Hvad er på spil?
Mellemøsten er en region, der i årtier har haft en central betydning for verdensøkonomien, ikke mindst på grund af sine energiressourcer.
Figur 1. Kortet viser Hormuzstrædet og Den Persiske Golf, som begge er centrale passager for international olie- og skibstrafik. De grønmarkerede nabolande viser lande, jeg har haft arbejdsmæssige relationer til. Kort: J. Eckhoff
Regionen rummer nogle af verdens største olie- og gasreserver, og især Den Persiske Golf spiller en afgørende rolle i den globale energiforsyning. Et sted som Hormuzstrædet, det smalle farvand mellem Den Persiske Golf og det åbne hav, er et godt eksempel på, hvor sårbar denne afhængighed er. Når der opstår uro her, mærkes det globalt.
Men energien er kun én del af billedet. Mellemøsten har også en dyb geopolitisk betydning, hvor både USA, Rusland og Kina har strategiske interesser. Siden 11. september 2001 har fokus blandt andet været rettet mod bekæmpelsen af jihadistiske grupper og iransk-støttede militser, hvilket stadig præger USA’s tilstedeværelse i regionen.
Samtidig spiller alliancer en central rolle. Israel og flere af Golflandene er tætte samarbejdspartnere for USA, og stabilitet i regionen er derfor ikke kun et regionalt spørgsmål, men et strategisk anliggende.
Når sikkerhed handler om overlevelse
Israel er et lille land på størrelse med Jylland, omgivet af stater og palæstinensere i besatte områder, som historisk har været fjendtlige. Israelsk sikkerhedstænkning handler i høj grad om at forhindre trusler, før de overhovedet når at udvikle sig.
Iran bliver i den sammenhæng set som den største trussel af mange israelske ledere. Det handler både om Irans støtte til grupper som Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon, men også om udviklingen af missil- og dronekapaciteter samt potentialet for udvikling af atomvåben.
Israel ser det derfor ikke kun som et spørgsmål om militær balance, men om selve statens overlevelse i et ustabilt regionalt system.
Jeg kan samtidig godt forstå, hvorfor et tættere amerikansk engagement ofte ses som afgørende i en konflikt med Iran. USA råder over kapaciteter, som Israel ikke selv har, fra global logistik og avancerede våbensystemer til satellitovervågning og efterretning. Men et sådant engagement sender også et stærkt politisk signal om, at Israel ikke står alene.
Samtidig er det tydeligt, at USA og Israel ikke altid har helt sammenfaldende strategiske mål. Hvor Israel i højere grad kan have fokus på at svække eller ændre regimet i Iran, har USA ofte været mere optaget af at begrænse atomprogrammet og undgå en direkte regional eskalation.
Når regimeskifte får konsekvenser
Jeg har i mange år arbejdet og boet i verdens brændpunkter, primært i Mellemøsten. Særligt årene i Irak efter regimeskiftet i 2003 har gjort et dybt indtryk på mig.
Efter invasionen af Kuwait i 1990 opfordrede den amerikanske præsident George H. W. Bush irakerne til at gøre oprør mod Saddam Hussein. Mange shia- og kurdiske grupper fulgte opfordringen, men den forventede støtte udefra udeblev, og oprøret blev efterfølgende slået hårdt ned med mange tusinde dræbte.
Da USA og allierede i 2003 invaderede Irak, fjernede Saddam Hussein og opløste Baath-partiet, blev landet kastet ud i en voldsom sekterisk konflikt mellem sunnier og shiamuslimer. Jeg boede selv i Irak i nogle af de mest kaotiske år efter invasionen, hvor det langsomt gik op for mig, hvor komplekst og skrøbeligt et udefrakommende regimeskifte kan være i praksis. Hundredtusinder mistede livet, og omkring 4 millioner blev drevet på flugt.
Det er erfaringer, der har fulgt mig siden. For mig blev det tydeligt, hvor hurtigt politiske omvæltninger under eksternt pres kan udløse interne dynamikker, som udvikler sig langt mere voldsomt, end nogen umiddelbart forudser. Samtidig blev det klart, hvor svært det er at kontrollere de konsekvenser, der følger efter.
Det var også i det lys, jeg fulgte udviklingen i Iran i 2026 med stor bekymring. Parallellerne til Irak var svære at overse: et land under massivt eksternt pres og en situation, hvor risikoen for en hårdhændet reaktion fra regimet hurtigt blev en del af billedet.
Protesterne i Iran eskalerede ligeledes voldsomt. Ifølge den amerikansk-baserede menneskerettighedsorganisation Human Rights Activists News Agency (HRANA) samt andre menneskerettighedsorganisationer blev mere end 6.300 mennesker dræbt under urolighederne, mens yderligere omkring 17.000 rapporterede dødsfald fortsat undersøges.
Når sanktioner bliver for meget
Sanktioner er et af de mest anvendte politiske redskaber i international politik. De bruges til at presse stater til at ændre adfærd uden direkte militær indgriben. Men gennem årene har jeg ofte tænkt over, hvor komplekst og til tider modsætningsfyldt dette værktøj er i praksis.
Under Golfkrigen mod Kuwait indførte FN meget omfattende sanktioner mod Irak for at tvinge landet til at trække sig ud af Kuwait og senere begrænse dets militære kapacitet. Sanktionerne kom til at vare i mange år og blev først reelt afløst efter invasionen i 2003. Jeg hørte tidligt om konsekvenserne og blev især konfronteret med, hvor hårdt de ramte mange almindelige irakere og mine kollegaer i landet.
Senere, under et besøg på en Mellemøstinstitution i Washington D.C., blev de langsigtede konsekvenser af sanktioner tydeliggjort. Syriens mere end to årtier under restriktioner blev beskrevet som en periode præget af økonomisk stagnation og en stigende afhængighed af handel og økonomiske aktiviteter uden for de officielle og regulerede markeder f.eks. smugling af varer på grund af handelsrestriktioner og arbejde uden skattebetaling. Dette bidrog til øget korruption og organiseret kriminalitet, og der blev rapporteret om involvering i narkotikahandel i dele af statsapparatet.
I dag er det især Rusland og Iran, der er genstand for omfattende amerikanske sanktioner. Iran har levet med forskellige former for sanktioner i mere end 45 år. Samtidig har sanktionerne fået globale konsekvenser, fordi lande som Kina i stigende grad forsøger at beskytte egne virksomheder og afviser at efterleve sekundære amerikanske sanktioner, der rammer udenlandske virksomheder, hvis de handler med de sanktionerede lande.
Der tales ofte om, hvorvidt sanktioner virker. Langt sjældnere diskuteres det, hvilken skade de kan påføre et samfund ved at skabe stagnation, korruption, paralleløkonomier og øget geopolitisk splittelse frem for den ønskede politiske forandring. Det kan samtidig have dybe og langvarige konsekvenser for civilsamfundet og det enkelte menneske.
Irans kamp mod militær og teknologisk overmagt
Den 28. februar 2026 indledte Israel og USA en militær offensiv mod Iran, som markerede en ny og alvorlig eskalation i konflikten mellem parterne. For mange, også for mig, stod det ikke helt klart, hvad den overordnede strategi og det endelige mål egentlig var.
Officielt blev operationen begrundet med ønsket om at nedlægge Irans atomprogram, svække landets missilkapacitet og begrænse de iransk-støttede proxygrupper i Libanon, Syrien, Irak og Yemen, som gennem årene har spillet en central rolle i regionens konflikter.
Samtidig har konflikten i stigende grad fået karakter af en teknologisk og AI-assisteret krigsførelse, hvor flere aktører anvender avancerede dataanalyseværktøjer og kunstig intelligens til efterretning, måludpegning og koordinering af militære operationer.
Iran har valgt at føre en asymmetrisk krig, hvilket betyder, at landet som en militært og teknologisk svagere part forsøger at opveje modstandernes overlegenhed med andre metoder. Det omfatter blandt andet brug af droner, missiler, cyberoperationer og efterretningsaktivitet samt mobile og uforudsigelige angreb frem for klassisk land- og luftkrig.
Krigens glemte ofrer
I både Gaza og Iran har journalister haft begrænset adgang, og det betyder, at vores forståelse i høj grad formes af politik, strategi, militære bevægelser og langt mindre af de menneskelige historier bag.
Når ansigterne forsvinder fra fortællingen, bliver det sværere at forstå konsekvenserne på et menneskeligt plan.
Jeg har selv oplevet at bo i krigsramte områder og ved, hvor dybt konflikter kan sætte sig i civilbefolkningen. I Iran har tusindvis mistet livet, mange er blevet såret, og store dele af infrastrukturen er blevet ramt. Hundredtusinder har været tvunget på flugt, og hverdagen er mange steder præget af mangel på basale fornødenheder som elektricitet, brændstof og medicin.
Samtidig har konflikten haft regionale og globale konsekvenser. I Golflandene, herunder Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain og Oman, har usikkerheden påvirket alt fra turisme til lufttrafik. I Dubai står hoteller delvist tomme, og flyruter bliver ændret ved risiko for eskalation. Det har store konsekvenser for befolkningens levebrød.
Også uden for regionen mærkes effekterne. Lukningen af Hormuzstrædet og angreb på energiinfrastruktur har forstyrret de globale forsyningskæder og bidraget til stigende energi- og brændstofpriser.
I sidste ende er det ofte de civile, der bærer den største del af byrden.
Mellemøstens drejning mod øst
Over de seneste år er der sket en gradvis forskydning i Mellemøstens geopolitiske orientering, hvor især Iran i stigende grad har søgt at reducere sin afhængighed af USA og Vesten og bevæget sig tættere på Kina og Rusland. Det er ikke en pludselig udvikling, men snarere en proces, der har været under opbygning i længere tid.
Et centralt vendepunkt kom i marts 2021, da Kina og Iran indgik en 25-årig strategisk samarbejdsaftale med omfattende investeringer i energi, infrastruktur, transport og telekommunikation. Til gengæld sikrer Kina sig stabile energileverancer på favorable vilkår. Samtidig giver aftalen Iran mulighed for at mindske afhængigheden af vestlige markeder og sanktioner.
Det danske ingeniørfirma Kampsax stod i spidsen for at bygge Den Transiranske Jernbane i 1930’erne. I dag er store dele af Irans jernbanenet blevet udbygget og moderniseret. Det indgår i dag i et bredere netværk af jernbaneforbindelser mellem Kina, Centralasien og Europa. Der er også forbindelser fra Indien mod syd til Rusland mod nord. Meget af denne udvikling er i dag tæt forbundet med kinesiske investeringer og samarbejde.
Samtidig har Rusland og Iran bevæget sig tættere på hinanden. Begge lande befinder sig i et spændingsfelt præget af vestlige sanktioner, og det har skabt en form for strategisk afhængighed. Samarbejdet ses blandt andet i udveksling af militær teknologi og i udviklingen af alternative betalingssystemer uden om dollaren.
Det peger på en gradvis forskydning i den globale magtbalance.
Hvorfor er krisen i Mellemøsten så vigtig for os alle?
Set i et større perspektiv er Mellemøsten ikke kun en region præget af konflikter, men et spejl på de globale forandringer, der præger verdensordenen i dag. Spørgsmål om energi, sikkerhed, handel og teknologi er i stigende grad forbundne.
Det betyder, at forståelsen af regionen ikke kun er relevant for specialister, men for alle, der ønsker at forstå de kræfter, der former den internationale udvikling. Set i et større perspektiv er konflikterne i Mellemøsten også udtryk for en bredere global forskydning i magt og økonomi mellem USA og Kina. Vi bevæger os mod en mere fragmenteret verdensorden, hvor økonomiske og politiske blokke i stigende grad konkurrerer, men også sameksisterer.
I mit foredrag “Mellemøsten i opbrud: Israel-Palæstina, Iran og USA – og hvad det betyder for verden”, som udbydes af Athenas, forsøger jeg at gå bag de daglige overskrifter og give en mere sammenhængende forståelse af de kræfter, der former regionen og betydningen for resten af verden.
