I samarbejde med Kaika Music inviterer Peter A.G. til en fornøjelig stund, hvor I hører om tankerne bag de største GNAGS-hits. Peter A.G. fortæller om sit liv – om at lege sig ind i verden, om at stræbe efter det uperfekte perfekte, om at gøre sig umage, om at lære verden at kende i takt med, at man er til stede i den. Om at hylde det skæve, om livet, om kunsten og om døden.
Med sig på scenen medbringer Peter A.G. journalisten Peter Sloth, som med kyndig hånd skal guide samtaleshowet. I skal en tur tilbage i efterkrigstidens Vestjylland, I skal til Aarhus i 70’erne og de sydende 80’ere, og I skal helt op på Peter A.G.’s øverste etage – op i det kreative værksted, hvor lagrede livserfaringer og pludseligt opståede oplevelser er endt med at kaste klassikere til den danske sangskat af sig.
Den røde tråd i hele Peter A.G.’s virke som kunstner er samspillet med publikum. Det er alt det, der sker inde i publikum, der er kunstens magiske virkning. Det er ikke bare dét, der bliver leveret fra scenen, der er kunsten. Det er dynamikken og tilhørernes reaktion, som under de helt rette omstændigheder ender med at blive til kunst.
Og netop fordi det er samspillet med publikum, der er Peter A.G.’s brændstof, vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål til og komme i dialog med den evigt nysgerrige GNAGS-legende.