Christian Aziz

Danskere set med fremmedes øjne; fire forestillinger om danskere

Danmark. Danskere. Dansk. Vores nationalitet er – ikke mindst i takt med Dansk Folkepartis fremmarch – blevet politiseret. Vi lader sjældent fremmede komme til orde og ytre sig om Danmark og danskheden. Måske fordi vi ikke anerkender, at andre end os selv kan have indsigt heri. Måske fordi vi ikke ville bryde os om at høre, hvad de ville have at sige.

I mit arbejdsliv har jeg sejlet jorden rundt for Maersk. Bekæmpet pirateri ud for Afrikas Horn for Søværnet og taget imod over tusinde asylansøgere som skoleleder i Røde Kors. Dannebrog har vajet over mig alle tre steder, og det er jeg stolt af. Det har også givet mig en unik indsigt i, hvordan udlændinge anskuer Danmark og danskere – både ude i den store verden og ikke mindst hjemme i vores egen lille andedam. For når man har et efternavn som mit og har lært sig arabisk som sprogofficer, ja så kan man pludselig flyve under radaren og gå for ikke at være dansker, hvilket ofte har bragt interessante oplevelser med sig. Når jeg holder foredrag om andre kulturer eller integration, er der typisk fokus på andre nationaliteter. Jeg vil i det følgende forsøge at holde spejlet op foran os selv til en forandring og præsentere fire forestillinger om danskere. Da man jo selvfølgelig ikke kan skære en hel befolkningsgruppe over én kam, vil du måske ikke kunne nikke genkendende til det hele. Men det er min påstand, at rigtig mange vil.

Danskere taler ikke med mennesker, de ikke kender – i det offentlige rum

Rigtig mange arabere, afrikanere og amerikanere har alle ladet mig forstå, at vi danskere er nogle af de mest lukkede mennesker og enormt svære at komme i kontakt med – i det offentlige rum. Ingen taler sammen i toget, i køen i supermarkedet eller hos frisøren. Small talk som fænomen mellem fremmede eksisterer i rigtig mange andre kulturer, men lader til at være forstummet herhjemme. Hvornår har du sidst selv talt med personen foran dig i køen i Netto eller sat dig ned ved siden af en fremmed på en bænk en smuk solskinsdag og spurgt, hvad der har bragt vedkommende hid?

Alligevel er danskere enormt tillidsfulde – overfor hinanden
Selvom vi ikke taler sammen, stoler vi på hinanden. Vi lader i hvert fald vores børn sove ude i barnevogne – også i det offentlige rum. Og vi sælger ting til hinanden via Den blå Avis, som i næsten alle andre lande ville kræve en uvildig tredjepart som mægler. Vi menige danskere har rigtig meget tillid – måske ikke til politikere og brugtvognsforhandlere, men til hinanden som medmennesker.

Danskere har ure – men ikke tid
Vi har altid travlt. Vi tager os ikke tid til de ting, der i mange andre kulturer er vigtige. Tid til at lave mad – og nyde den efterfølgende. Tid til at besøge familie og venner. Tid til at være sammen med vores børn, mens de er små. Tid til at gå i kirke – medmindre det er juleaften.

Signalforvirring vedrørende religion
Og apropos kirken… rigtig mange danskere definerer slet ikke sig selv som kristne og har ikke et personligt forhold til Gud. Det til trods for, at vores flag prydes af et kors, og man dårligt kan bugte sig gennem en bakkedal noget sted i landet, uden at støde ind i en kirke. Det er der rigtig mange udlændinge, der har svært ved at forstå.

Det var fire påstande om det at være dansk. Jeg kunne komme med mange flere. Måske slog jeg hovedet på sømmet i forhold til, hvordan du ser på danskere. Måske tænker du: Han ved da ikke, hvad han taler om. Sådan er jeg/vi/de da overhovedet ikke.

Og det er netop det, der er det smukke ved danskere – og alle andre folkeslag for den sags skyld. Du kan generalisere, og det gør næsten alle. Men du kan ikke generalisere alle, og det gør næsten ingen. Heldigvis.