Henter Indhold ...

Tlf. 35 11 21 31

Få professionel rådgivning af vores dygtige konsulenter

Blog

Sådan vælger du den rigtige foredragsholder

Sådan vælger du den rigtige foredragsholder

Kunsten at planlægge et vellykket og uforglemmeligt arrangement kan virke overvældende. Derfor har vi hos Athenas, sammen med en lang række kunder og nogle af landets mest efterspurgte foredragsholdere, sammensat en række tips og gode råd. Mange af dem er nemme at implementere, og samtidig vil de være med til at sikre, at du får det optimale ud af dit arrangement.

Når du vælger at arrangere et event, hvor du gør brug af en foredragsholder, kan det udspringe af en lang række forskellige grunde. Det kan være internt for kollegaer, kunder, ledelse eller medlemmer i en forening. Det kan være for at sælge billetter, for at inspirere og for at underholde. Blot for at nævne nogle få. Vi anbefaler dig at bruge lidt tid på at blive helt skarp på disse grunde, så resten af dit arbejde med arrangementet understøtter formålet. Selvom det lyder ligetil, så er det ikke unormalt at se, at et arrangement ændrer karakter under planlægningen. Dette kan være helt fornuftigt – bare man er bevidst om det.

Det er selvfølgelig også vigtigt at afstemme eventet i forhold til deltagerne. Hvem er de, hvad er forudsætningerne for at være der, og hvad har eventuelt fungeret tidligere? Hvilken følelse og viden vil du gerne have, at tilhørerne tager med fra arrangementet?

I nogle tilfælde vil det være gavnligt for et arrangement med en vært, ordstyrer eller moderator. Disse personer kan hjælpe med at sørge for, at publikum er godt underholdt, at foredragsholdere introduceres korrekt, og ikke mindst at programmet og tiden overholdes. Gode moderatorer kan også gennem deres erfaring effektivt håndtere eventuelle fejl, problemer og uforudsete udfordringer, der kan opstå under afviklingen af dit arrangement.

#1 Definér det overordnede emne eller tema for dit arrangement

#2 Gør det klart med dit bagland hvad formålet er 

#3 Forventningsafstem hvad udbyttet af foredraget skal være

#4 Overvej om dit arrangement kræver en ordstyrer til at styre slagets gang

Med afsæt i en klart defineret motivation og baggrund for at afholde dit arrangement, har du et godt fundament for at begynde processen med at finde den optimale foredragsholder til dit event. Foredragsholdere kan appellere til en bred målgruppe eller være specialiseret til et kerneområde. Det er vigtigt at sikre et godt match af din organisation og målgruppe med den enkelte foredragsholder og hvad han/hun kan gøre for jer. Sørg desuden for at give en god beskrivelse af deltagerne til foredragsholderen – også ting du måske tager for givet.

Der kan være markant forskel på at skulle afholde et foredrag i det kommunale, hos en virksomhed eller en forening, for yngre eller ældre, i Jylland eller København. Tænk endelig på denne målretning og tilpasning.

“Pas på med at bede en foredragsholder om at gå for langt væk fra sit kerneemne”.

Mange vil naturligt gerne have noget unikt til deres arrangement, og mange foredragsholdere vil frygtelig gerne yde dig den bedste service, men i nogle tilfælde kan en foredragsholder komme for langt væk fra deres ekspertise, og det vinder ingen på. Med alt dette i mente så kan det dog gøre dit arbejde betragteligt nemmere at have et åbent sind også over for foredragsholdere med en anden baggrund end den, som du først havde udset dig. Så længe du har arrangementets formål synligt foran dig.

#1 Er den foredragsholder du har i tankerne et godt match med din organisation? 

#2 Undersøg relaterede foredragsholdere og lav en liste over mulige kandidater

#3 Træf dit valg af foredragsholder på et oplyst grundlag med fordele/ulemper

#4 Bed ikke en foredragsholder om at gå for langt ud over sit ekspertiseområde

Dette kapitel er en del af vores e-bog 40 tips til det perfekte event. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hele bogen GRATIS ved at klikke her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier

Tilmeld dig vores nyhedsbrev