Henter Indhold ...

Blog

10 årsager til at jeg fik PowerPoint-allergi

powerpoint-allergi

Skrevet af Tommy Krabbe

 

Uanset om du skal formidle noget til dit team, dit hold, dine kunder eller gennem et foredrag, vil jeg med dette indlæg bede dig tænke over, om det nu også er nødvendigt at bruge PowerPoint / projektor, og om folk måske endda fanger dit budskab endnu bedre, hvis du holder dig fra det?

For nogle år siden havde jeg et af mine største oplevelser som foredragsholder. Jeg blev kontaktet af en kommunal forvaltning, der hvert år holder en picnic, hvor der bliver hygget, sunget og lyttet til et foredrag, og det hele sker i en slotshave. Jeg blev kontaktet, da deres foredragsholder havde meldt afbud, fordi det jo ikke er muligt at bruge en projektor i en slotshave.

Jeg gøs også selv lidt ved tanken. Efterhånden havde jeg fået den sejeste præsentation med animationer og hele moletjavsen. Men jeg blev også tændt på idéen, for jeg tænkte, at jeg må være kommet langt ud, hvis man som professionel formidler ikke kan tale uden at bruge tekniske virkemidler. Så jeg kastede mig ud i det, og da jeg kørte hjem, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere vil bruge PowerPoint eller for den sags skyld en projektor.

Siden har jeg aldrig hørt nogen beklage, at jeg ikke brugt projektor. Tværtimod. Jeg har endda fået kunder, som kontaktede mig, fordi de hørte, at jeg ikke brugte en projektor, og stort set hver dag bliver det endda nævnt, at det er skønt at lytte til en, uden at man samtidig skal følge med på en skærm.

Inden jeg går i gang med punkterne, vil jeg dog lige slå fast, at der er mange typer formidling, og at nogle sikkert ikke kan fungere uden en ledsagende præsentation på en projektor. Men jeg er også sikker på, at langt flere kan få mere ud af deres formidling, hvis de holder sig fra det.

Jeg er typen, der holder Aha-foredrag, hvor det er meningen, at deltagerne skal få forskellige former for erkendelse undervejs. De skal ikke kunne give et referat af foredraget bagefter, men have en eller flere aha-oplevelser undervejs, som de kan bruge i den efterfølgende hverdag. Holder du oplæg om vejrfænomener, fotografi, statistikker eller lignende, så er det en anden sag. På samme måde gælder det, hvis du er underviser og ikke foredragsholder. Men måske kan du alligevel få noget ud af at læse videre. Her kommer punkterne i hvert fald.

 

Al teknik kan gå i stykker

Det kan virke simpelt. En computer skal via et kabel forbindes med en projektor, der sender billedet på et lærred. Dog kan ingen garantere, at det er 100 procent sikkert, at teknikken virker. Her er et uddrag, at de problemer, jeg har oplevet som tilhører eller formidler: Programmet fungerer ikke, eller versionen af PowerPoint kan ikke afspilles på computeren. Computeren fryser. Der mangler et kabel. Projektoren kan kun lyse gult. Den smarte smartboard virkede i fem minutter. Der er ikke noget sted at tilslutte strøm. Computeren gik på stand by midt i præsentationen (også selvom man har indstillet den til at lade være). Computeren har ikke HDMI-tilslutning. Projektoren har ikke HDMI-tilslutning. Og så er den mest udprægede årsag: Det virker bare ikke. Og hvor har jeg set mange formidlere få et pludseligt mindre slagtilfælde, fordi hele deres forberedelse ikke er fem potter pis værd på grund af tekniske vanskeligheder.

 

Tilhørerne sidder i mørke

Siden jeg stoppede med projektor, har jeg lagt mærke til, at jeg næsten altid starter med at skrue op for lyset, når jeg kommer ind i et lokale, hvor jeg skal holde foredrag. På grund af projektoren, er det nemlig ofte en fordel, hvis lyset er dæmpet og gardinerne evt. er trukket for. Der kan jo ske det forfærdelige, at solen skinner udenfor, og det er jo ikke godt. Men hvordan har mennesker det med at sidde i dæmpet belysning hele dagen? De bliver trætte, og det er da helt forståeligt.

 

De bedste billeder laver man selv

Uanset hvor mange timer jeg bruger på at Google en solnedgang, kan jeg aldrig finde en solnedgang, der er så smuk, som den du har i hovedet. Det gælder både de konkrete billeder, men også metaforer generelt. Hvis man skal sætte et konkret billede på skærmen, så ødelægger man tilhørernes egne muligheder for at sætte den hverdag, de kender, ind i oplevelsen. Vi tænker meget visuelt, så der er basalt set ingen grund til at vise alt, hvad man siger.

 

Hvor skal tilhørerne se hen?

