Bliver vi dummere af AI?

Jeg har spurgt til brugen af AI i arbejdslivet. Til mails, tekster, analyser, idéudvikling, research, mødeforberedelse, præsentationer, planlægning, problemløsning og alt det andet, vi efterhånden kan få en maskine til at hjælpe os med. Jeg har især været optaget af forskellen mellem dem, der næsten ikke bruger AI, dem der bruger det lidt, og dem der efterhånden har gjort AI til en fast kollega i arbejdsdagen.

Svarene var mere interessante, end jeg havde forventet.

Jo mere mennesker bruger AI, jo mindre tilbøjelige er de til at mene, at AI gør dem dummere. Blandt de mennesker, jeg har spurgt, er der ligefrem superbrugere, som oplever, at de bliver klogere af at arbejde sammen med AI. De bruger ikke nødvendigvis AI for at slippe for at tænke. De bruger det for at kunne tænke på flere ting, fra flere vinkler og med større fart.

Hos mennesker, der sjældent eller aldrig bruger AI, møder jeg langt oftere bekymringen for at miste noget. Evnen til selv at formulere sig. Evnen til at huske. Evnen til at tænke en tanke helt færdig uden at få serveret et forslag efter tre sekunder. Nogle frygter ligefrem, at vi langsomt bliver kognitivt stillestående, hvis vi vænner os til at få stadig mere af vores tænkning leveret udefra.

Det er et ret voldsomt spænd.

Og jeg tror, vi er nødt til at tage begge dele alvorligt.

For måske er spørgsmålet ikke, om AI gør os dummere. Måske er det langt mere interessante spørgsmål, hvad vi holder op med at kunne, når vi ikke længere behøver at gøre det selv.

Den første tanke kan være den vigtigste

Jeg kender selv forskellen.

Når jeg skriver uden AI, kan jeg sidde med en idé, som er temmelig uklar. Jeg skriver mig frem. Sletter. Skriver igen. Bliver irriteret. Finder en formulering, der åbner noget. Opdager pludselig, at min oprindelige tanke var forkert. Det kan tage lang tid, men der sker noget undervejs. Selve arbejdet med formuleringen bliver en del af tænkningen.

Når jeg arbejder sammen med AI, kan jeg i stedet få fem mulige vinkler på få sekunder. Jeg kan bede om modargumenter. Jeg kan få min egen tanke angrebet. Jeg kan få den til at finde de steder, hvor mit argument er tyndt, eller hvor jeg har forelsket mig lidt for meget i min egen formulering. Jeg kan få en slags kognitiv boksekamp, hvor jeg selv bestemmer, hvor hårdt der skal slås.

Det er en helt anden måde at tænke på. Og måske er det netop derfor, nogle af de mennesker, der bruger AI allermest, oplever, at de bliver klogere. De har ikke nødvendigvis outsourcet tænkningen. De har fået en ny modspiller.

Det er en vigtig forskel.

Vi har outsourcet vores hjerner før

Der er faktisk ikke noget nyt i at flytte noget af vores tænkning ud af hovedet. Da Google kom, holdt vi op med at huske alverdens information på samme måde. En klassisk undersøgelse fra 2011 viste, at mennesker, der forventede at kunne finde information igen på internettet, havde dårligere hukommelse for selve informationen, men bedre hukommelse for, hvor den kunne findes. Forskerne beskrev internettet som en form for ekstern eller fælles hukommelse.

Vi har altså allerede accepteret en verden, hvor vi ikke behøver at vide alt selv. Vi skal bare vide, hvor vi kan finde det.

AI tager bare dette princip og giver det turbo.

Google kunne fortælle mig, hvor jeg skulle lede. AI kan give mig et første svar. Google kunne finde en opskrift. AI kan ændre den, hvis jeg har tre gulerødder, ingen fløde og en gæst, der hader koriander. Google kunne finde en artikel. AI kan læse den, opsummere den, sammenligne den med fire andre og foreslå, hvad jeg burde være skeptisk overfor.

Det er ikke længere bare ekstern hukommelse.

Det er begyndende ekstern tænkning.

Og her bliver det interessant.

Den dovne AI-bruger er måske ikke den, du tror

Jeg tror, vi har lavet en lille fejl i debatten. Vi forestiller os ofte, at den intelligente medarbejder sidder med sin computer, skriver alt selv og tænker dybt og grundigt, mens den dovne medarbejder hælder sit arbejde over i ChatGPT og læner sig tilbage.

Virkeligheden kan sagtens være omvendt.

En medarbejder kan bruge AI til at få skrevet en svær mail, læse den igennem og sende den. En anden kan skrive sin egen mail, bede AI om at finde de tre steder, hvor modtageren kan misforstå den, bede om et modargument til sin egen position og derefter skrive mailen om fra bunden.

Hvem har tænkt mest?

