Simon Jul
Musiker, tv- og radiovært, madnørd, selvstændig iværksætter, komiker og ildsjæl med passion for fællesskab, bæredygtighed og menneskelighed.
Musiker, tv- og radiovært, madnørd, selvstændig iværksætter, komiker og ildsjæl med passion for fællesskab, bæredygtighed og menneskelighed.
Du kender ham fra radio og tv, men du har næppe mødt ham sådan her: som madnørd og landmand med forkærlighed for gamle kornsorter, sæsoner og den slags håndværk, der tager tid. Simon Jul er drevet af nysgerrighed og lysten til at skabe forandring og fællesskab.
En praktiker med uperfekte erfaringer og skæv humor, der ikke nøjes med at snakke om at gøre noget. Han handler. Han køber en gård, han køber to, tager gummistøvler på og lærer verden at kende nedefra. Han er lige dele Frederiksberg, Thy og Djursland, men mest af alt et menneske, der ruller ærmerne op. Også når det ikke går efter planen.
På cv’et står der udover “Banjos Likørstue” også kreatør bag Youtube slow stream kanalen: Simonjultube. Her finder man fordøjelsestestamentet "Oraklet fra Fondue", der med sin trofaste fanskare har skabt et nyt og intimt univers, som lægger op til mad som samlingspunkt om venskabets mange facetter gode som onde, sjove som tragiske. Derudover lancerede han i 2025 det engelsk sprogede format "Eat Out The Danes", som et af de første formater, der forklarer charmen ved det traditionelle danske køkken på engelsk. Både Oraklet fra Fondue og Eat Out The Danes tager udgangspunkt i, at mad kan mere end at mætte og vække den fysiske appetit. "
Simon lancerede også i 2025 den historiske podcast "Historien om alt", hvor han ser sit mest frygtede skolefag dybt i øjnene med professor i antropologi og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev . Podcasten har nu kørt i tre sæsoner og er uden tvivl én af Danmarks mest lyttede videnskabelige podcasts. De to venner graver dybt i verdenshistorien på en helt ny og dynamisk måde. Som fageksperten må Rane Willerslev igen og igen stå på mål, når Simon Jul betvivler alt fra religioners oprindelse til udryddelsen af sjældne fugle.
Simon Jul har levet et liv med fuld fart og store udsving. Han har været helt oppe i skyerne og helt nede i kælderen. Der, hvor du ikke kommer op igen, uden der er nogen, der hjælper dig. Han har været sulten og nysgerrig på livet og har ikke ladet sig begrænse – indimellem mere end godt var.
Han er Storm P møder Pippi Langstrømpe. Han er fokuseret på det at være menneske, og hvordan vi agerer i forhold til hinanden og det samfund, vi skaber sammen, men er samtidig ramt af en barnlig nysgerrighed. En kombination, der har ført til vilde idéer og skæve projekter. Han er ingen verdensstjerne, ingen konkurrencehund, men han bliver alligevel inviteret med i køkkenet, på musikscenen og i marken på lige fod med de andre, og det er godt nok.
Simon Jul har altid stillet urimeligt høje forventninger til sig selv, men er med alderen blevet bedre til ikke at slå sig selv i hovedet undervejs. Der er kommet en ro over ham. Han er blevet én, der sætter mere og mere pris på et lavere gear, et mere kvalitativt udbytte af hverdagen frem for at køre hurtigt blot for at køre hurtigt og nå mest.
Og han har lært, at man ikke behøver at dulme ens problemer, men at det i stedet kan være godt givet ud at tage en tur ind i ens inderste mørke og rydde op.
Simon Jul kan snildt være fortvivlet over, hvordan verden ser ud. Skal vi flytte noget i virkeligheden, må vi genoprette det, der bærer os. Det gik op for ham på en mudret mark i gummistøvler. Han forstod, at mad ikke starter i køkkenet, men i jorden. At bæredygtighed ikke er noget, man siger, men noget, man gør. Vi låner jorden og skylder at aflevere den bedre, end vi fik den. Den måde, vi dyrker og forvalter naturen på, spejler, hvordan vi behandler hinanden.
Det handler om helheden. Bæredygtighed, økologi og biodiversitet er ikke en trend, men en nødvendighed – fundamentet for alt det, vi spiser og er. Det skal genoprettes, ikke opfindes på ny.
Når du booker Simon Jul, får du ikke en poleret foredragsholder med en PowerPoint og laserpen. Han kommer som det menneske, han er rundet af: livet, fejlene og det skæve.
Han er hjertevarm, humoristisk og alvorlig. Sjov med substans. Og han er et levende eksempel på et menneske, der gør det, han sætter sig for – også selvom det måske ikke altid er lige pænt eller perfekt.
Han deler ærligt ud af sin livserfaring med op- og nedture, hvordan vi kan gøre verden bare lidt bedre, og ikke mindst hvordan vi kan få bare en anelse mere greb om vores eget liv, uden at det bliver hverken fromt eller friseret.
Simon Jul foredrag:
Du kender ham fra radio, satire, musik og tv. Men her møder du ham et andet sted: med fødderne plantet i jorden og spørgsmålstegn til alt det, vi kalder samfund, bæredygtighed, mennesker og mening.
Det her foredrag handler om det hele – og om alt det imellem. Det handler om at være menneske og ikke altid lykkes med det. Om passion og ansvar. Om at finde balancen mellem tempo og tilstedeværelse, mellem perfektionisme og accept. Og om at brænde for noget og lære at gøre det uden at brænde sit lys i begge ender.
Det handler ikke om færdige løsninger. Det handler om det, der gør det svært at finde dem.
Og det handler om at tage sig sammen: at rejse sig, tage styring og genfinde glæden i håndværket med mennesker omkring sig. Om at se livet gro.
Du får ikke en opskrift på, hvordan alt bliver bedre. Du får en ærlig fortælling – serveret med bid, humor og selvfølgelig med lidt grønt på toppen. Det er ikke pænt. Men det er sandt. Og sjovt.