Trine Sick
Kommunikationsrådgiver, journalist og forfatter
Trine Sick har tilbragt størstedelen af sit arbejdsliv i Danmarks Radios tjeneste for TV Avisen. Først som omkringflyvende udenrigsreporter, hvor hun holdt lige så meget af at interviewe på de bonede gulve i præsidentpaladser som på bordeller og lossepladser. De seneste mange år var hun studievært på TV Avisen og har desuden været vært og redaktør på flere tv-magasiner.
Trine Sick er i dag selvstændig med eget kommunikationsbureau, hvor hun blandt andet tilbyder budskabs- og medietræning, og hun er en flittigt brugt ordstyrer.
Trine har skrevet bogen, ”Uden alder”, der udfordrer vores syn på alder, som hun mener er ude af trit med tiden. Hun brænder for at ændre opfattelsen af 50+ og inspirere gruppen til at se mulighederne for udvikling – og ikke afvikling – hele livet igennem. Derfor er hun medstifter af www.alderspiloterne.dk - et netværksforum og inspirationssted for 50+.
Trine Sick sidder i bestyrelsen for Center for Konfliktløsning, og er ministerudpeget medlem af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde.
Trine Sick er, gennem sin baggrund som tv-reporter, vant til at tale med mange forskellige mennesker, en evne, der for alvor træder i kraft når hun giver foredrag om emner som kommunikation og alder. Kontakt Athenas, hvis du ønsker et foredrag med Trine Sick.
De bedste år
- Mennesker over 50 er lykkeligere end de unge, og de er mere kreative – for blot at nævne et par overraskende aktiver, der tilmed kan dokumenteres. Alligevel har samfundet svært ved at sætte pris på sine ældre borgere. Mange føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet, og eksperter giver dem ret.
- 50+ bliver stadig set som en byrde frem for en styrke, og det smitter af på selvopfattelsen og livsanskuelsen.
- Men verden er fuld af muligheder – også for 50+. Det kræver, at vi ser virkeligheden i øjnene, træffer nogle valg og finder ud af, hvem vi er, nu hvor vi ikke længere helt er dem, vi var. Vi skal lære at se os selv tydeligt med egne briller og ikke gennem det omgivende samfunds stereotype lup.
- Verden ligger åben, og vi har en unik mulighed for at bruge vores kræfter og videreføre vores engagement – måske på nye måder. Det kan også være tavlen skal viskes ren og at vi så har lyst til at begynde på en frisk med at realisere nye eller gamle drømme fra dengang vi var unge. Forskellen er, at vi har 30-40 eller endnu flere års livserfaringer med os, og det giver overblik.
- Det er aldrig for sent at gå nye veje.