Det ved vi ikke bare ved at se på, hvem der brugte AI. Det afhænger af, hvordan AI'en blev brugt.

Det er også det billede, nyere forskning begynder at tegne. I en undersøgelse af 319 vidensarbejdere og 936 konkrete eksempler på AI-brug fandt forskerne blandt andet, at højere tillid til AI hang sammen med mindre rapporteret kritisk tænkning. Samtidig ændrede den kritiske tænkning karakter. Den handlede i højere grad om at kontrollere information, integrere AI's svar og vurdere, hvordan svaret kunne bruges i den konkrete opgave.

Det er en vigtig nuance.

AI fjerner ikke nødvendigvis tænkningen.

Den kan flytte den.

Og det kan være både fantastisk og farligt.

Fra tænkende medarbejder til professionel godkender

Jeg synes, vi skal være særligt opmærksomme på én ny type medarbejder: den professionelle godkender.

Det er medarbejderen, der får AI til at lave første udkast, anden analyse, tredje idé, mødeopsummeringen, præsentationen og måske også anbefalingen. Menneskets rolle bliver derefter at kigge på det hele og sige: “Det ser fint ud.”

Det er en temmelig farlig arbejdsgang.

For at kunne opdage en fejl skal man have tilstrækkelig faglighed til at genkende den. Og hvis vi over tid bruger AI til stadig flere af de dele af arbejdet, hvor vi tidligere opbyggede den faglighed, kan vi ende i en mærkelig situation. Vi bliver bedre til at godkende og dårligere til at opdage, hvad der burde have været gjort anderledes.

Det er her, jeg tror, mange organisationer kommer til at begå en fejl.

De kommer til at måle AI på produktivitet.

Hvor hurtigt skriver vi rapporten? Hvor mange mails får vi ekspederet? Hvor mange slides, kan vi producere? Hvor mange medarbejdertimer sparer vi?

Det er selvfølgelig relevant.

Men der findes et spørgsmål, som er langt mere interessant:

Hvad bliver medarbejderne bedre til, fordi AI har fjernet det kedelige arbejde?

Hvis svaret er mere analyse, mere kundekontakt, bedre beslutninger, mere kreativitet og bedre faglig sparring, har vi fat i noget virkelig interessant.

Hvis svaret er, at de bare producerer dobbelt så meget middelmådig tekst på den halve tid, har vi opfundet en meget effektiv måde at få mere middelmådighed ud af organisationen.

Det ville være lidt af en bedrift.

AI virker. Men den virker ikke på alt

Her skal vi passe på med både AI-begejstringen og AI-frygten.

Et stort randomiseret eksperiment med 758 konsulenter fra Boston Consulting Group viste, at GPT-4 hjalp medarbejderne betydeligt på en række realistiske vidensopgaver. På opgaver inden for det, forskerne kalder AI's kompetenceområde, løste deltagerne 12,2 procent flere opgaver og gjorde det 25,1 procent hurtigere, samtidig med at kvaliteten steg.

Det er ret svært at argumentere for, at AI bare gør mennesker dårligere.

Men det samme studie viste noget langt mere interessant. På en kompleks ledelsesopgave, som lå uden for AI's kompetenceområde, var deltagerne med AI 19 procent mindre tilbøjelige til at finde den korrekte løsning end dem, der arbejdede uden AI. Forskerne kalder det en jagged technological frontier, fordi AI's evner ikke følger en pæn sværhedsgradsskala.

Jeg kalder det en meget god grund til at holde fast i sin hjerne.

For AI's grænse er ikke en pæn cirkel. Den er takket.

Den kan være fantastisk til noget, elendig til noget andet og forførende overbevisende lige dér, hvor vi burde være mest kritiske.

Og så er der mailen

Jeg tror, mails er et fremragende eksempel på hele problemet.

AI kan skrive en svær mail på ti sekunder. Det er vidunderligt. Men nogle gange er de 45 minutter, du tidligere brugte på mailen, ikke spildtid.

Måske var det i de 45 minutter, du fandt ud af, hvad du egentlig mente. Måske opdagede du, at du var vred. Måske opdagede du, at du tog fejl. Måske fandt du den ene sætning, som gjorde, at konflikten ikke blev større.

AI kan skrive en fantastisk mail. Den kan også hjælpe os med at springe over den tænkning, som mailen tidligere tvang os til at foretage.

Det samme gælder strategi. Det samme gælder analyser. Det samme gælder ledelse. Det samme gælder stort set alt arbejde, hvor produktet ikke bare er det, vi afleverer, men også det vi bliver klogere af at lave.

Det er måske den mest oversete omkostning ved AI.

Vi risikerer at spare den tid, hvor vi faktisk tænkte.

Det er her, ledelsen kommer ind

Jeg tror derfor, ledere får en helt ny opgave. De skal ikke længere bare lære medarbejderne at bruge AI. De skal lære dem at bruge AI uden at aflevere deres dømmekraft til den.

