Helen Lyng Hansen og Imran Rashid bruger Noahs nat som eksempel i De Første Tusind Dage. Deres pointe er konkret: Det er normalt, at børn vågner flere gange om natten. En baby kan vågne af mange forskellige grunde, og opvågningerne betyder ikke i sig selv, at forældrene har gjort noget forkert.
Når hjernen og kroppen bearbejder dagen
Imran forklarer søvnen som hjernens arbejde med dagens mange indtryk. Barnet har lyttet, set, mærket og mødt en strøm af nye sanseindtryk. Under søvnen sorterer hjernen i dem.
Han sammenligner processen med en opvaskemaskine, der renser hjernen og gør den klar til næste dag. Hos et barn på Noahs alder er der meget at behandle, fordi den nye hjerne hele tiden skal forstå, hvad der foregår.
Uro om natten kan derfor hænge sammen med uro i kroppen eller med et sanseindtryk fra dagen, som har været særligt stressende. Små børn kan ikke bearbejde deres tanker som voksne. Deres nervesystem reagerer i stedet på fornemmelser. Imran stiller det op som en enkel forskel: Var dagen tryg, eller var den urolig?
De fornemmelser kan blive i kroppen og gøre det sværere at slippe dagen helt.
Søvn handler også om tryghed
Søvncyklusser spiller også ind. Barnet bevæger sig mellem let og dyb søvn. Når Noah kommer op i den lette søvn, kan uro gøre det lettere for ham at vågne helt. Her kan han få brug for tryghed, før han falder i søvn igen.
Målet er ifølge Helen og Imran ikke at lære barnet, at søvn aldrig bliver afbrudt. Barnet skal erfare, at søvn er en tryg fase, som det kan give sig hen til, også når natten rummer opvågninger.
Noahs alder gør en særlig forskel. Omkring otte-ni måneder går mange børn ifølge Helen gennem en separationsfase. De begynder rent fysisk at bevæge sig væk fra deres forældre. Barnet, der før sad på skødet eller tæt på gulvet, begynder måske at kravle et par meter væk. Den nye afstand skaber samtidig et behov for at sikre sig, at forældrene stadig er der.
Det behov forsvinder ikke, når lyset bliver slukket. Når Noah sætter sig op og leder, kan han have brug for både at se og mærke sine forældre. Kontakten hjælper ham tilbage til roen. Helen peger derfor på behovet for fysisk nærhed og berøring. I Noahs tilfælde kan en hånd på kroppen være nok ved nogle opvågninger. Andre gange har han brug for mere hjælp.
Opvågninger hos børn er normale. Let søvn kan gøre det nemmere for uro at vække barnet helt. Separationsfasen omkring otte-ni måneder kan øge behovet for kontakt, og berøring og fysisk nærhed kan hjælpe barnet tilbage til ro.
Barnets søvn er ikke en dom over forældrene
Forældrene skal samtidig passe på med at gøre barnets udvikling til en dom over deres egen indsats. Imran beskriver barnet som et menneske med sin egen udviklingslinje. Forældrene står på sidelinjen og skal se efter, hvad barnet har brug for netop nu.
De kan overveje, om der er en almindelig udvikling i gang, om noget virker unormalt, eller om barnet har brug for støtte. De behøver ikke antage, at alt i barnets adfærd skyldes noget, de selv har gjort.
Det ændrer blikket på Noahs nat. Hans opvågninger er ikke automatisk et problem, der skal fjernes, eller en vane, nogen skal have skylden for. De kan være en del af hans søvncyklus og den separationsfase, han står midt i. Den brugbare opgave er at støtte ham dér: gøre natten tryg, være tilgængelig og give den kontakt, der hjælper ham med at falde til ro igen.
Helen Lyng Hansen kan bookes til foredrag om børn og forældreskab, mens Imran Rashid kan bookes til foredrag om blandt andet menneskers levevilkår og digitalisering.