Når spørgsmålene kræver mere end simple svar

Aktiv dødshjælp er en tilbagevendende etisk problemstilling i den medicinske etik og i den offentlige debat i Danmark. Senest har et stort flertal af medlemmerne i Det Etiske Råd igen argumenteret for at fastholde det gældende forbud, imens statsministeren har meldt ud, at hun mener, at loven skal ændres. Det har ført til, at regeringen har nedsat et nyt udvalg med håndplukkede medlemmer, der skal overveje, om den danske lovgivning skal ændres.

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp eller ej dukker ofte op i forbindelse med højtprofilerede mediesager og har således en tendens til at tage udgangspunkt i enkeltsager, der dels kan være blevet præsenteret på en måde, så svaret er givet og som dels ikke giver tilstrækkeligt indblik i de komplekse spørgsmål, som en ændring af gældende praksis rejser.

Alene navnet på regeringens nye udvalg viser, hvor vanskeligt det er ikke at have besluttet sig allerede inden, man har nået at tænke sig om. For når man nedsætter et udvalg med navnet Udvalget for en mere værdig død, så mere end antyder man allerede, at den død, der er mulig i dag, ikke er værdig nok.

Men hvorfor ikke? Hvad betyder det egentlig, at døden er værdig – og i hvis øjne skal den være det? Ingen ønsker en uværdig død for andre, men hvad betyder ”værdig” i denne forbindelse? Og sådan hober spørgsmålene sig hurtigt op i en debat, der er præget af enkeltsager, myter, historier og ofte en manglende viden om de muligheder, som er til stede i dag inden for den gældende lovgivning.

Diskussionen om aktiv dødshjælp må derfor tage sit udgangspunkt i dannelsen af et fælles vidensgrundlag om, hvordan vi dør i dag og hvad der kan gøres indenfor de eksisterende rammer. For ingen ønsker at skulle leve den sidste tid i ubærlige smerter, men er det rent faktisk det, som sker? Og kunne det forhindres med allerede tilladte midler? Diskussionen her rummer en række sundhedsfaglige aspekter, der så kan sættes i spil i forhold til de etiske værdier, som vi har.

Et andet aspekt af diskussionen om aktiv dødshjælp handler om selvbestemmelse og frihed. Argumentet er grundlæggende, at vi har ret til selv at bestemme, hvornår vi vil dø, uanset de ydre omstændigheder. Her dukker spørgsmålet op om, hvornår aktiv dødshjælp i givet fald skal være en mulighed. Ved smertefuld fysisk sygdom med nært forestående død? Ved kronisk fysisk sygdom med store funktionsbegrænsninger? Ved alvorlig psykisk sygdom? Kan man overhovedet trække grænser, hvis grundargumentet er, at vi har ret til personlig frihed på området? Og hvornår er det legitimt at begrænse den enkeltes frihed for at beskytte andre? Det gør vi jo allerede på en lang række områder (rygeregler, trafikregler m.m.), men er det et gyldigt argument, når det kommer til aktiv dødshjælp?

Set herfra har diskussionen om aktiv dødshjælp en tendens til at ende i meget sort-hvide svar og en tiltro til, at lovgivning kan bringe os ud af de etiske spørgsmål, som døden rejser. Men måske er det sådan med døden, at de spørgsmål, som den rejser, ikke kan løses alene gennem lovgivning. Set her fra mit lille verdensvindue må vi acceptere, at døden altid vil være etisk udfordring. Uanset hvilken løsning, som vi vælger, vil vi stå tilbage med ubesvarede spørgsmål og mennesker, der risikerer at komme i klemme. Enten fordi, at de presses ud i aktiv dødshjælp, selvom vi kunne have hjulpet bedre på andre måder eller fordi, at de ikke frit kan bestemme, hvornår de vil dø. Og derfor er aktiv dødshjælp også en udfordring for den enkelte – for måske er det bedst at fastholde, at aktiv dødshjælp skal være forbudt, selvom det i nogle tilfælde er det eneste etisk rigtige at gøre.

Det Etiske Råd har gjort et stort forarbejde til at skabe en oplyst diskussion, bl.a. ved at kortlægge erfaringerne fra nogle af de lande, hvor man har indført aktiv dødshjælp. Forhåbentlig vil regeringens nye udvalg bidrage yderligere til denne oplysning. Derefter er det os som borgere, der har et ansvar for at tage en saglig diskussion om de begreber, fænomener, praksisser og ikke mindst værdier, der skal forme dansk praksis og lovgivning. Det skylder vi hinanden – ikke mindst de i blandt os, som er i en situation, hvor aktiv dødshjælp kunne komme på tale.