspektiver fra psykologi, økonomi, naturvidenskab og strategisk ledelse.

Måske har vi stillet det forkerte spørgsmål

Debatten om unge mænd bliver hurtigt mærkelig. Enten skal vi have ondt af dem, eller også skal vi være bange for dem. Jeg har ikke lyst til nogen af delene. Jeg vil hellere forstå dem.

For hvis nogle unge mænd søger mod miljøer, hvor de bliver tilbudt meget bastante forestillinger om maskulinitet, kvinder og samfund, er spørgsmålet ikke kun, hvad der foregår inde i disse miljøer. Det langt mere interessante spørgsmål er, hvad der foregår udenfor dem. Hvilket tomrum træder de ind i?

Vi brugte en stor del af det 20. århundrede på at udvide kvinders muligheder. Det var nødvendigt. Måske bliver en af opgaverne i det 21. århundrede at finde ud af, hvordan vi gør det samme for mænd uden at tage noget tilbage fra kvinder. Ikke ved at genoplive gamle kønsroller og ikke ved at fortælle kvinder, at de fylder for meget, men ved igen at turde interessere os for, hvad der får drenge og mænd til at lykkes. Også i uddannelsessystemet, i arbejdslivet og sammen med kvinder.

For måske er den vigtigste historie ikke, at unge mænd er på vej mod højre.

Måske er historien, at mænd og kvinder er begyndt at gå hver sin vej.

Og hvis det er tilfældet, har vi brug for at opdage det, før afstanden bliver så stor, at vi ikke længere kan høre hinanden.