Friis Arne Petersen

I dette foredrag deler Friis Arne Petersen, Danmarks mest garvede diplomat gennem de seneste årtier, sin enestående viden og erfaringer fra mere end fire årtier i verdensbegivenhedernes centrum. Foredraget tager sit udgangspunkt i Friis Arne Petersens bog “Den forandrede verden” skrevet i samarbejde med den erfarne journalist Kurt Strand.

Friis Arne Petersen har som tidligere dansk topdiplomat både været ministersekretær, chef for Ruslandskontoret,  den øverste embedsmand i udenrigsministeriet og Danmarks ambassadør til USA, Kina og Tyskland. Med denne unikke indsigt i verdens politiske udvikling set fra arbejdet i disse tre lande i Amerika, Asien og Europa analyserer Friis den nuværende geopolitiske rivalisering der dominerer det internationale samfund i dag.

Foredraget giver et dybdegående indblik i den aktuelle udenrigspolitiske situation. Den voksende geopolitiske rivalisering mellem USA og Kina, det kommende topmøde mellem præsident Trump og præsident Xi, EUs strategiske autonomi, EUs forhold til USA, til Rusland, til Indien og til Brasilien. Hvordan vil den multipolære verdensorden påvirke mulighederne for at skabe stabilitet og fred i verden? Hvilken rolle vil det globale syd spille i fremtiden?

Foredraget vil give en unik indsigt i diplomatisk analyse og arbejdsmetoder fra en lang karriere under både den kolde krig, det unipolære amerikanske øjeblik og den nuværende fragmenterede globalisering.

EU har ikke siden 1989 oplevet et større strategisk skifte i verden end det sidste års erkendelse af at “være alene i verden”. Rusland og USA har på hver deres måde skabt en fuldstændig ændret international situation for Europa.

Med beslutningen om at forfølge strategisk autonomi skal EU betale for sit eget forsvar, opbygge en suveræn europæisk forsvarsindustri, skabe sin egen atomare afskrækkelse. Samtidig skal der sættes rigtig gang i økonomien og det indre marked, fortsættes udvidelsesforhandlinger med landene på Balkan og Ukraine. Og udarbejdes en institutionel reform der muliggør en hurtigere beslutningsproces. Kan “den strategiske motor” med Tyskland og Frankrig i spidsen levere disse resultater i en tid hvor begge lande er indenrigspolitisk udfordret af voksende højredrejning?”

USAs præsident har i løbet af det første år tilbage i Det Hvide Hus skabt en hidtil uset ændring af amerikansk indenrigs og udenrigspolitik. Både indhold og standarder. Vil det fortsætte?

Indenrigspolitisk har præsidenten vedtaget flere præsidentielle dekreter end nogen tidligere præsidenter for at gennemføre sine politiske prioriteter. Udenrigspolitisk har præsidenten søgt at gennemføre en markant protektionistisk handelspolitik uden om kongressen og iværksat militære angreb i Mellemøsten, Iran, i Venezuela, uden om kongressen. Kritikken fra oppositionen har været omfattende og rækker fra at karakterisere præsidentens styreform som havende autoritære træk til at være decideret ulovlig. 

Højesteret har fastslået at præsidentens retsgrundlag for handelspolitikken ikke er legalt og præsidenten må istedet søge at finde en anden og holdbar juridisk hjemmel. Andre domstole har fundet præsidentens ønsker om at udsende nationalgarden til Californien og Illinois for uberettigede i henhold til forfatningen.

Udenrigspolitisk lægger den nye nationale sikkerhedsstrategi op til markante ændringer og et nyt stormagtsdiplomati med Kina og Rusland. Forholdet til EU nedprioteres.

Den politiske polarisering i USA vokser i disse år og skaber en vis dysfunktionalitet. Demokraterne taler om en “konstitutionel krise” og kritiserer præsidenten for manglende respekt for magtdeling og retsstatsprincipper.

Blandt de mest betydningsfulde indenrigspolitiske udfordringer er befolkningens ønske om “affordability”. Arbejdsløsheden ser ud til at stige og den seneste krig mod Iran har skabt store olieprisstigninger der vil øge inflationen.

Midtvejsvalget til november tegner til et meget tæt løb der kan betyde et nederlag for republikanerne i repræsentanternes hus. Og dermed en mulig “lame duck” periode for præsidenten de sidste to år.

Hvordan er det dansk-tyske forhold i dag? Og hvordan udvikler det sig? Har det som præsident Macron kalder “Grønlands-øjeblikket” skabt en ny tæthed og erkendelse af europæisk samarbejde på begge sider af grænsen - i Kbh og i Berlin? Og hvor langt vil vi gå i realiseringen af europæisk strategisk autonomi?

Den nye tyske regering er over et år gammelt og har truffet vigtige udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger på forsvar, budget og atomvåben. Men kan vi sammen levere gennemførelsen og hvordan får vi skabt ny økonomisk vækst gennem det indre marked og en kapitalmarkedsunion?