Vi skal ikke bare være dygtige. Vi skal være engagerede. Passionerede. Autentiske. Empatiske. Nærværende. Omstillingsparate. Og helst have os selv med.
Hele os selv.
Det lyder umiddelbart menneskeligt.
Jeg er ikke sikker på, at det altid er det.
Arbejdet har aldrig bare været arbejde
Mennesket er et arbejdende væsen. Vi har altid skabt, bygget, organiseret, fordelt opgaver og samarbejdet. Vores evne til at arbejde sammen med mennesker, vi ikke er i familie med, har været en afgørende del af vores udvikling.
Men arbejdet har skiftet karakter mange gange.
Da mennesket levede som jæger og samler, var arbejdet tæt forbundet med gruppens konkrete overlevelse. Med agerbruget kom ejerskab, specialisering, tydeligere arbejdsdeling og hierarkier. Den industrielle revolution flyttede millioner af mennesker fra markerne til fabrikkerne og gjorde arbejdet tidsstyret, specialiseret og organiseret omkring arbejdsgiveren.
Det havde store menneskelige omkostninger. Men der var også noget meget tydeligt ved det industrielle arbejde.
Arbejdet havde en ramme.
Fabrikken var et sted. Arbejdstiden havde en begyndelse og en afslutning. Rollen var forholdsvis tydelig. Og når mennesker gjorde oprør mod dårlige arbejdsforhold, gjorde de det sammen. Fagforeninger og politiske bevægelser voksede blandt andet ud af erkendelsen af, at problemer i arbejdet ikke nødvendigvis var det enkelte menneskes private problem.
I dag ser virkeligheden anderledes ud.
En stor del af os arbejder ikke længere med jord, maskiner eller fysiske produkter. Vi arbejder med mennesker, viden, kommunikation, service, relationer, udvikling og omsorg.
Og dermed er selve mennesket i stigende grad blevet en del af produktionsapparatet.
Fra faglighed til personlighed
Det er en af de største forandringer i det moderne arbejdsliv.
Tidligere kunne arbejdsgiveren først og fremmest efterspørge din arbejdskraft og dine faglige færdigheder. I dag efterspørges langt mere.
Din personlighed. Din motivation. Din energi. Din passion. Din kreativitet. Din empati. Din evne til at skabe relationer. Din lyst til udvikling. Måske ligefrem din autenticitet.
Vi har fået et arbejdsliv, hvor grænsen mellem det, jeg kan, og det, jeg er, bliver stadig mindre tydelig.
Det har selvfølgelig givet os noget. Mange mennesker har fået større frihed, mere interessante arbejdsopgaver, fleksibilitet og mulighed for at præge deres eget arbejdsliv.
Men prisen kan være højere, end vi taler om.
For hvis mit arbejde ikke længere bare er noget, jeg udfører, men et udtryk for den, jeg er, bliver kritik af mit arbejde lettere til kritik af mig.
Hvis arbejdet skal give mit liv mening, bliver et meningsløst arbejde pludselig et eksistentielt problem.
Hvis jeg forventes at være følelsesmæssigt engageret i mit arbejde, bliver det vanskeligere bare at have en dårlig dag.
Og hvis arbejdet skal være stedet, hvor jeg realiserer mig selv, hvad sker der så, når arbejdet ikke kan bære den opgave?
Vi har flyttet arbejdet ind i mennesket
Her bliver menneskesynet interessant.
Gennem de seneste årtier har et stadig mere indadrettet menneskesyn fået plads i arbejdslivet. Vi er blevet optaget af, hvordan mennesker føler, oplever, mærker og forstår sig selv.
Noget af det har været både vigtigt og nødvendigt. Mennesker er ikke maskiner, og arbejdspladser skal naturligvis tage menneskelige hensyn.
Problemet opstår, når det indre menneske bliver den primære målestok for en fælles virkelighed.
Så ændrer spørgsmålene karakter.
I stedet for kun at spørge, hvordan arbejdet er organiseret, spørger vi, hvordan medarbejderen oplever det.
I stedet for kun at undersøge arbejdsbetingelserne, undersøger vi menneskets trivsel.
Og når noget bliver vanskeligt, kommer løsningen let til at ligge samme sted.
Inde i mennesket.
Du skal lære at håndtere presset. Regulere dine følelser. Sætte dine grænser. Finde din motivation. Passe på dig selv. Mærke efter. Arbejde med din indstilling.
Det er en bemærkelsesværdig bevægelse.
For måske er problemet ikke altid, at mennesket mangler redskaber til at være i arbejdslivet.
Måske er der nogle gange noget ved arbejdslivet, der trænger til redskaber.
Teknologien lovede os frihed
Der er en særlig ironi i den teknologiske udvikling.
Gennem generationer har teknologi været forbundet med forestillingen om frigørelse. Maskinerne skulle overtage det tunge arbejde. Computeren skulle gøre os mere effektive. Digitaliseringen skulle give fleksibilitet. AI skal nu kunne overtage endnu flere rutineprægede og kognitive opgaver.
