Henter Indhold ...

Blog

Grib din kollega i at gøre noget rigtigt!

Grib din kollega i at gøre noget rigtigt!

Skrevet af Torben Wiese

Alle vil gerne have trivsel og arbejdsglæde men tit overlader medarbejdere hele ansvaret for arbejdsglæden til lederen og det er slet ikke sikkert det ligger godt der. Arbejdet er der vi bruger det meste af vores vågne tid og helt fundamentalt er livet for kort til ikke, at have livsglæde i arbejdstiden. Glæden er naturligvis mest behagelig og reducerer herudover risikoen for sygdom og stress, den giver lyst, energi, tro og mod, vi får flere nye ideer og tiltrækker i øvrigt også medarbejdere.

Derfor har enhver ansvarlig og moderne arbejdsplads fokus på arbejdsglæden og det er god ledelsesmæssig latin at lederen har det endelige ansvar for at sikre god kultur, stemning og glæde i arbejdstiden. Omvendt er det også bare sådan, at selv om vi er på arbejde så er det stadigt i sidste ende vores eget liv vi lever og vi har hver især en pligt til at medvirke aktivt til trivsel og arbejdsglæde og til at gøre opmærksom på hvis vi oplever ledelse der er utilfredsstillende.

Desværre oplever jeg ofte teams og afdelinger hvor det virker som om at opgaven med at skabe arbejdsglæde ligger hos lederen. Er lederen så dårlig er arbejdsglæden lav og man går egentligt bare og venter og håber på, at vedkommende bliver bedre eller skiftet ud. Jeg mener ikke at medarbejderen selv kan og skal fikse alt og at vi skal blive på arbejdspladsen for enhver pris. Men tiden ind til du selv rejser, til lederen vågner op eller bliver udskiftet er vel også en form for liv?

Personligt vil jeg aldrig overlade det fulde ansvar for min arbejdsglæde til ledelsen. Udfordringen er nemlig, at ledere i dag har travlt med (mindst) 1000 andre ting end direkte at sikre din arbejdsglæde. De er optaget af egne specialer, ansættelsessamtaler, ledermøder, budgetter, rejser, uddannelser og daglig drift og mange ledere har derfor slet ikke nok fokus på medarbejderens velvære og afdelingens stemning. Det er selvfølgeligt for dårligt hvis de har personaleansvar – enig – men det gør det ikke desto mindre endnu vigtigere at du som medarbejder tager medansvar for de følelser der præger dig selv og dine kolleger.

Mange ting har naturligvis indflydelse på arbejdsglæden. Fysiske forhold, løn, uddannelse, udvikling, ændringer, ansvar, indflydelse, frihed m.v. Ikke alt har du indflydelse på men gør det til en god vane selv at gøre en forskel der hvor du kan og husk at det du sender ud af glæde kommer tilbage til dig selv. Grib dine kolleger (og ja, også din leder) i, at gøre noget rigtigt, ros hinanden, smil og kom med positive tilkendegivelser og skab glad stemning. Dette er ikke forbeholdt lederen, selv om det måske har en anden og nogen gange større vægt at få positiv opmærksomhed fra netop lederen. Find noget, at fejre hver dag og ikke først når et projekt eller et budgetår er færdigt. Bliv glad over ros fra en anden afdeling, at en deadline holdes, at en kunde har anbefalet os, at IT ikke gik ned, at vi nu går mod lysere dage, at det sner eller ikke sner, at Peter er kommet tilbage fra ferie og at, der i dag er kartoffelsuppe til frokost etc.

Vi behøver slet ikke fejre med champagne og kage hver gang men kan i det daglige give et smil, et skulderklap, en kop kaffe, en high five, en tegning eller seddel med en hilsen, sætte musik på, give et knus eller et par anerkendende ord som gør din kollega’s dag bedre.

Store successer bygger på små successer og hver gang du giver eller modtager ros fra en kollega er det en succes for dig der gør din dag bedre. Så er det i øvrigt også nemmere at tale om problemer hvis dette bliver aktuelt.

Hermed er du med til, at sørge for at jeres arbejdsplads er både et godt sted at være.

Rigtig god dag.

De bedste hilsener

Torben Wiese

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev