Geopolitiske konflikter blev tidligere primært betragtet som en ekstern risiko, der skulle håndteres af eksportafdelingen, indkøbsfunktionen eller virksomhedens risk managers.
Sådan er det ikke længere.
Når en virksomhed vælger leverandører, samarbejdspartnere, investeringer eller markeder, træffer den samtidig valg, der kan have politisk, etisk og forretningsmæssig betydning. Det samme gælder, når virksomheden kommunikerer om en konflikt, støtter en sag – eller vælger at forholde sig tavs.
Geopolitik påvirker derfor ikke længere kun, hvor virksomheder kan drive forretning. Den påvirker også, hvordan de forventes at drive forretning.
Kunder, medarbejdere og investorer følger med i, hvad virksomheden gør, siger og undlader at sige. Det skaber et nyt strategisk landskab, hvor virksomheders samfundsansvar også handler om, hvordan de navigerer, når politiske interesser, etiske principper og forretningsmæssige hensyn støder sammen.
Geopolitik flytter ind i hele organisationen
Geopolitik er ikke kun et spørgsmål for direktionen. Den spiller ind i beslutninger og dilemmaer på tværs af organisationen:
- Indkøb og værdikæder: Hvilke leverandører, teknologier og lande vil virksomheden gøre sig afhængig af? Er den laveste pris stadig det bedste valg, hvis leverancen indebærer politiske, etiske eller omdømmemæssige risici?
- Investeringer og pensionsmidler: Er virksomhedens investeringer og pensionsordninger i overensstemmelse med dens værdier – eller er den indirekte eksponeret mod aktiviteter, som den ellers tager afstand fra?
- Medarbejdere og employer branding: Hvordan påvirker geopolitiske konflikter medarbejdere, rekruttering og virksomhedens værdier? Arbejdspladsen kan både afspejle polarisering og styrke tillid og dialog, viser Edelman Trust Barometer 2026.
- Kunder, salg og brand: Forbrugere vælger og fravælger brands på baggrund af deres politiske ståsted, viser Edelmans internationale undersøgelse om brands og politik. Boykotts og buycotts kan derfor påvirke salg, loyalitet og omdømme.
- Kommunikation og marketing: En offentlig udmelding kan virke opportunistisk uden handling, mens tavshed kan tolkes som ligegyldighed eller accept. Tager virksomheden stilling til én konflikt, kan andre spørge, hvorfor den ikke gør det samme i andre?
- Ledelse og bestyrelse: Hvem træffer beslutningen, når et marked, en investering eller en samarbejdspartner bliver kontroversiel? Og hvilke principper skal veje tungest, når etik, økonomi og omdømme trækker i forskellige retninger?
Geopolitiske problemstillinger bevæger sig dermed gennem hele organisationen – fra leverandørvalg, investeringer og pensionsordninger til medarbejderrelationer, kunder, kommunikation og omdømme.
Fra compliance til courage
Lovgivning, sanktioner og compliancekrav kan fortælle virksomheden, hvad den må og ikke må. Men når etik, forretning og omdømme trækker i forskellige retninger, giver de ikke nødvendigvis svaret på, hvad den bør gøre.
At vælge, hvor virksomheden vil stå, og omsætte værdier til handling kræver derfor ofte mod.
Men courage handler ikke nødvendigvis om at udsende den skarpeste pressemeddelelse eller være først med en offentlig holdning. Det handler om at undersøge sin egen praksis, træffe et bevidst valg og stå ved det – også når valget har en forretningsmæssig pris.
Uanset om du arbejder med indkøb, HR, ESG, kommunikation, risikostyring eller strategi, er spørgsmålet derfor værd at stille:
Hvordan påvirker geopolitik og etik de beslutninger og den praksis, du selv er en del af?
Jeg har tidligere beskrevet syv konkrete greb til at balancere geopolitik med etik og forretning og undersøgt, hvorfor geopolitik er blevet en ny kampplads for ESG.
I foredraget "Fra compliance til courage – Sådan navigerer virksomheder mellem geopolitik, etik og forretning" (https://www.athenas.dk/foredrag/tania-ellis/) går jeg skridtet videre.
Med aktuelle cases, tre strategiske pejlemærker og syv praktiske greb får deltagerne et fælles sprog, et strategisk kompas og konkrete værktøjer til at træffe ansvarlige valg i en geopolitisk virkelighed – med blik for både samfund og bundlinje.