Og meget af det er sket.
Alligevel er arbejdet ikke nødvendigvis blevet mindre nærværende i vores liv.
Tværtimod.
Vi har fået arbejdsredskaber, der ligger i lommen. Mailen følger med hjem. Teams bor i køkkenet. Arbejdsdagen kan begynde før morgenmaden og slutte i sofaen om aftenen.
Vi har fået friheden til at arbejde næsten hvor som helst.
Og dermed også muligheden for at arbejde næsten hele tiden.
Den gamle fabrik havde trods alt en port.
Og nu kommer AI
AI gør spørgsmålet endnu mere interessant.
For hvis maskiner i stigende grad kan skrive, analysere, programmere, oversætte, diagnosticere, planlægge og producere viden, bliver spørgsmålet ikke alene, hvilke job der forsvinder, og hvilke der opstår.
Det langt mere interessante spørgsmål er, hvad vi fremover forventer af mennesket.
Én mulighed er, at teknologien frigør os fra dele af arbejdet og giver mere plads til det, mennesker faktisk er gode til.
En anden er, at den blot hæver barren.
Hvis en opgave tidligere tog fem timer og med AI tager én, får vi så fire timer tilbage?
Eller får vi fire opgaver mere?
Arbejdslivets historie giver ikke noget entydigt svar. Men den giver god grund til at stille spørgsmålet.
Når arbejdet skal være meningen med livet
Samtidig er der sket noget andet.
Vi taler mere om mening.
Arbejdet skal helst opleves meningsfuldt. Organisationen skal have et purpose. Medarbejderen skal kunne identificere sig med værdierne. Lederen skal kunne skabe mening.
Men måske skal vi være en smule forsigtige med, hvor meget eksistentiel vægt vi lægger på arbejdet.
For et arbejde kan være vigtigt uden at være meningen med livet.
Det kan være tilfredsstillende uden at være en passion.
Man kan være fremragende til sit arbejde uden at elske det.
Man kan være loyal uden at identificere sig med virksomheden.
Og man kan gå hjem klokken fire uden at have svigtet hverken sig selv eller fællesskabet.
Måske er en af de mest menneskelige ting, vi kan gøre ved arbejdet, faktisk at tillade det at være arbejde.
Den spirituelle vending er interessant
Og så sker der noget næsten paradoksalt samtidig.
Mens arbejdet bliver mere digitalt, abstrakt, grænseløst og kognitivt, vokser interessen for noget helt andet.
Stilhed. Natur. Meditation. Retreats. Åndedræt. Ritualer. Yoga. Fordybelse. Spiritualitet.
Det kan selvfølgelig afskrives som endnu en livsstilsindustri.
Men måske er det værd at være mere nysgerrig.
For hvad nu hvis søgningen efter det spirituelle også fortæller os noget om det arbejdsliv og den kultur, vi har skabt?
Mennesket er et biologisk, socialt og sansende væsen. Vi er udviklet til at bevæge os, bruge kroppen, aflæse andre mennesker, høre til i grupper, orientere os i fysiske omgivelser og være en del af noget uden for os selv.
En stor del af det moderne arbejdsliv går den modsatte vej.
Vi sidder stille. Kigger ind i skærme. Arbejder med abstraktioner. Kommunikerer digitalt. Skifter opmærksomhed konstant. Lever en stadig større del af dagen inde i vores eget hoved.
Og bagefter søger nogle af os ud i skoven for at få ro.
Det er næsten for interessant til at være tilfældigt.
Måske længes vi ikke nødvendigvis efter mere spiritualitet.
Måske længes vi efter noget, mennesket altid har haft brug for.
Måske kigger vi det forkerte sted
Det er her, jeg mener, at samtalen om fremtidens arbejdsliv bør begynde.
Ikke med endnu en metode til at optimere mennesket.
Men med et blik udad.
På arbejdet. På teknologien. På fællesskaberne. På vores forventninger til hinanden. På grænserne mellem person og profession. Og på den enorme psykologiske opgave, vi efterhånden har givet arbejdet.
Vi skal selvfølgelig kunne mærke os selv.
Men vi skal også kunne glemme os selv.
Vi skal kunne finde mening i vores arbejde.
Men vi skal også kunne finde mening alle mulige andre steder.
Vi skal kunne udvikle os.
Men vi behøver ikke være et permanent udviklingsprojekt.
Og måske behøver arbejdspladsen heller ikke være stedet, hvor hele mennesket skal realiseres.
Arbejdet har altid været en afgørende del af menneskelivet.
Det betyder ikke, at det skal være hele livet.
Måske skal fremtidens mest menneskelige arbejdsliv derfor ikke begynde med spørgsmålet:
Hvordan får vi mennesket til at passe bedre til arbejdet?
Men med det modsatte:
Hvordan skaber vi et arbejde, der igen passer lidt bedre til mennesket?
