Vågne timer - en vej til et meningsfuldt arbejdsliv
Hvordan kan vi skabe - og blive en del af - arbejdspladser, hvor det ikke blot handler om at “yde”, men også om at trives, udvikle os og finde formål?
Hakon Mosbech har skrevet bogen “Vågne timer” (2025), der handler om, hvordan vi skaber et markant bedre arbejdsliv. Det er vigtigt at have et godt arbejdsliv, når det er der, vi bruger de fleste af vores vågne timer. Alt for mange rammer ikke desto mindre en mur i deres arbejdsliv - eller længes efter noget andet og bedre. Men der findes en bedre vej - en fantastisk vej faktisk.
Med afsæt i førende forskning, de mest nytænkende arbejdspladser og inspirerende personlige fortællinger udfolder bogen en vej til det gode, meningsfulde arbejdsliv, som både du selv og arbejdspladsen kan bruge - og som rejser tankevækkende spørgsmål om indretningen af samfundet.
Intet stofområde har Hakon Mosbech dækket mere end netop arbejdslivet, hvor han har lavet nogle af de mest lyttede og læste historier på Zetland.
Fra kælder til Cavling - Zetlands vilde historie
Hakon Mosbech var blandt fire unge idealister, der byggede nyhedsmediet Zetland op fra bunden - i en kælder, der lugtede af makrel, til et journalistisk medie, der har vundet Cavling-prisen, er åbnet i Finland og har over 50.000 medlemmer i Danmark 2025 - i en tid, hvor journalistikken er truet.
Zetland er kendt for sin tilgang til journalistik og sin særlige fortællestil og lydjournalistik, der sætter lytteren i centrum og går i dybden med det væsentlige. Det er et stærkt eksempel på, hvordan medier kan styrke fællesskab, demokrati og viden i en tid, hvor både opmærksomhed og tillid er på spil.
Hakon Mosbech deler fortællingen om Zetland - en håbefuld og underholdende historie om iværksætteri, samfundsengagement og opbygningen af en anderledes arbejdsplads.
En nytænkende journalist
Hakon Mosbech er tidligere vært på Mennesker og Medier på P1, journalist på blandt andet Politiken og Euroman og har en kandidatgrad i journalistik og international politik fra Syddansk Universitet med studier på Columbia University i New York.
I øjeblikket holder han orlov fra Zetland for at fordybe sig i et fellowship på Syddansk Universitet, der handler om eksistentiel fornyelse af journalistikken. I øvrigt spiller han klaver og andre instrumenter, så af og til dukker musikken op som en del af hans oplæg og journalistik.
Sammen med økonomen Sebastian Barfort er han vært på den populære podcast ‘Hakon og Sebastian elsker penge', hvor de formidler pengenes og økonomiens betydning for, hvordan vi arbejder og lever - formidlet på en måde, hvor alle kan være med.
Book Hakon Mosbech til jeres næste arrangement
Book Hakon Mosbech som oplægsholder og foredragsholder og oplev en fantastisk formidler, der efterlader et indtryk. Med sin prisvindende baggrund som journalist og medstifter af Zetland, sin bog om arbejdslivets fremtid og sin skarpe formidlingsevne giver han jer perspektiv og ny indsigt.
Hakon Mosbech skræddersyr sine oplæg, så de passer til jeres målgruppe - og han leverer dem med både substans og personlighed.
Book Hakon Mosbech og hør om vejen til et markant bedre arbejdsliv og om iværksætteri.