Formlen på nysgerrighed

Det er efterhånden otte år siden, jeg skrev ”Nysgerrighed er svaret”. Det er nok et passende gæt, at jeg har holdt ca. 1000 foredrag om begrebet. Jeg har kun mødt folk, der går ind for nysgerrighed og har brugt den, siden de var børn. Så hvorfor har det og er det stadig relevant at tale om? Basalt set af tre årsager:

1. Fordi den er nødvendig

2. Fordi den er svær

3. Fordi den er mulig

Nysgerrigheden er nødvendig, fordi den er forudsætningen for, at vi kan være en del af verden omkring os. Verden har viden, vi skal bruge, mennesker vi skal forbinde os med og problemer, vi skal løse. 

Nysgerrigheden er svær, fordi den kræver, at vi skal erstatte noget dyrebart med noget usikkert. Det dyrebare er alt det, vi har indsamlet gennem vores liv; det, der er blevet til vores nuværende forståelser og følelser. Det er selvfølgelig risikabelt at fjerne det med noget, som vi ikke ved, hvad er endnu.

Men nysgerrigheden er også mulig, for det er jo faktisk den, der har ført os frem til den, vi er nu. Den har altid virket for os, og så bliver den endda ofte ledsaget af en god portion motivation, oplevelse af flow og afsluttende aha-oplevelses-begejstring.

Selve formlen

Det kan derfor virke paradoksalt, at vi ofte blokerer for den. Men det er faktisk lige så naturligt som nysgerrigheden selv. Det bliver tydeligt, hvis vi skærer nysgerrigheden helt ind til benet og sætter den på formel. Den ser i al sin enkelthed således ud:

Nysgerrighed = Data + Overskud

Data handler selvfølgelig ikke forbeholdt elektronisk data. Ordet har sin oprindelse i latin og betyder ”det, der er givet”. Omverden og menneskerne i den fodrer os hele tiden med data i form af alt, sanserne kan registrere Men vi bliver ikke fodret med 0’ere og 1’ere, og det er heller ikke sådan, vi behandler det sansede.

Forudsigelsernes kraft

Det var først efter, jeg havde skrevet bogen, at jeg stiftede bekendtskab med den canadisk-amerikanske følelsesekspert, Lisa Feldman Barrett. Men hun har en meget central pointe i forhold til netop sansningen af verden. For vi sanser i høj grad verden gennem forudsigelser. Så vi hører faktisk ikke helt, hvad andre siger. Vi hører, hvad de siger gennem vores forudsigelser. Så har jeg forudset, at kollegaen siger ”godmorgen” eller ikke siger ”godmorgen”, så vil en helt anden sætning blive tolket derigennem. Siger den anden fx, at de har sendt mig en vigtig mail, hører jeg da, at jeg har fået en mail. Men jeg hører også, at den anden ikke siger godmorgen og går i gang med at tolke og konkludere på det.

Og hvor kommer disse forudsigelser fra? Fra mig. Hvor bliver de tolket? I mig. Så jeg er i virkeligheden selv den største fejlkilde, når jeg skal prøve at tage verden ind via nysgerrigheden. 

Løsningen på dette paradoks er at blive ved. Når du bliver ved med at modtage data, vil det med tiden føre til flere og flere justeringer, fordi du vil opleve, at der vil være et misforhold mellem dine forudsigelser, sansninger og konklusioner. Med andre ord: Hvis du konkluderer, at den anden er sur, fordi vedkommende ikke sagde godmorgen, så tal noget mere med personen. Så får du mere data.

Overskuddet og manglen på samme

Dermed ramler vi ind i den anden del af formlen, som pointerer den største nysgerrighedsudfordring: Overskuddet. 

Alene det at få data kræver tid. Det er meget hurtigere at konkludere end at konsumere. Jeg kan huske, at jeg var ude og tale i en stor innovationsafdeling om at være nysgerrig, og en tilhører sagde ganske rigtigt: ”Vi ved udmærket, hvordan man er nysgerrig, og vi elsker at være det. Men vi får aldrig tid til det”. Dog viser det sig ofte, at den investerede tid er det hele værd, fordi den medfølgende nysgerrighed som regel sparer tid, penge eller frustrationer et andet sted.

Udover kravet om tid, kræver nysgerrigheden også energi. Det er rundt regnet 400 år siden oplysningsfilosoffen Francis Bacon sagde, at menneskesindet finder hvile i konklusioner. Det er langt hurtigere og energibesparende at konkludere, at kollegaen er sur end at tale om, hvorfor der ikke blev sagt ”godmorgen”. Hjernen bruger ekstreme mængder energi hele tiden, og hvis der er kamp om den, bliver der ikke allokeret kræfter til at modtage og behandle nye input. Der bliver lukket af, hvilket der også skal.

Det normale menneske

Så hvad betyder denne formel i dagligdagen? Mest af alt betyder det, at man aldrig kan forvente nysgerrighed i forbindelse med pres. Ikke af andre mennesker og ikke af sig selv. Det helt normale menneske blokerer for verden, når det er i underskud. Derfor er det så hamrende vigtigt, at vi i pressede tider og situationer husker at se det andet menneske som nysgerrighedsblokeret. Så det pressede menneske er ikke forandringsmodstander, brokkehoved, ledelsesresistent, diktatorisk eller nej-hattemager. Lige præcis her kan jeg garantere dig for, at vedkommende først og fremmest er menneske. Derfor har personen ikke brug for din (eller sin) bebrejdelse, men anerkendelse af sin menneskelighed.