
I en verden, hvor innovation er nøglen til bedre og mere effektive løsninger, står vi over for et evigt presserende spørgsmål: Hvordan får vi flere af de dér “hvorfor har vi aldrig tænkt på det før”-typer af idéer? Selvom de mest kreative og innovative tænkere naturligt excellerer i denne disciplin, kæmper mange af os med at være kreative på kommando – især når hverdagen også er fyldt med mange møder, personlige bekymringer og andre presserende opgaver.
AI som et kreativt geni
Heldigvis kan vi få hjælp fra et uventet sted. Forskning viser nemlig, at AI-chatbots kan udvikle originale, værdifulde og meningsfulde idéer, som overgår de fleste menneskers evner. AI er særligt dygtig til at skifte perspektiv på problemer og udvikle potentielle fremtidsscenarier – noget, vi mennesker har svært ved, fordi vi ofte bliver fanget i konventionelle tankemønstre og gruppetænkning. Men hvordan får vi disse geniale idéer ud af maskinerne?
En leg med viden
Kreativ tænkning kan ses som en leg med viden, hvor vi kombinerer eksisterende idéer for at skabe nye, værdifulde løsninger. Forestil dig, at du skal udvikle idéer til nye måder at oplyse Strøget i København. Måske så du i går en overskrift om bioluminescens – at visse dyr kan producere lys biologisk på samme måde, som vi mennesker producerer varme. Inspireret heraf får du idéen om at kombinere ildfluer i glaskugler med svampe, der udsender lys ved bevægelse, og akvarier med lanternfisk, som er blandt de dyr, der udsender det kraftigste lys. En spændende og innovativ idé. Desværre bliver mange nye idéer afvist ved fødslen som værende tossede, umulige eller urealistiske – alene fordi vi ikke besidder den nødvendige viden til at vurdere deres potentiale. Ved at anvende viden fra forskellige domæner, såsom marinebiologi og bioluminescens, kan kunstig intelligens hjælpe med at vurdere potentialet i en ny idé på få minutter. For eksempel kan ChatGPT eller Copilot hurtigt identificere udfordringer og muligheder ved bioluminescent belysning og foreslå løsninger til at overkomme dem. Dette inkluderer alt fra energibesparelser og æstetiske overvejelser til praktiske spørgsmål, såsom temperaturregulering i akvarier. Herved øger vi sandsynligheden for, at de nye, sårbare idéer får en større chance over for de velkendte og etablerede løsninger.
Vi skal dog være opmærksomme på, at kunstig intelligens kan “hallucinere” – det vil sige, den kan give forkerte oplysninger, ligesom mennesker kan tage fejl. Derfor bør AI som idé-ekspert altid suppleres med en dybere undersøgelse af idéens potentiale og udfordringer, hvis vi vælger at gå videre med den.
En drink med AI
Forestil dig, at du over en drink på en bar diskuterer et vigtigt problem med en ven. På lignende vis kan du engagere AI i en dybdegående, udforskende dialog for at udvikle og evaluere nye idéer. Brugen af AI’s audiofunktioner kan muliggøre en kontinuerlig, interaktiv samtale, hvor AI ikke blot lytter og svarer, men også udfordrer dig og byder ind med helt nye perspektiver i idéudviklingen.
Især AI’s evne til at kombinere bred viden åbner op for spændende idégenereringsprocesser. Bed for eksempel din AI om at simulere en tandlæge for at hjælpe med at finde idéer til nye måder at servere is på – idéer, der går ud over pind, bæger, vaffel og skål. Måske foreslår den at servere is i en “tandpasta-lignende” tube med en “tandbørste-lignende” ske. Dette kunne være praktisk, hvis dine børn er langsomme til at spise isen, mens I går i stærk sol og varme langs en sydlandsk strand. Denne innovative indpakning kunne også opfordre til at “børste” isen rundt i munden, hvilket ville intensivere smagsoplevelsen, da alle smagsløg hermed stimuleres. Måske skal isen være sukkerfri, så den ikke får for meget kritik fra Tandlægeforeningen.
Herefter kan du bede AI’en om at simulere at være en tømrer, hvilket måske resulterer i idéen om at servere is i en “fugepistol-lignende” beholder. Det kunne være en sjov måde at servere is på til 20 børn ved en børnefødselsdag. Man kunne endda sætte en stjerne på tuden, så isen bliver stjerneformet.
Overbevisende nye idéer
Forskellen på at blive opfattet som en tosse og et geni kan afgøres af, hvordan idéen præsenteres for kolleger, ledelse eller kunder. Her kan AI også spille en afgørende rolle. Ved at udnytte AI’s kapacitet til at generere overbevisende argumenter, mindeværdige navne, metaforer og slogans samt skabe præsentationer af mulige brugsscenarier, kan vi formidle vores idéer på måder, der fænger og overbeviser publikum. Herved får de nye idéer en større chance mod den ellers så velkendte og ofte brugte “sådan plejer vi altså ikke at gøre”…
Har I lyst til at blive inspireret til at komme i gang med kunstig intelligens til hverdagens problemløsning, kreative tænkning eller innovative processer? Så følg med i Christian Byrges forskning eller book et foredrag med ham til dit team.
Send en forespørgsel på Christian Byrge

Booking og forespørgsel
Send en forespørgsel her på Christian Byrge
Fandt du blogindlægget inspirerende? Du kan booke Christian Byrge til dit event. Kontakt os i dag og hør mere om mulighederne.
Om foredragsholderen
Professor, forfatter og ekspert i teamkreativitet og AI-støttet innovation