Henter Indhold ...

Tlf. 35 11 21 31

Få professionel rådgivning af vores dygtige konsulenter

Blog

Liberal sindelagskontrol: demokratisk dannelse kan ikke defineres eller ligestilles med en bestemt form for viden

johannes-andersen foredrag

Skrevet af Johannes Andersen

Liberale politikere er i gang med at udøve sindelagskontrol. Noget der traditionelt ligger liberale fjernt. Men deres ambition om at fremstille fremmede som en fare for samfundet fører nu til, at man i forhold til de frie grundskoler jagter et spøgelse, man kalder for demokratisk dannelse.

Målet er paradoksalt at begrænse frie, legitime borgeres frihed, ved at insistere på, at man skal forberede elever på at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Man begrænser altså selv andres frihed, for at insistere på, at de skal acceptere frihed for andre.

Regeringen har fået vedtaget en lovgivning, hvis mål er at udvikle og styrke elevernes ’demokratiske dannelse’ på frie grundskoler. I iveren efter at fremstille fremmede som farlige og en trussel, er det faldet en del politikere for brystet, at man ikke i alle skoler hører de samme relativt banale og indholdstomme jubelord om et demokratisk politisk system, man selv plejer at omtale det med. Og loven går ud på, at man fremover vil kontrollere, om elever nu også får den rette ’demokratiske dannelse’.

Men der findes ikke en given substans man kan definere som ’demokratisk dannelse’. Man taler om, at man på de frie grundskoler skal udvikle og styrke kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.  Men hvad er kendskab? Hvad og hvor meget skal man vide? Skal man kende de abstrakte formuleringer, eller skal man vide, hvem der danner regering og hvor mange lande der er i EU? Rigtigt mange borgere klarer sig udmærket uden at vide ret meget om det og meget andet i politik. Det er netop kernen i det repræsentative demokrati: Man stemmer på dem, man har tillid til. Ud fra det niveau man befinder sig på, hvad enten det drejer sig om viden eller penge.

Og hvad er respekt? Nogen viser respekt gennem anerkendelse. De synes, det er et fedt demokrati, vi har og glæder sig til at stemme. Andre tolererer det, fordi de finder, at det er fyldt med begrænsninger og utroligt mange forsøg på at manipulere borgere. Man har måske også andre idealer for demokrati end det repræsentative. Men man tolererer det, og stemmer ved valgene for i det mindste at vise sig på banen.

Endelig er målet vel også aktiv deltagelse. Men hvordan skal man så agere, for at vise, at man har den rette demokratiske dannelse? Skal man melde sig ind i et parti? Det giver ikke rigtigt mening i et demokrati, hvor kun 3-4 pct. i dag er medlemmer. I et demokrati hvor politikere bevilliger flere penge til sig selv, mens de forsøger at formindske den offentlige sektor. Og hvor den mest almindelige form for politisk aktivitet er manifestationer på Facebook.

Min pointe er, at demokratisk dannelse ikke kan defineres eller ligestilles med en bestemt form for viden, en bestemt udgave af respekt og en nærmere afgrænset form for politisk deltagelse. Men man kan selvfølgelig godt opstille nogle bestemte ord, som skal gentages som ’bevis’ for, at man har forstået, hvad nogen mener er ’demokratisk dannelse’.

Strategien med fremhævelsen af bestemte ord og begreber der skal fremsiges ved passende lejligheder er reelt lig med slet skjult sindelagskontrol, hvor man som magthaver lige tjekker, at dem man vil kontrollere nu også kan sige de rigtige ord. Og når man forsøger sig med denne form for udemokratiske adfærd, overser man grundlæggende, hvad demokratisk dannelse er.

Demokrati er ikke bestemt ved hjælp af indhold i form af rette holdninger eller adfærdsformer. Demokrati er fælles procedurer for fredelig løsning af konflikter og uenigheder. Og det er noget, man erfarer og udfolder i praksis. Det er fælles spilleregler for uenighed og diskussioner. Og for anerkendelse af hinanden. Så hvis der alligevel kan identificeres en fundamental kærne af ’demokratisk dannelse’, så er det først og fremmest et spørgsmål om at acceptere og efterleve disse producerer for fredelig sameksistens – i hverdag og fest.

Det er underligt og mærkeligt at opleve, at liberale politikere kan glemme denne helt grundlæggende tilgang til demokrati. Men det skyldes helt åbenlyst, at man lige nu har travlt med at opruste i forhold til abstrakte, usynlige og farlige fremmede. Da det ikke er konkrete problemer man arbejder med, straffer man alle, der kommer i nærheden, og hylder egen dominans. I dette tilfælde går klapjagten ud over frie grundskoler. Man kan tale om liberal sindelagskontrol, oven i købet støttet af socialdemokratiske politikere. Sat på spidsen kan man sige, at denne brede gruppe af politikere, der forfølger denne strategi, selv udviser en begrænset forståelse for ’demokratisk dannelse’.   

Johannes Andersen er samfundsforsker og lektor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev