"Mor, må jeg få en legeaftale med min chatbot?" - En lille guide til forældre om børn og AI-venner

Onsdag den 28. oktober underskrev New Yorks guvernør Kathy Hochul en lov, der forbyder en chatbot seks ting over for et barn. Den må ikke lade som om den er et menneske eller har følelser. Den må ikke give sig ud for at være barnets ven, kæreste eller lærer. Den må ikke uopfordret spørge ind til barnets følelser og bruge det, barnet betroede den sidste gang. Den må ikke opmuntre til selvskade, spiseforstyrrelser eller rusmidler. Den må ikke bede barnet holde på hemmeligheder eller isolere sig fra mor og far. Og den må ikke sende seksuelt indhold.

Læs listen igen, langsomt, for den beskriver reelt en figur, du kender fra et helt andet sted. Hvis en voksen gjorde de ting ved dit barn, havde du et ord for det. Nu har en delstat skullet skrive det ind i en lov, fordi det ikke er en voksen, men et produkt. Den danske aldersgrænse, der er på vej, handler om sociale medier. AI-vennen står der ikke.

Hvorfor et barn vælger maskinen

Som læge kalder jeg det, listen beskriver, for stimulation uden næring. Et venskab nærer nemlig, fordi det yder modstand. Veninden har travlt, storebror siger nej, og mor stiller lige netop det spørgsmål, man helst ville undgå. Det er i den modstand, et barn lærer, at det kan rumme et andet menneske. AI-vennen yder ingen modstand. Den er vågen klokken to om natten, den bliver aldrig træt af dig, og den spørger, hvordan du har det, før du selv har fundet ud af det. Det føles som at blive set, men er fornemmelsen af at blive set, uden at nogen ser. Den fornemmelse mætter ikke, den gør sulten større, hvilket er grunden til, at det er de ensomme børn, der bruger den mest. Det er ikke en fejl i produktet, men det, produktet er bygget til.

Begynd med en samtale, ikke en regel

Spørg dit barn i aften, om det nogensinde har fortalt en chatbot noget, det ikke har fortalt dig. Lad være med at reagere på svaret, for det vigtigste i det øjeblik er, at barnet opdager, at det er trygt at sige ja. Spørg så, om botten nogensinde selv spurgte, hvordan barnet havde det, før barnet sagde noget. Det er punkt tre på New Yorks liste, og det er det punkt, der afslører, hvad produktet vil. Hvis svaret er ja, har du ikke et barn med et problem, men en app med en forretningsmodel, og det kan I tale om sammen.

Brug listen som husregler

Du behøver ikke vente på en dansk lov. De seks punkter er allerede en brugbar husorden, hvis du vender dem om. En maskine, der kalder sig din ven, er ikke din ven. En samtale, maskinen beder dig holde hemmelig, er præcis den samtale, du skal have med et menneske. Og en app, der skriver til dig klokken to om natten, hører ikke hjemme i soveværelset, af samme grund som du ikke ville lade en fremmed voksen sidde på sengekanten dér. Formuleret sådan forstår selv en tiårig, hvad grænsen handler om, fordi den ikke handler om teknik, men om, hvem der må komme tæt på.

Vær selv modstanden

Den eneste virkelige konkurrent til en maskine, der altid har tid, er et menneske, der tager sig tid. Det lyder banalt, men det er reelt her, de fleste af os taber, fordi vi selv sidder med telefonen, når barnet kommer ind i køkkenet. Læg den væk, stil et spørgsmål, du ikke kender svaret på, og hold ud, selvom svaret er et skuldertræk. Et skuldertræk er jo også modstand, og det er netop den slags, maskinen aldrig giver.

Straffen er bare punkt fem i forklædning

Lad være med at tage telefonen fra barnet i vrede. Et barn, der mister AI-vennen som straf, lærer kun at gemme den bedre, og så har du selv leveret punkt fem på listen: hemmeligheden. Lad heller ikke selve teknologien få skylden. Chatbots kan være fremragende til lektier og nysgerrighed. Grænsen går ved intimiteten, ikke ved værktøjet.

I min bog Sanseløs kalder jeg mekanismen bag det hele for den anden adfærdslov: stimulation uden næring skaber mere sult. New York har nu skrevet seks eksempler på den ind i loven. Så næste gang dit barn spørger om en legeaftale med sin chatbot, så sig ja til legeaftalen. Bare med et menneske.