Blog
Tid til et opgør med hjemmearbejdet?
Tilbage til blog16. april 2024
Trivsel, sundhed og sammenhold i den moderne arbejdsverden
Kære leder og medarbejder,
Ingen vil nogensinde nævne et Teams møde som et af livets højdepunkter når livet skal gøres op! Det vil hverken være blandt de første hundrede eller endda tusinde højdepunkter!
Mennesker er nemlig dybt sociale væsener og de største og bedste øjeblikke i livet opstår derfor også i fysisk samvær med andre. Her opstår også de bedste ideer og den mest effektive vidensdeling. Her opstår venskaber, livsvidner og måske endda kærlighed. Her opstår oplevelser og minder og det hvad enten vi er intro- eller ekstroverte, unge eller ældre, ledere eller medarbejdere. Her er vores følelser aktive og sanser åbne og vi giver og modtager. Vi er en del af en fysisk stamme. Her mærker vi, at vi lever, at vi hører til og at nogen passer på os hvis vi pludseligt ikke er der. Paradoksalt nok bruger op til 50% af os i dag op til 80% af arbejdstiden på fjernarbejde. Bag en skærm fysisk langt væk fra netop vores fysiske kolleger hvor vi bl.a. risikerer at ende følelsesmæssigt isolerede.
Tid til et opgør med hjemmearbejdet?
Vi hører oftest om det de samme 4 fordele ved hjemmearbejde:
1. ”Det er effektivt”
2. ”Det sparer transporttid”
3. ”Det er fleksibilitet”
4. ”Det reducerer CO2 udledning”
Nogle gange passer disse udsagn og andre gange slet ikke. Desuden er vi forskellige som mennesker, generationer og forskellige steder i vores liv. Men uanset dette er det alt for snævert og kortsigtet kun at vurdere fordele og ulemper ved det hybride arbejdsliv udelukkende ud fra disse 4 punkter. For ved uhensigtsmæssig brug af det hybride arbejdsliv risikerer både medarbejderen og arbejdspladsens noget langt større. Nemlig at vigtige livs- og nøgleressourcer bliver negativt påvirket.
Medarbejderens livsressourcer påvirkes af det hybride arbejdsliv
Det drejer sig potentielt om medarbejderens:
1. Mål, ønsker, drømme og mening
2. Sociale relationer: Familie, parforhold, venner, omgangskreds eller ensomhed
3. Økonomi: Indtægt, arbejde, karriere, avancement og uddannelse
4. Fritidsaktiviteter: Bolig, alenetid, ferie, hobby og samfundsdeltagelse
5. Fysiske helbred: Styrke og sundhed, mad & drikke, energi og søvn
6. Psyke: Mental sundhed, kærlighed, indre liv og spiritualitet
Måske har du allerede mærket udviklingen? Som en følge af disse påvirkninger risikerer medarbejderens samlede livskvalitet at blive påvirket negativt.
Arbejdspladsens nøgleressourcer påvirkes af det hybride arbejdsliv
Samtidigt påvirkes arbejdspladsen også nemt negativt ved uhensigtsmæssig brug af de hybride arbejdsmiljøer på bl.a. dens:
1. Kultur og særkendetegn
2. Sammenhold
3. Følelse af at høre til
4. Vidensdeling
5. Iderigdom
6. Innovation
7. Arbejdsglæde
8. Ledelse
9. Konkurrenceevne
Måske har I allerede bemærket det? Som en samlet følge af ændringer i disse punkter risikerer arbejdspladsen at resultatmulighederne reduceres.
Succes med det hybride arbejdsliv er afgørende
Succes med det hybride arbejdsliv er således fundamentalt vigtigt for vores livskvalitet som mennesker. Ligesom andet der relaterer til vores arbejde og livet i øvrigt.
Ligeledes er det strategisk vigtigt for arbejdspladsen at lykkes med at implementere og løbende justere i den hybride arbejdsmodel den benytter i dag hvis den fortsat skal adskille sig fra konkurrenterne og både tiltrække og bevare kunder og medarbejdere.
Gode råd til ledere og arbejdspladser
Som appetitvækker finder du her 5 udvalgte råd og ideer til jer der ønsker at (gen)skabe og/eller bevare en stærk og attraktiv kultur i det moderne arbejdsliv:
1. Skab en arbejdsplads der skaber grundlag for nogle af livets højdepunkter
2. Gør det klart at alle har medansvar for kultur, samarbejde og vidensdeling og ikke udelukkende for sine konkrete arbejdsopgaver og specialer
3. Vær opmærksom på ikke kun at tale de hybride muligheder op og ubevidst nedtone det fysiske fremmøde og kontoret
4. Sørg for, at der er noget at møde ind for, f.eks.:
a. At det er sjovt at komme ind og at I smiler, fejrer og griner (og græder) sammen
b. At man bliver udviklet og går klogere hjem end da man mødte op
c. At I tilbyder muligheder man ikke kan opnå hjemmefra (som fælles fysiske aktiviteter, frokost sammen, fælles daglige øvelser og stretch hold (uden nødvendigt tøjskifte og bad), hyggelige lokaler, fred, feedback, morgenmad, støtte og samtaler
d. At der er et stærkt sammenhold og medarbejderen mærker at I har savnet dem
e. At I hjælper medarbejderen til et sundere liv
5. Vær fysisk til stede og led det bedste du har lært – og bliv ved med at lære
Gode råd til medarbejdere
Som medarbejder der ønsker at (gen)skabe og/eller bevare en hensigtsmæssig brug af det hybride arbejdsliv finder du her 6 udvalgte råd:
1. Giv dit hybride arbejdsliv et vanetjek – hvor meget arbejder du hjemmefra eller på kontoret og hvad er årsagen? Kan/skal årsagen ændres? Hvad giver det dig/Hvad risikerer du?
2. Når du arbejder hjemmefra så skab en klar mental og fysisk overgang fra, at du har fri til at du er på arbejde og vice versa:
a. Tag f.eks. dine arbejdssko på
b. Bær slips eller andet så du mærker at du er ”på”
c. Sluk private sociale medier
3. Indfør gode morgenvaner herunder red din seng, hold soveværelset (og hjemmet) ryddeligt og luft ud og spis sundt
4. Gør en forskel for dem der er mødt ind selv om du er off-site, f.eks.:
a. Tag kontakt med kolleger og leder – også selv om der ikke er noget konkret at tale om
b. Tænd kameraet og undgå sløret baggrund i online møder – giv noget af dig selv
5. Lav en selvpleje menu for hver dag og gør noget for dig selv
6. Husk at bruger din sparede transporttid på noget værdifuldt for dig selv, familien og parforholdet
Du er hermed udnævnt til ”Chef for forandringer” – tillykke
Hjernen elsker vaner bl.a. fordi de føles trygge. Men tryghed i dag er ikke blot at gøre mere af det samme og være forandringsparat. Ægte tryghed er derimod med ydmyghed at udfordre status quo og være fremtidsparat. Både som arbejdsplads og som medarbejder. Så giv dit hybride arbejdsliv og jeres hybride arbejdskultur et vanetjek og se hvad I sammen kan opnå og undgå og nå herigennem jeres mål og mere til.
De bedste hilsener
Torben Wiese
Foredragsholder, workshopleder, bestsellerforfatter og podcastvært
Få professionel rådgivning af vores dygtige konsulenter og gør dit arrangement til en succes.