Jeg troede, jeg havde fundet sandheden
Da jeg var en del af det islamistiske miljø, oplevede jeg ikke mig selv som en ekstremist. Jeg oplevede mig selv som en person, der havde fundet sandheden, mens andre endnu ikke havde forstået den. Jeg havde viet en stor del af mit liv til en ideologi, som ikke bare gav mig nogle politiske holdninger, men som fortalte mig, hvordan verden hang sammen, hvordan andre mennesker skulle leve, og hvem der var ven eller fjende.
Det er noget af det vigtigste, jeg har lært, når jeg ser tilbage på mit gamle liv: Man forlader ikke nødvendigvis ekstremisme, fordi nogen kommer og fortæller én, at man tager fejl. For mig begyndte det langt mere stille. Det var en proces, hvor tvivlen langsomt voksede, hvor nogle af de svar, jeg tidligere havde været sikker på, ikke længere gav mening, og hvor jeg til sidst blev nødt til at stille spørgsmål ved hele det verdensbillede, jeg havde bygget mit liv op omkring.
Da jeg endelig brød med miljøet, troede jeg måske naivt, at den sværeste del var overstået. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det kun var begyndelsen på en anden kamp: Hvem er jeg, når den ideologi, der i mange år har defineret mig, ikke længere skal bestemme over mit liv?
Jeg skulle lære at være mig selv
Jeg skulle ikke bare ændre mine holdninger. Jeg skulle lære at tænke på en anden måde, finde nye fællesskaber og acceptere, at mennesker kunne være uenige med mig uden derfor at være mine modstandere. Det lyder måske enkelt, når man ser tilbage på det, men når en ideologi har været tæt forbundet med ens identitet, er det langt mere omfattende end bare at skifte mening.
Samtidig forsvinder ens fortid ikke, bare fordi man selv forsøger at lægge den bag sig. Jeg har måttet leve med, at mennesker stadig ser mig gennem det, jeg engang var, og at min fortid bliver trukket frem, når jeg blander mig i den offentlige debat. Det forstår jeg egentlig godt. Jeg forventer ikke, at andre skal glemme, hvem jeg var, men jeg har også måttet lære at acceptere, at jeg ikke kan ændre fortiden. Jeg kan kun forsøge at tage ansvar for den og vise, hvem jeg er i dag.
Det er også her, den personlige pris bliver tydelig.
Når friheden koster noget
Når man ser mig i medierne i dag, ser man bøgerne, debatindlæggene, foredragene og TV-optrædenerne. Man ser den del af mit liv, der er offentlig, men man ser ikke nødvendigvis det, der sker, når kameraet slukker. Man ser ikke de svære valg, de relationer, der er blevet påvirket, eller den pris, det kan have, når man vælger at gå en anden vej end den, man engang troede var den eneste rigtige.
Jeg har flere gange stået i situationer, hvor jeg har været nødt til at vælge mellem mennesker, jeg elsker, og det liv, jeg forsøger at bygge op. Det er nogle af de valg, der har gjort mest ondt, fordi det ikke altid er så enkelt, som at man bare vælger friheden og går videre. Friheden kan også have en pris, og nogle gange er det netop de mennesker, man helst vil beskytte, der bliver en del af den pris.
Det er en side af bruddet med ekstremismen, som jeg synes, vi taler alt for lidt om. Vi taler meget om, hvordan man får mennesker ud af ekstreme miljøer, men langt mindre om, hvad der skal til for at hjælpe dem med at skabe et nyt liv bagefter.
Hvad betyder det egentlig at være fri?
Jeg tænker også meget mere over frihed i dag, end jeg gjorde tidligere. Engang troede jeg, at frihed først og fremmest handlede om at være fri fra andre menneskers regler og indblanding. I dag ser jeg det anderledes, fordi jeg har erfaret, at frihed også handler om at kunne være en del af et fællesskab, hvor andre mennesker har ret til at leve anderledes end mig.
Men jeg er også blevet optaget af spørgsmålet om, hvad der sker med vores frihed, når mennesker, der er villige til at bruge vold, forsøger at bestemme over, hvordan andre skal leve. Hvad betyder det egentlig for vores frihed, hvis man ikke tør sige sin mening, elske den man vil, skifte tro eller leve sit liv på en bestemt måde, fordi man frygter konsekvenserne?
Jeg kalder det voldens veto.
For mig er det ikke længere nok at spørge, om jeg selv er fri. Jeg er nødt til også at spørge, om de mennesker, jeg lever sammen med, er frie.
Jeg ville ikke bare væk fra noget
Når jeg ser tilbage på min rejse, er den største forandring derfor ikke kun, at jeg forlod islamismen. Den største forandring er, at jeg langsomt fandt ud af, hvad jeg ville være en del af i stedet.
Jeg gik fra at betragte samfundet som noget, jeg skulle bekæmpe, til at forstå, at jeg selv er en del af det, og at jeg derfor også har et ansvar for, hvordan det udvikler sig. Det er for mig forskellen på at være modborger og medborger.
Jeg har ikke glemt, hvem jeg var, og jeg forsøger heller ikke at skrive historien om. Tværtimod er min fortid blevet en del af det ansvar, jeg føler i dag. Hvis jeg kan bruge mine egne erfaringer til at forklare, hvordan ekstremisme kan få fat i et menneske, hvad der får et menneske til at bryde med den, og hvad der skal til for bagefter at finde sin plads i et demokratisk fællesskab, så giver min historie mening på en anden måde.
For mit mål har ikke bare været at slippe væk fra noget.
Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad jeg vil være en del af i stedet.
Og det er måske i virkeligheden den vigtigste del af min vej fra modborger til medborger.
