Lad os begynde med de cirka 150 mennesker, der var involveret i produktionen.
Hvordan kan så mange mennesker blive en del af noget, som bagefter får tusindvis til at spørge: Hvad tænkte de dog på?
En mulig forklaring er autoritetstro. Når et stort mediehus, professionelle producenter og erfarne branchefolk står bag et projekt, får det en særlig legitimitet. Vi har en tilbøjelighed til at lade autoriteter overtage noget af vores egen dømmekraft. Hvis TV 2 har godkendt det, må nogen jo have undersøgt, om det er i orden. Det er næppe lydighed i Milgrams klassiske forstand. Men mekanismen er beslægtet: Vi kan komme til at lægge vores egne vurderinger i hænderne på mennesker, som vi antager ved bedre.
Og så kommer konformiteten oveni. Når alle andre tilsyneladende synes, at noget er en god idé, begynder vores egen tvivl at virke mindre velbegrundet. Måske endda lidt besværlig. Vi kan ende med at holde vores forbehold for os selv, mens vi går rundt og tror, at vi er de eneste, der har dem. Det sidste kaldes pluralistisk ignorance. En ganske raffineret menneskelig mekanisme, hvor en gruppe kan opretholde en fælles opfattelse, som mange af gruppens medlemmer i virkeligheden er usikre på.
Og så er der ansvarsdiffusionen. Når rigtig mange mennesker er involveret, kan det blive uklart, hvem der egentlig har ansvaret. Den enkelte kan komme til at antage, at nogen andre nok har taget stilling til de vanskelige spørgsmål.
Samtidig kan et projekt gradvist udvikle sig. En beslutning bliver til den næste. Der investeres tid, penge, arbejde og prestige. Og pludselig kræver det mere at stoppe end at fortsætte. Det kaldes blandt andet escalation of commitment. Når vi allerede har investeret meget i noget, får vi sværere ved at opgive det. Og jo større vores investering har været, desto mere tilbøjelige kan vi blive til at retfærdiggøre den. Det sidste kender vi som effort justification.
Om disse mekanismer konkret har været på spil i produktionen, ved vi endnu ikke. Vi kender hverken de interne diskussioner eller de enkelte menneskers indsigelser. Men som mulige forklaringer er de værd at undersøge.
Og så skifter scenen. Nu er det offentlighedens tur til at være flok.
I kommentarsporene bliver de involverede hurtigt reduceret til kategorier. De medvirkende. De ansvarlige. De skyldige. Det enkelte menneskes motiver, tvivl og begrænsede indsigt i projektet forsvinder let i den kollektive vurdering.
Her bliver deindividualisering relevant. Når vi bliver en del af en større gruppe, kan oplevelsen af individuelt ansvar ændre sig. Og på sociale medier kan anonymitet og stærke gruppenormer gøre os mere tilbøjelige til at følge den adfærd, der belønnes i fællesskabet. Det behøver altså ikke at være sådan, at vi mister alle normer. Tværtimod kan vi blive meget optagede af at følge gruppens.
Og lige nu er normen i mange kommentarspor ganske tydelig: Vis, at du tager afstand. Det kan føre til gruppepolarisering, hvor vores vurderinger bliver stadig mere bastante, efterhånden som vi bekræfter hinanden i dem.
Vi kender allerede humblebragging, hvor vi praler med vores egen beskedenhed, og griefbragging, hvor selv sorg kan blive en del af vores offentlige selvfremstilling. Måske er tiden kommet til endnu en variant: forargelsesbragging.
Den offentlige demonstration af, hvor moralsk veludviklet man selv er, ved at vise, hvor stærkt man fordømmer andres adfærd. Et fænomen, som ligger tæt på det, socialpsykologien kalder moral grandstanding, hvor moralske tilkendegivelser også bliver en måde at opnå anerkendelse og social status på. Det kan hurtigt udvikle sig til en konkurrence om at have de reneste hænder. En konkurrence, der pudsigt nok indimellem bliver gennemført med temmelig beskidte albuer.
Og det er netop her, at historien bliver endnu mere interessant. For vi er sandsynligvis langt fra færdige.
Den første bølge har vi allerede oplevet: Den kollektive forargelse. Hvordan kunne nogen dog finde på det?
