Michelle Kristensen
Ernæringsrådgiver, personlig træner og Nike-atlet
Michelle er magasinet Iforms kost- og træningsekspert. Hendes foredrag udmærker sig ved med et stærkt glimt i øjet at tale direkte til hr. og fru Danmark – også den medarbejder, der ikke nødvendigvis har et nært forhold til jævnlig zumbatræning og økologiske kålsalater.
Michelle evner på underholdende vis at sætte sig ind i danskernes hverdag og tale ud fra de faktiske omstændigheder. Hun inspirerer deltagerne til en sundere livsstil på en motiverende facon, frem for at bombardere dem med tekniske informationer, der blot giver endnu dårligere samvittighed og lavere selvværd.
For Michelle vil sundhed sige, at man har et kropsligt overskud, mærker energien i dagligdagen og generelt fornemmer, at livet er skønt. Sundhed skaber en grundlæggende trivsel, der sikrer at man går frisk på arbejde, og kommer frisk hjem, så man vitterligt har energi til også at være noget hjemme hos familien.
Michelle, der ofte er brugt som ekspert i medierne, er snart bogaktuel og inden da får hun sin helt egen løbesko-serie hos Nike.
På uddannelsesfronten er hun bachelor i idræt fra Århus Universitet og har læst supplerende fag på kandidat-uddannelsen, human ernæring, KU. Herudover har hun taget en lang række specialuddannelser inden for træning- og ernæringsområdet.
Michelle Kristensens foredrag kendetegnes ved både at indeholde praktiske øvelser og faktiske data, pakket lækkert ind i kærlige anekdoter fra det virkelige liv.
Den gode sandhed om sundhed
- I dette foredrag gør Aftenshowets kost- og træningsekspert, Michelle Kristensen, op med en række af de kost- og træningsmyter, der florerer i Danmark.
- Med et stort glimt i øjet slår hun fast, at det faktisk er forsvindende få danskere, der dør af sult – og alligevel er danske kontorskuffer og tasker proppet med snacks, der bliver indtaget i store mængder - undskyldningen er, at de såkaldt sunde snacks og mellemmåltider skal forhindre blodsukkeret i at svinge op og ned og modvirke at man falder i søvn på arbejdet. Dermed er fænomenet ”træthedsdeller” opstået: ”jeg er træt – jeg må nok hellere spise noget for at bliver frisk som en havørn”. Faktum er, at indtager vi dagligt flere kalorier end vi forbrænder, så har vi en udfordring – sunde snacks eller ej.
- I foredraget viser Michelle en række konkrete øvelser, som deltagerne nemt og effektivt kan implementere i deres travle hverdag – både derhjemme og på arbejdet.
- Samtidig åbner hun på underfundig vis deltagernes øjne for nogle kærlige sandheder om sundhed.
- Hvorfor ryger kalorierne på sidebenet hos nogle – mens andre skider dem ud?
- Hvorfor begynder mænd allerede efter en uges træning, at løfte op i trøjen for at vise andre deres ikke tilstedeværende six-pack med stolthed, når kvinderne til stadighed primært fokuserer på alt det, som de mener sidder forkert på kroppen, og giver sig selv det ene slag i hovedet efter det andet mens de træner?
- Hvorfor er det uhensigtsmæssigt at være ”tyndfed”, og hvorfor betyder store mængder af stresshormonet kortisol, at fedt lagrer sig lige midt på mavsen?
- I foredraget flytter Michelle deltagernes fokus, fra at sundhed ofte drejer sig om kropslig æstetik og pine – til i højere grad at fokusere på de mange fordele, der er forbundet med at have en marginalt sundere livsstil.
Det siger vores kunder,
som har oplevet foredrag
med Michelle Kristensen
"Michelle virkede meget forberedt til foredraget og svarede på alle spørgsmål."
- Ole Lund - Brønderslev Kommune