Jeg er i og for sig glad for, at mange medarbejdere svarer nej, jeg får ikke nok feedback, for det betyder, at ledelsen må iværksætte en indsats. Og så ringer de til sådan én som mig, der kommer ud og holder foredrag eller workshops om feedback. Det gør jeg glad og gerne, og det, jeg skriver her, er ikke et forsøg på at få virksomheder og organisationer til at holde op med det.
Den pointe, jeg vil frem til, er, at mange i virkeligheden ikke er helt skarpe på, hvad de svarer på. Man kan jo også svare nej på spørgsmålet, hvis man er lidt usikker. For hvad er feedback, og hvad er det ikke?
Programmeret feedback
Jeg synes selv, det blev lettere at forholde sig til feedback, da det gik op for mig, at der er to grundlæggende former for feedback. Den ene slags kalder jeg programmeret feedback. Det er den form for feedback, der er aftalt og indrammet. Det vil sige, at man har aftalt, hvor og hvornår det foregår. Man har også aftalt, hvem der giver feedback, og hvem der modtager. Det giver klare roller i samtalen. Som regel er det også aftalt, hvad feedback’en handler om. Hvad skal medarbejderen eller lederen have feedback på? Er det en bestemt opgave, der er løst? Er det en adfærd? En situation? Eller noget helt fjerde.
Programmeret feedback er nok det, som mange forstår ved begrebet. Det er sådan en klassisk form for feedback, som mange oplever til en MUS eller en evaluering.
Det kan være en virkelig god form for feedback, fordi den ofte er forberedt. Det kan også være nogenlunde behageligt at modtage denne form for feedback, fordi den netop er indrammet i tid og sted. Man ved, at nu går jeg ind til feedback, og når den aftalte tid er gået, går jeg ud af feedbacksituationen igen.
Responsiv feedback
Sådan er det ikke med den anden form for feedback. Den kalder jeg responsiv feedback. Den er ikke aftalt, og rollerne er ikke nødvendigvis klare. Responsiv feedback er noget, vi giver i situationen, som en reaktion på noget. Den kan være ret impulsiv. For nogen vil den måske også være lidt følelsesladet: Man bliver begejstret, overrasket, imponeret eller irriteret, forundret, utålmodig o.s.v. Den responsive feedback er ikke altid gennemtænkt, og man spørger sjældent om lov, før man giver den. Den kommer bare.
I den responsive feedback bliver tonefalde og kropssprog endnu mere betydningsfuldt. Ja, sommetider består responsiv feedback bare af en lyd: Åh! Wow! eller et særligt blik, et smil, måske et fysisk klap på skulderen.
Det handler om kontakt
For nogen kan det være en lille smule grænseoverskridende. Netop fordi man jo ikke har bedt om feedback. Men omvendt er det jo netop den responsive feedback, vi bruger til at justere, opmuntre, tilskynde og korrigere adfærd og opgaveløsning på en arbejdsplads. Responsiv feedback kan være næsten umærkelig – vi tænker ikke altid over, at vi får feedback, når den kommer som de her impulsive tilbagemeldinger.
Jeg har lyst til at skrive, at jo mere responsiv feedback vi giver og modtager på en arbejdsplads, jo bedre kontakt har vi med hinanden. Sådan kan det være. Men naturligvis kan det også blive for meget og for voldsomt for nogen. Vores grænser er forskellige. Sagen er bare, at vi har brug for responsiv feedback for at kunne samarbejde, og vi kan ikke blive fri for den.
Ja, man kan spørge, om vi overhovedet kan undlade at give hinanden responsiv feedback? Jeg mener, hvordan bliver det opfattet, hvis en kollega forventer en reaktion fra dig, men at du bare forholder dig helt tavs? Kan det også opfattes som en form for negativ feedback? Er det virkelig så slemt?
Hvis vi forstår feedback som noget, der både kan være programmeret og responsivt, bliver det altså rigtig svært at svare på spørgsmålet: “Får du nok feedback?” Jeg vil dog opfordre alle til stadig at svare nej. Så kan det være, ledelsen ringer til mig – eller en anden feedbackspecialist – og så kan vi tage en snak om, hvordan I giver hinanden god og hjælpsom feedback. Det er et meget bedre spørgsmål, som man ikke så let kan besvare i en APV.
Hvis det lyder interessant og oplagt for jer, så faciliterer jeg en workshop om netop dette:
Giv hinanden noget at vokse af – en workshop i feedback og psykologisk tryghed
Workshoppen er målrettet ledere, specialister og teams med en central opgave: at styrke samarbejdet og kommunikationen i en travl hverdag. Udgangspunktet er, at feedback ikke bare er en teknik, men fundamentet for at vi kan vokse sammen.