Den næste bølge er også i gang: Jagten på de ansvarlige. Nu bevæger opmærksomheden sig fra handlingerne til de mennesker, der var involveret. Hvem vidste hvad? Hvem burde have sagt fra? Og hvem skal nu undskylde?
Her bliver skyldsattribution interessant. Vi forsøger at placere ansvaret for det, der er sket, og vurdere, hvem der kunne eller burde have handlet anderledes. Men vores vurderinger kan blive påvirket af det, vi kalder den fundamentale attribueringsfejl: Vi har en tilbøjelighed til at forklare andre menneskers handlinger med deres personlighed og karakter, mens vi undervurderer betydningen af de situationer og omstændigheder, de befandt sig i.
Dermed kan en diskussion om beslutninger og processer gradvist udvikle sig til en diskussion om, hvilke slags mennesker der traf beslutningerne. Og i yderste konsekvens kan vi få en syndebukmekanisme, hvor enkelte mennesker kommer til at bære ansvaret for en langt mere kompleks proces.
Derefter kommer kampen om den rigtige reaktion. Vi begynder at bedømme hinandens moralske stillingtagen. Hvem har undskyldt hurtigt nok? Hvem har sagt for lidt? Hvem har endnu ikke sagt noget? Her kan selv tavshed blive fortolket som en holdning. Og den, der forsøger at nuancere debatten, risikerer at blive mistænkt for at forsvare det, andre fordømmer.
Så kommer modreaktionen. Nogen begynder at mene, at kritikken har udviklet sig til en heksejagt. At udskamningen er blevet uproportionel. At mennesker skal have mulighed for at begå fejl og blive tilgivet. Dermed opstår en ny konflikt. Denne gang mellem dem, der kræver ansvar, og dem, der kræver proportioner. Og så kan vi naturligvis også begynde at blive forargede over dem, der er forargede over forargelsen. Vi er efterhånden nået til en ganske avanceret form for flokmentalitet.
Og når sagen engang falder til ro, kommer den sidste bølge sandsynligvis: Efterrationaliseringen.
Vi mennesker er nemlig udstyret med en imponerende evne til at overvurdere, hvor godt vi kunne have forudset noget, når vi først kender udfaldet. Det kaldes hindsight bias. Pludselig vidste alle, at det ville gå galt. Alle havde set problemerne. Alle ville naturligvis have sagt fra. Det er en af vores mere behagelige psykologiske egenskaber. Vi bliver allesammen voldsomt indsigtsfulde, når det ikke længere koster noget at være det.
Og måske er det mest bemærkelsesværdige, hvor hurtigt det hele foregår. De fem bølger kommer næppe i nogen pæn rækkefølge. De overlapper hinanden, forstærker hinanden og kan i dag udspille sig på ganske få døgn. Den kollektive forargelse bliver mere intens, men dens levetid bliver samtidig kortere. Vi kan nå hele vejen fra moralsk chok til offentlig udskamning, modreaktion og efterrationalisering, inden ugen er omme.
Og så er vi videre til Trump. Eller tilbage til Zenia.
Vi mennesker er tilsyneladende blevet stadig bedre til at blive forargede. Vi er det bare i stadig kortere tid.
Og det bringer os tilbage til det, jeg egentlig synes er det vigtigste. For det interessante ved denne sag er ikke kun, hvad en gruppe mennesker kan komme til at gøre, når de følger hinanden. Det er også, hvad en anden gruppe mennesker kan komme til at gøre, når de i fællesskab fordømmer den første.
Handlingerne er forskellige. Ansvaret er forskelligt. Men nogle af de samme grundlæggende mekanismer kan være på spil.
Og så er der endnu en psykologisk mekanisme, som er værd at tage med: bias blind spot. Vi er nemlig generelt bedre til at opdage systematiske tankefejl og psykologiske bias hos andre mennesker end hos os selv. Vores egne vurderinger forekommer os som regel både velovervejede, objektive og ganske fornuftige. Det er de andres dømmekraft, der er noget galt med.
Og det er måske den mest ubehagelige erkendelse af dem alle:
Vi mennesker er fantastisk gode til at få øje på flokmentalitet. Især når det er en anden flok end vores egen.