Det kræver en anden slags AI-kompetence end den, vi taler om i dag.

Vi taler meget om prompting. Jeg tror, vi kommer til at tale langt mere om modprompting.

Altså evnen til at sige til maskinen: “Prøv at overbevise mig om, at jeg tager fejl.” “Find den præmis i min analyse, der er svagest.” “Giv mig tre forklaringer, som ikke passer med min første konklusion.” “Hvad overser jeg?” “Hvis du skulle være kritisk over for min beslutning, hvad ville du så angribe?”

Det er en helt anden måde at bruge AI på.

Her bliver maskinen ikke en sekretær.

Den bliver en faglig modstander.

Og måske er det dér, de virkelig dygtige AI-brugere kommer til at adskille sig fra resten.

Den store produktivitetsfælde

Vi har allerede dokumentation for, at AI kan frigive tid. Et randomiseret feltforsøg med omkring 6.000 vidensarbejdere viste blandt andet, at medarbejdere med adgang til AI brugte mindre tid på e-mail og færdiggjorde dokumenter hurtigere.

Det er godt.

Men tid er kun værdifuld, hvis vi bruger den på noget, der er mere værdifuldt.

Hvis AI sparer mig tre timer, men jeg bruger de tre timer på at få AI til at skrive endnu mere tekst, har teknologien mest af alt gjort mig hurtigere.

Hvis jeg bruger de tre timer på at tænke, læse, tale med mennesker, undersøge en mærkelig idé, ringe til en kunde, forstå en konflikt eller opdage en mulighed, jeg ellers havde overset, har AI gjort mig bedre.

Det er forskellen mellem produktionsforbedring og menneskeforbedring.

Og jeg tror, vi kommer til at tale meget mere om den forskel.

Så bliver vi dummere?

Mit svar er: Det ved vi ikke.

Og det ville være for nemt at konkludere, at vi gør.

Forskningen peger i flere retninger. AI kan gøre os hurtigere og bedre på mange opgaver. AI kan samtidig være forbundet med mindre rapporteret kritisk tænkning, især når mennesker har stor tillid til systemet. Et studie af mere end 5.000 kundeservicemedarbejdere fandt samtidig en gennemsnitlig produktivitetsstigning på 14 procent ved brug af en generativ AI-assistent, med de største gevinster blandt mindre erfarne medarbejdere.

Det interessante er derfor ikke, om AI er god eller dårlig for vores hjerner.

Det interessante er, hvilken slags tænkning vi giver den.

For jeg tror, vi er på vej ind i en tid, hvor intelligens bliver en slags arbejdskraft, vi kan leje på kommando.

Vi kommer til at kunne få analyser, idéer, formuleringer, beregninger, sammenfatninger og forslag næsten lige så let, som vi i dag får strøm ud af stikkontakten.

Det kommer til at ændre arbejdslivet voldsomt.

Men det ændrer også værdien af det menneske, der kan stille det rigtige spørgsmål.

Den medarbejder, der kan få AI til at skrive en god rapport, bliver almindelig. Den medarbejder, der kan se, at rapporten bygger på den forkerte antagelse, bliver værdifuld.

Den leder, der kan få AI til at producere 100 idéer, bliver effektiv. Den leder, der kan genkende den ene idé, som ingen andre havde fået øje på, bliver svær at erstatte.

Måske skal vi måle noget andet

Jeg har derfor ændret mit eget spørgsmål lidt.

Jeg spørger ikke længere kun: “Bliver du dummere af AI?”

Jeg spørger: 

“Hvad bruger du din hjerne til, efter du har fået AI?”

Det spørgsmål synes jeg, vi skal stille på arbejdspladserne.

For måske er fremtidens vigtigste kompetence ikke at kunne arbejde uden AI. Måske er det at kunne mærke, hvornår man skal arbejde uden den.

At kunne holde fast i en tanke længe nok til, at den bliver ens egen. At kunne opdage en fejl, selv om den er skrevet i perfekt dansk. At kunne sige nej til et svar, der lyder rigtigt. At kunne være i det besværlige hul, hvor man endnu ikke ved, hvad man mener. Og at kunne bruge en maskine til at gøre ens tænkning større i stedet for mindre.

Jeg tror ikke, vi skal tilbage til tiden før AI. Det ville svare lidt til at beslutte, at vi igen skal have telefonbøger, fordi Google har gjort os dårlige til at huske telefonnumre.

Jeg tror, vi skal videre.

Men vi skal videre med en ret præcis forståelse af, hvad vi gerne vil have teknologien til at overtage.

For der er forskel på at outsource en opgave og at outsource en evne.

Og måske bliver det netop dét, der kommer til at afgøre, hvem der bliver klogere af AI.

Og hvem der bare bliver hurtigere.