Måske har du før siddet i en lignende situation: Formidleren placerer sig i den ene side af lokalet, for hvis man står i midten, går man jo ind foran projektoren. Det giver dels et meget spøjst lys i panden, men så kan man jo heller ikke læse, hvad der står. Som tilhører veksler man hele tiden mellem at kigge på formidleren og skærmen, og endnu mere fantastisk bliver det, når formidleren også står og set på skærmen og måske endda læser op, hvad der står. Jeg ved ikke med din hjerne, men min hjerne får lyst til at kravle ud gennem øret, når den oplever sådan en situation. Det er så frustrerende ikke at vide, hvor jeg skal rette min opmærksomhed.

 

Uden projektor bliver mange bedre formidlere

Hvis man skal fastholde voksne menneskers interesse i en smartphone-tidsalder, så skal der meget til. Det kan god brug af en projektor i udgangspunktet sagtens hjælpe en med. For bare at lave sine slides giver en vis struktur til det, man vil sige. Så hvis man bare dropper den og taler løs, kan det let blive meget forvirrende at lytte til. Derfor bliver man tvunget til at skabe en klar, rød tråd og være helt bevidst om sit budskab, hvis man vil fange andre med sine ord og sine bevægelser.

 

Bedre kontakt uden projektor

Den nævnte forvirring med at vide, hvor man som tilhører skal kigge hen, betyder også, at der er mindre kontakt mellem formidler og tilhørere. Når projektoren er væk, er der kun kontakten tilbage. Man får meget hurtigere feedback og ved, hvordan tilhørerne tager imod fx graden af teori, humor eller anekdoter. Det er skønt som formidler, men som tilhører føler man sig også mere talt til.

 

Bedre mulighed for at tilpasse og improvisere

Har du før set en foredragsholder pludseligt zappe igennem sin præsentation, fordi der opstod tidsnød? Det er underligt for tilhøreren, men det giver da også helt klart sved på panden hos formidleren. Tidsnød behøver ikke altid skyldes dårlig forberedelse. Der kan være forsinkelse, pauserne trækker ud, kaffeautomaten virkede ikke osv. Når man ikke absolut skal igennem et i forvejen fastlagt antal sider, er det meget lettere at tilpasse tiden, og derudover er man også mere åben over for nye tanker undervejs, eller behov som kunden kom i tanke om lige inden, det hele starter.

 

Der er andre visuelle muligheder

Men nogle mennesker har jo brug for noget at se på under et foredrag, tænker du måske? Det er ganske rigtigt. Det tror jeg, at de fleste har. Men en projektor er ikke den eneste måde at vise noget på. Der er selvfølgelig flipovers, whiteboards osv, men det kan også være genstande eller min personlige favorit: Roll up bannere. Jeg har efterhånden 12 bannere på hylderne, og jeg bruger alt fra 1 til 6 bannere i et foredrag. Det er mere statiske figurer, som bare kan stå i lokalet, og folk kan se på dem, når de har lyst til det. Folk er flittige til at tage billeder af bannere eller det, man tegner, og det er faktisk en god måde at fastholde det på. Jeg har så også gjort det, at mine mest anvendte figurer er på en hjemmeside, hvor man efterfølgende man finde dem. For jeg tegner mildt sagt særdeles grimt.

 

Projektoren kan skabe dovne tilhørere

Måske står denne betragtning for egen regning, men jeg har da før fanget mig selv i at lytte mindre til et foredrag, fordi jeg vidste, at jeg får tilsendt slides efter foredraget. Så kan jeg jo altid bare dykke ned i det det – velvidende at jeg aldrig kommer til at set på de slides.

 

Projektoren bliver en krykke for hukommelsen

Jeg kender ikke til statistik på området, men jeg har grund til at tro, at den mest omfattende årsag til brug af projektor skyldes, at man ikke kan huske det, man skal sige. Det er da helt forståeligt. Det kan være første gang, man skal sige noget, eller måske kan man kun holde dette foredrag en enkelt gang, og så vil det være meget tidskrævende at skulle kunne det udenad. Hvis du føler dig ramt af denne forståelige årsag, vil jeg nævnte dette tip for dig: Der er ingen grund til, at tilhørerne skal sidde og følge med i dine støttenoter. Der er absolut intet galt i at skulle hjælpe hukommelsen, men det kan også gøres på andre måder. Du kan fx lade være med at tilslutte computeren til projektoren og så bare bruge den som en form for teleprompter. Men du kan også sagtens have dine noter med og en gang i mellem sige, at du ikke kan huske, hvad du skal sige, hvorefter du kigger på noterne. Det har alle forståelse for, og det viser jo sådan set også, at du har forberedt det, du skal sige. Det kan endda give tilhørerne en tiltrængt pause mellem de mange ord.

Jeg håber, at disse betragtninger også gav dig nogle aha-oplevelser. Det kan sagtens være, at for dig, så er der masser af grunde, som opvejer de ti grunde, jeg her har listet op. Det kan også være, at du er uenig, og det skal du bare have lov til. Så længe du er reflekteret over brugen af projektor og ikke gør det, fordi det er det letteste, er jeg sikker på, at dine tilhørere også nyder godt af det.

God fornøjelse – med og uden projektor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev