Klimaforandringerne er en realitet og vil præge menneskers og mange andre arters liv negativt i mange generationer fremover

Skovene brænder, dalene oversvømmes. Og midt i, for nogle, glæden ved den tilbagevendende sommervarme, her hvor kalenderen ellers skriver efterår, så bør vi også bekymre os, og se alvorligt på klimakrisen. For er der overhovedet håb? Det har vi spurgt Teolog og ph.d. i bioetik Mickey Gjerris om.

Hvordan ser du på forholdet mellem klimaforandringer og etik? Hvad er den etiske dimension af klimaforandringerne, og hvorfor er det vigtigt at diskutere den?
Klimaforandringer er et fysisk fænomen. Derfor bruger vi naturvidenskabelige metoder, når vi skal forstå, hvordan de opstår og hvilke konsekvenser de kan få. Og da vi kan se, at de konsekvenser langt overvejende er meget negative (for nu at sige det mildt), så er det indlysende spørgsmål selvfølgelig, hvad vi stiller op. Her melder sig en lang række muligheder fra at lade stå til, at lade som om, at vi gør noget for at berolige de bekymrede, at satse på teknologiske løsninger, der tillader os at fastholde den nuværende måde at leve på til at ændre vores måde at leve på, så vi påvirker planetens klima mindre.

Valget mellem de muligheder kan ikke undgå også at være et etisk valg. Et valg begrundet i vores værdier, i vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, hvem, der bærer det største ansvar, hvem vi selv er, hvad det gode liv og hvad vores forhold er til naturen og alle de arter, som er truet af udryddelse på grund af vores handlinger.

Så naturvidenskaben kan fortælle os, hvad der sker og hvorfor det sker og i et vist omfang præsentere os for handlemuligheder. Hvad vi bør gøre, af alt det vi kan gøre, er imidlertid et etisk valg. Det er en værdidiskussion. Lader vi som om, at det blot er en videnskabelig og teknisk-administrativ diskussion, så får vi aldrig taget værdidiskussionen. Og de beslutninger, der bliver taget, vil blot være bestemt af eksperternes værdier i stedet for befolkningens. Og det er jo ikke meningen med et demokrati.

I dit foredrag nævner du behovet for håb i en tid, der kan virke håbløs på grund af klimaforandringerne. Kan du uddybe, hvorfor håb er afgørende i kampen mod klimaforandringer, og hvordan kan vi finde dette håb?

Vi mennesker lever ikke af brød alene. Vi lever også af håb. Af forestillingen om, at vi kan gøre en forskel og der er noget af se frem til. Desværre har +50 års miljø- og klimapolitik tilladt, at vi er endt i en situation, hvor den enkelte kan have svært ved at se, at dennes indsats kan gøre en reel forskel. Vi er hver især blot en dråbe i havet. Og situationen er så alvorlig, at selv vi så alle gik sammen, så kunne vi ikke ”løse” problemerne forstået på den måde, at vi kan bide tænderne sammen og tage en tørn og så kommer vi ud på den anden side og kan glemme hele miseren.

Den canadiske journalist Naomi Klein skrev for 10 år siden en bog med titlen ”Intet bliver som før”. Det er den situation vi står i. Klimaforandringerne er en realitet og vil præge menneskers og mange andre arters liv negativt i mange generationer fremover. Tusinder af arter er allerede uddøde og flere og flere forsvinder. Så uanset hvad vi gør, vil de her kriser ikke forsvinde. Alt efter vores indsats kan situationen blive slem, meget slem eller katastrofal, men det er ikke problemer, der vil gå væk.

Klima- og biodiversitetskriserne kalder på handling, men det er svært at blive motiveret, når der ikke er et realistisk håb om, at vi kan ”løse” problemerne. I en kultur, der bygger på myter om evig vækst og fremskridt, så er det derfor let at miste mod og håb og lyst til overhovedet at gøre noget.

Vi er derfor nødt til at håbe på en anden måde. Opgive forestillingen om, at håb er, at alt bliver som før og i stedet begynde at leve i håbet om, at det at leve i kampen for at mindske de negative konsekvenser i sig selv er meningsfuldt. Så håbet skal ikke være til urealistisk sluttilstand, men til, at det at gøre det bedste vi kan, er en vej til at leve gode og meningsfulde liv – også selvom der ikke er udsigt til, at alt bliver som før. Ellers rammes vi for let af apati, ligegyldighed og kynisme – og det gør i hvert fald intet godt for nogen.

Du nævner også betydningen af at genfortælle historien om vores forhold til naturen. Kan du give os et eksempel på, hvordan denne genfortælling kan hjælpe os med at tackle klimaforandringerne?

