Sådan undgår du at efterplapre

At efterplapre er en skrækkelig kombination. Når vi plaprer, taler vi løs om noget, der på ingen måde er vigtigt. Det er slemt nok i sig selv. Men når vi efterplaprer, agerer vi sokkedukke for en kilde, vi ikke engang selv har forholdt os til. Og slet ikke på kritisk manér. Vi opfører os som ligegyldighedens kultmedlem. Det kan måske have sin plads på et morgenværtshus med en høj promille alkohol i blodet, men desværre finder det også vej til medier, møder og magtens gange. 

Jeg kendte ikke selv ordet ”efterplaprer”, før jeg stødte på det i den norske filosof, Lars Fr. H. Svendsens bog: ”Dumhed, idioti og dumme idioter”. Men jeg kendte godt til adfærden. Jeg er trods alt foredragsholder, og jeg er sikker på, at efterplaprefrekvensen gennem min karriere har været ganske målbar. Det er jo så heldigt for vores arbejde, at vi for åben mikrofon kan sige noget og være retur i bilen, inden folk kan nå at udfordre det sagte. Man kan endda tage de nyeste buzzwords fra ledelsesgangene og pakke dem lidt sjovt ind, men på sigt kan man mærke efterplapringens konsekvenser for én selv. Det er lige så tomt og ligegyldigt at sige, som det er at lytte til.

Både kilde og kanal er klar

Men vi har jo alle en mikrofon til andre siddende på tastaturet eller direkte på diverse digitale forlængelser af kroppen. Vi kan også have et publikum siddende foran os til parmiddagen eller i mødelokalet. Lad plapringen begynde! Men den kilde, der kan plapres fra, har heller aldrig været tættere på. Vi behøver ikke engang søge eller prompte den frem. Vi bliver hele tiden fodret med noget, vi lynhurtigt kan agere papegøje for. En halv overskrift kan være nok. Vi kan endda efterplapre andre, der efterplaprer. Og skulle være i tvivl, kan vi bare lære af de store sprogmodeller. En kunstig intelligens kan fortsætte uendeligt med at efterplapre til vores tjeneste, fordi den på ingen måde kan finde ud af det, som er efterplapringens endeligt: Kritisk tænkning – eller at filosofere.

Hvis du som jeg heller ikke er uddannet i filosofi, skal du ikke fortvivle. Dit liv er ikke automatisk henlagt til efterplapring. Det er heller ikke et problem, hvis du ikke besidder en såkaldt stor stilling, for det vil sandsynligvis bare øge din grad af efterplapring. En enkelt overskrift i ”Harvard Business Review” kan sagtens være belæg for at optage medarbejderes ører de første 45 minutter af mødet. Der er med andre ord noget, vi alle kan gøre. Og lad os holde os til tre råd:

1: Tvivl

Dagen før det seneste folketingsvalg blev jeg interviewet af P1. Studieværten ville gerne vide, hvad folk skulle gøre, hvis de var i tvivl. Jeg tror, at hun blev lidt overrasket (og sikkert fortrød sit valg af ”ekspert”), da jeg sagde, at folk da endelig skulle holde fast i den tilstand og tænke over, om de kan bruge den i flere områder af deres liv. Tvivl er et sundt tegn på, at vi har forladt skråsikkerhedens vidunderlige ro og sat os i en oprigtigt modtagelig tilstand. Prøv det af. Når du mærker, at du absolut skal tage stilling til noget, så prøv at udskyde konklusionen eller måske bare lade være. Du kan endda udfordre dig selv endnu mere og finde tvivlen frem, når du møder noget, du med det samme er enig i – og måske endda får lyst til at efterplapre videre til andre.

2: Tænk

I forhold til hvor mange tanker, vi har i løbet af en dag, så kan det være forbløffende, hvor lidt tid, vi bruger på at tænke. Nogle tanker kommer selvfølgelig af sig selv, men de bedste af dem, skal vi gøre os umage for. Til sidst i blogindlægget anbefaler jeg tre bøger om den proces, men først og fremmest er det vigtigt at dedikere sig til processen. Og at dedikere betyder at sætte uforstyrret tid af til det. Hvad tænker jeg egentlig selv om det, jeg har hørt og set? Kan der være noget, jeg overser? Hvad bliver der ikke sagt? Hvad ligger der bag det sagte? Er det noget, der kan undersøges nærmere? Hvad tænker du selv, og hvorfor gør du det? Hvad skal andre bruge dine tanker til? Og tænker du med andre, er det bare endnu bedre.

3: Læs bøger

Input giver os noget at tvivle og tænke ud fra. Men det er desværre ikke alle input, der får os til at tænke godt. For nogle input er ikke selv resultat af særlig meget tænkning, og hvis det bare er af underholdende karakter, så har det selvfølgelig et andet formål. Men i forhold til at reducere min egen efterplapring har jeg ikke opdaget noget bedre end bøger. For bøger er hovedsageligt bygget af tid. Tid til at få idéer, prøve sætninger af, slette, slette mere, tænke om, fortryde at skrive bogen, vende tilbage, skrive, slette osv. Hvis vi skal kunne fordybe os, skal der være dybde foran os.

Læsning af bogen kræver også tid. Tid til at komme gennem sætningerne, tid til at tænke mellem læsetidspunkterne, fortryde at læse, vende tilbage, læse igen, forstå lidt mere osv. Det er også i læsningen, vi har muligheden for at komme ned i dybere lag af det, vi ikke kendte til før. Især hvis vi husker at læse noget, der udfordrer vores holdninger, evner og tidligere tanker. Og især hvis vi dropper de nye horrible muligheder for at skrue op for lydbogens tempo eller holde os til hurtige resuméer af bøger.

Et fjerde punkt kunne være at præsentere resultatet af dine tanker for andre, men det behøver jeg ikke minde dig om, for når vi kommer frem til noget gennem en umage indsats, er det næsten umuligt at holde tilbage. Og skulle du tvivle på, om vi andre nu også er interesseret i at høre dine tanker, så er det helt forståeligt. Du har måske ikke skrevet tyve bestsellere eller har tyve millioner følgere, så er du nu også interessant? Men jeg lover dig: Vi elsker at høre dine originale tanker – især når du har tænkt dig om.

Der findes ingen garantier for, at du aldrig kommer til at efterplapre. Måske er livet også umuligt uden at gøre det. Men det er umagen værd at forebygge det, for så kan vi bruge mere af vores tid på det, der er vigtigt og måske endda rigtigt.

Boganbefalinger

”Tænk” af Svend Brinkmann, ”Når livet bliver kunstigt” af Pia Lauritzen og selvfølgelig ”Dumhed, idioti og dumme idioter” af Lars Fr. H. Svendsen. De indeholder alle tre yderligere referencer.

Kh. 
Tommy Krabbe