Bo Lidegaard
Historiker, dr. phil.
Bo Lidegaard har siden 1984 arbejdet for udenrigstjenesten, fra 1998 som kultur- og presseråd ved den danske ambasade i Paris og fra august 2000 tilknyttet Det Kongelige Bibliotek som eksternt finansieret forsker. "I kongens navn - Henrik Kaufmann i dansk diplomati 1919-58" udkom som disputats i 1996 og indbragte forfatteren Amalienborgmedaljen, Ebbe Muncks Hæderspris og The Rescue Award.
Bo Lidegaard udgav 1998 "Den højeste pris, Povl Bang-Jensen og FN 1955-59" og i 2001 tobinds-biografien "Jens Otto Krag 1914-1961", "Jens Otto Krag 1962-1978", der blev en enorm salgssucces. Bo Lidegaard er ekspert i sikkerhedspolitik og danske forhold i det tyvende århundrede, og hans foredrag inkluderer de fire emner, der findes beskrevet nedenfor.
Oplev en inspirerende fortæller og foredragsholder, der virkelig formår at trække de store linjer frem samtidig med, at det hele krydres med underholdende anekdoter. Foredragene er debatskabende og Bo Lidegaard er en af Danmarks mest inspirerende historiske foredragsholdere.
Jens Otto Krag - med udgangspunkt i biografien
- Med afsæt i sin store biografi over en af de mest markante skikkelser i dansk politik i det 20. århundrede, præsenterer Bo Lidegaard et rids af Danmarks politiske og sociale udvikling fra 1930'erne til 1970'erne.
- Lidegaard trækker samtidig linier fra det biografiske til det almene og giver en ny tolkning af Jens Otto Krags personlige livsforløb.
Henrik Kauffmann - en diplomatisk modstandsmand 1940-51
- Med Henrik Kauffmann som ledetråd fortælles historien om de to grundsynspunkter, der under Danmarks besættelse og årene lige efter stod over for hinanden i dansk udenrigspolitik.
- Bo Lidegaard redegør for optakten til Kauffmanns Grønlands-traktat i 1941 og for hans øvrige bestræbelser for at knytte Danmark nærmere til De Allierede og efter krigen til det atlantiske fællesskab. Samtidig forklares problemerne set fra København og den logik, der lå bag samarbejdspolitikken.
'Overleveren' - Danmarks udenrigspolitik 1914-45
- Bo Lidegaard giver et samlet rids af Danmarks udenrigspolitik og overlevelsesstrategi under og mellem de to verdenskrige. Hvordan slap vi fra det med skindet på næsen - hvad gik tabt og hvad blev vundet?
Danmark og Europa 1972-2002
- Bo Lidegaard trækker de lange linier op i Danmarks forhold til Europa fra folkeafstemningen den 2. oktober 1972 til EU-formandskabet i efteråret 2002. Hvorfor har Danmark haft det så svært med den europæiske integration? Hvad står på spil - og hvordan bevares suveræniteten?