Den vestlige verden har i de sidste 300-400 år udviklet sig med baggrund i et natursyn, hvor kun mennesket betyder noget. Alt andet er blevet set som ressourcer. Indtil for nylig troede vi så, at de ressourcer var uendelige og vi blot kunne smide vores affald ud ad hoveddøren, så ville det på mirakuløs vis forsvinde. Med bevidstheden om de økologiske kriser fra 1960´erne og frem og tanken om ”bæredygtighed” har vi fået blik for, at der er en ende på ressourcerne og affaldet, hvad enten det er drivhusgasser eller mikroplastic, ikke bare forsvinder. Men vi ser stadig naturen og alle andre levende væsener som blot og bar ressourcer.

Vi har ikke blik for, at naturen og alle de andre skabninger som vi deler planeten og tilværelsen med også er noget i sig selv. Det har haft altødelæggende konsekvenser for det har betydet, at den miljøpolitik, der er blevet ført nationalt og internationalt de sidste 50 år udelukkende har handlet om at balancere de kortsigtede gevinster for os mennesker mod de langsigtede negative konsekvenser for os. Og der har så entydigt valgt de kortsigtede gevinster.

Men tænk hvis naturen er mere end en ressource. Tænk, hvis vi selv er natur. Den del af naturen, der har fået krop og bevidsthed og evnen til at skrive digte og sørge og le og tage ansvar for det mere-end-menneskelige fællesskab, som vi er en del af med hvert en fiber i vores krop og hver en tanke i vores sind. Så handler det pludselig ikke bare om os selv, men om, hvordan vi bedst lever vores liv, så vi lever op til ansvaret for de andre og hvordan vi skaber rammer for at opleve den dybe glæde ved at være en del af livets fortælling på denne forunderlige planet. H

vis ikke den kærlighed kan skabe lyst til at transformere vores liv, individuelt og i fællesskab, så vi så vidt som muligt lever med varsomhed og ydmyghed overfor hinanden og alle de andre væsener, der har fået muligheden for en kort stund at være her, så ved jeg ikke, hvad der kan.

Hvilken rolle spiller fællesskab i arbejdet med at løse klimaforandringsproblemet? Hvordan kan vi opbygge stærkere fællesskaber for at styrke vores indsats mod klimaforandringerne?

Digteren Peter Laugesen skriver et sted: ”Ingen kan gå alene altid i mørket her”. Vi må gå sammen. Uden de andre er vi ingen. Det betyder ikke, at vi ikke alene kan have brug for at være alene ind i mellem. Men grundlæggende er vi sociale væsener, der har brug for hinanden. I forhold til klima- og biodiversitetskriserne er det ikke mindst vigtigt, fordi problemerne er så store og vi er så små. Så har vi brug for hinandens støtte. Brug for at nogen bærer os, når vi ikke magter mere. Så kan vi bære dem senere. Så fællesskaber er der, hvor vi kan finde og støtte hinanden – også når det er uoverskueligt og svært og regnen bare hamrer ned i i sindet.

Og så er problemerne af en karakter, hvor kun fælles indsats gør en forskel. Det er vigtigt, hvad hver især af os gør for det er jo vores måde at svare på tilværelsens udfordring om at blive de bedste vi kan. Men skal det gøre en forskel i det store billede, så skal vi lave fælles, politiske beslutninger der grundlæggende gør op med den vækstideologi, der gennemsyrer vores samfund og økonomi. Den slags kan vi kun finde frem til og indføre i fællesskab.

Til sidst, hvad er dit personlige budskab eller opfordring til folk, der ønsker at gøre en positiv forskel i kampen mod klimaforandringerne og bevare håbet for fremtiden?

Det er på en gang mageløst og svært at være menneske. Vi lever på en forunderlig planet indvævet i fællesskaber med hinanden og naturen. Der er små og store glæder at modtage hver dag. Samtidig er der praktiske bekymringer om arbejde, økonomi, helbred, børn, partner og så bekymringerne om de naturkriser, som den vestlige verdens vækstorienterede ideologi de sidste par hundrede år har ført os ud i. Og oven i altid den uundgåelige vandring mod det store mørke, der altid venter på os.

For mig at se er opgaven at se alt dette i øjnene, men samtidig glæde sig over at være til. I hvert fald en gang i mellem at ”ånde luften i fulde drag”, mens man ser solen stige på himlen, som den danske præst og salmedigter Jakob Knudsen, udtrykte det – og så ellers bruge tiden på at yde sit bedste i forhold til at gøre turen gennem tilværelsen så forunderlig som mulig for dem man møder på sin vej, uanset hvilken art de måtte tilhøre. Det er for mig at se den bedste måde at gøre en forskel på og giver hver dag håb om, at det har været værd at stå op og tage fat på de opgaver, der byder sig til.

Mickey Gjerris holder foredrag der udfordrer tilhørerne på deres værdier og holdninger, når etiske dilemmaer belyses fra flere sider. Læs meget mere her.