Gå til primært indhold Gå til footeren

Hvorfor vi snart drukner i arbejdslivets klichékasse

"Vi skal tænke ud af boksen", "tage det til næste niveau", "skabe psykologisk tryghed" og "være på forkant med udviklingen". Kender du dem? De dér sætninger, vi slynger ud i møder, strategiplaner og ledelsesindlæg, som om de betyder noget. Det gør de ikke længere. De er blevet støj. De er blevet så brugt, at de har mistet mening. Og når sproget bliver fladt, bliver menneskesynet det også.

Alexandra Krautwald
Alexandra Krautwald
Beslutningsrådgiver og forfatter

De mest genbrugte floskler i det moderne arbejdsliv 

Vi siger, vi skal “løfte i flok”, men ingen ved hvad, hvornår og hvordan. 
Vi siger, vi er “på en rejse”, men vi aner ikke, hvor vi skal hen, og hvorfor vi overhovedet skulle afsted.
Vi siger “vi står midt i en transformation”, men det føles mest som en organisation i panik.
Vi siger, “psykologisk tryghed er vigtigt”, men når nogen ytrer sig kritisk, bliver de kaldt negative.
Vi siger, “det er okay at fejle”, men vi gemmer stadig CV’et, hvis nogen snubler offentligt.
Vi siger, “vi har en stærk kultur”, men i virkeligheden har vi bare svært ved at tale om det, der ikke virker.
Vi siger, “vi har brug for tydelig ledelse”, og så henter vi en direktør, der taler som en brochure og undviger alt, der gør ondt.
Vi siger, “vi skal turde tænke nyt”, og så ender vi med en workshop med post-its og buzzwords.

“
Vi siger, “vi skal være på forkant med udviklingen”, men det er uklart hvilken udvikling, og hvem der egentlig har bestemt retningen.”

Det hele lyder rigtigt. Det føles bare ikke ægte.

 

Klichéerne som symptom, ikke løsning

Klichéerne er blevet et sprog uden kontakt. De får os til at lyde som om, vi er enige, uden at vi overhovedet har været i nærheden af reel samtale. Vi bruger dem for at virke professionelle, moderne og oplyste, men under overfladen skjuler de ofte konfliktskyhed, kontroltab og frygt for at virke inkompetente.

Det er som om, vi ikke længere tør tale rigtigt. Eller tænke selv. Og i stedet lader vi sproget tænke for os.

 

Hvad sker der, hvis vi ikke stopper?

Hvis vi fortsætter, risikerer vi et arbejdsliv, hvor der ikke længere er kontakt mellem ord og handling. Hvor ledelse bliver en slags corporate teater. Hvor mennesker spiller roller i stedet for at være mennesker.

“Vi risikerer at få en generation af medarbejdere, der ikke tror på noget af det, der bliver sagt, og som ikke kan høre forskel på ledelessprog og reklamesprog. Vi risikerer ledere, der gemmer sig bag glittede slides og slår sig selv op som “purpose-drevne”, uden at nogen reelt forstår, hvad det betyder.”

Vi risikerer også, at de stærkeste stemmer i organisationerne bliver dem, der bedst kan efterligne klichéerne, ikke dem, der bedst forstår mennesker.

Og vi risikerer, at sproget bliver så afkoblet fra virkeligheden, at det bliver svært at tale om det, der faktisk er på spil. Tvivl, længsel, skuffelse, håb, muligheder.

 

Der findes en vej ud, og den starter med sproget

Det starter med at sige stop. Ikke stop for udvikling eller ledelse, men stop for sprog, der ikke længere forbinder os med virkeligheden. Stop for tomme fraser. Stop for sproglig fastfood.

Det handler ikke bare om at sige tingene anderledes. Det handler om at turde mene noget. Turde være venligt uenig. Turde spørge i stedet for at prædike.

Når vi tør smide klichéerne, begynder vi at finde tilbage til det, der i virkeligheden flytter noget. Nærvær, nysgerrighed, ægthed og relationer.

Og det er dér, ledelse og samarbejde hører hjemme. Ikke i bokse eller strategisøjler. Men i sprog, der rører ved noget.

Fremtidens arbejdsliv bliver ikke formet af dem, der kan gentage flest corporate fraser. Det bliver formet af dem, der tør opfinde et sprog, vi kan mærke. Og som tør tro på, at mennesker stadig er i stand til at forstå hinanden, hvis vi ellers begynder at tale rigtigt igen.

Send en forespørgsel på Alexandra Krautwald

Booking og forespørgsel

Send en forespørgsel her på Alexandra Krautwald

Fandt du blogindlægget inspirerende? Du kan booke Alexandra Krautwald til dit event. Kontakt os i dag og hør mere om mulighederne.

Om foredragsholderen

Beslutningsrådgiver og forfatter
Gå til foredragsholderens profil