Pernille Rasmussen

Anmeldelse af "Når arbejdet tager magten"

Psykolog Pernille Rasmussen har skrevet den første bog i Danmark om arbejdsafhængighed. Hun holder fyraftensmøder i DM om emnet i efteråret.

Af Rie Nielsen

Har du altid fart på og kæmper mod uret? Fortsætter du med at arbejde, når de andre er gået hjem? Eller glemmer du fødselsdage og aflyser ferier på grund af dit arbejde?

Hvis du kan svare ja på de tre spørgsmål, kan der være en risiko for, at du er afhængig af dit arbejde.
Arbejdsafhængighed er et nyt begreb, som er introduceret af organisationspsykolog Pernille Rasmussen. Hun skrev sidste år bogen ”Når arbejdet tager magten”, som er den første danske bog om emnet.
- Jeg har oversat begrebet workaholism med arbejdsafhængighed, fordi det ord bedre dækker over, hvad begrebet egentlig er. Tidligere har man kaldt det arbejdsnarkomani, men det er både i fysisk og psykisk forstand en afhængighed, der kan udvikle sig til en lidelse, forklarer Pernille Rasmussen.
Hun definerer arbejdsafhængighed som en tvangspræget tilskyndelse til at arbejde. Den viser sig blandt andet ved de tre ovennævnte karakteristika, men der er mange andre tegn på, at man kan være afhængig af sit arbejde.
- Noget af det, man skal være opmærksom på, er, om arbejdet er det vigtigste i ens liv. Om man holder op med at dyrke sin hobby eller sport, og hvis man opdager, at familien og vennerne er gledet ud af ens liv. Eller hvis man spiser, mens man arbejder, og hjemmet bliver kontor nummer to, forklarer Pernille Rasmussen.

Den skjulte afhængighed
Hun kalder arbejdsafhængighed for den skjulte afhængighed. Det er den, fordi det at arbejde meget, er prestigefyldt i vores kultur.
- Min hypotese er, at arbejdsafhængighed ikke er kendt, fordi det er en respekteret afhængighed i modsætning til alkoholisme for eksempel. Det er forbundet med noget positivt at arbejde og at arbejde meget. Vi kan se det på vores arbejdsløse. De står udenfor samfundet, og vi har ondt af dem, fordi de ikke har arbejde. Den holdning gør, at det kan være svært både at indse og at snakke om, at man faktisk arbejder alt for meget.

At arbejde sig ihjel
Man kan måske mene, at det da er folks egen sag, hvor meget de vil arbejde. Men Pernille Rasmussen mener, at vi skylder både samfundet og de afhængige, at vi begynder at se på arbejdsafhængigheden som et problem.
- Det vil være ærgerligt, hvis nogen arbejder så meget, at de arbejder sig ihjel. Jeg synes, man skal spørge, om arbejdet er det værd. Det er naturligvis fair nok, hvis nogen mennesker synes det, men jeg tror bare, det er de færreste, der i virkeligheden vil gå så langt for sit arbejde, understreger Pernille Rasmussen.
Faktisk har man registreret de første mennesker i moderne tid, der døde af at arbejde for meget. Det var et par tilfælde i Japan, og også et enkelt skræmmende tæt på, nemlig i Sverige.
Man kan i yderste konsekvens dø af at arbejde for meget, fordi kroppen reagerer fysisk på overbelastningen.
- Symptomer på arbejdsafhængighed er i mange tilfælde de samme som stress-reaktioner, forklarer Pernille Rasmussen.

Fysiske giver det sig udslag i hovedpine, træthed, allergi, fordøjelsesproblemer, mavesmerter, mavesår, smerter i eller trykken for brystet, åndedrætsbesvær, nervøse tics og svimmelhed. De psykiske og adfærdsmæssige symptomer viser sig i raserianfald, rastløshed, søvnproblemer, vanskelighed ved at slappe af, hyperaktivitet, irritabilitet og utålmodighed, hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, kedsomhed og humørsvingninger.
- Kroppen er bygget, så den godt kan tåle at være stresset. Men det er enormt vigtigt at restituere den igen efter en periode med stress. Ellers går det galt, og kroppen siger til sidst stop, forklarer Pernille Rasmussen.

Et liv i en osteklokke
Helt så galt går det naturligvis kun i sjældne tilfælde. De mere almindelige er, at man biver ramt af nogle af de førnævnte symptomer i forskellige sværhedsgrader. Man får det altså skidt. Og så sker der noget i forhold til omgivelserne.
- Man mister sine venner, og familien begynder at brokke sig, fordi de opfatter afhængigheden som om, den afhængige hellere vil arbejde end være sammen med dem, påpeger Pernille Rasmussen.
Men som afhængighedens væsen byder, så er det ofte svært også for den arbejdsafhængige at se og erkende sin afhængighed. Han eller hun skyder påstandende fra sig med typiske fraser som: ”Det er bare lige nu, jeg har travlt.” Og: ”Når jeg er igennem denne bunke, så skal vi nok tage på ferie. Det lover jeg.”
- Men det, den arbejdsafhængige lover sin familie og venner, bliver sjældent til noget, og til sidst lever personen i sin egen lille osteklokke, hvor arbejdet er hele hans eller hendes liv, forklarer Pernille Rasmussen.

Udsatte akademikere
Hun slår fast, at arbejdsafhængighed kan ramme alle faggrupper, men at de moderne vidensarbejdere, som jo også omfatter magistre og andre akademikere, er i større risiko end andre.
- De har ikke nogen grænser til at hjælpe sig. Fyraften er afskaffet for den gruppe for længst. De arbejder i projekter, og kan først gå hjem, når det er færdigt. Men der er jo hele tiden noget, der kan blive bedre, siger Pernille Rasmussen af egen erfaring.
At fyraften er afskaffet er bare et skridt videre i en udvikling, der ligger til grund for, at arbejde er så prestigefyldt i vores kultur.
- Hos de gamle grækere, var der absolut ingen prestige i at arbejde. Det havde de slaver til. Men med tiden, med den kristne kultur, blev det vigtigt at arbejde, fordi man skulle have noget at tage sig til mellem bedetiderne, så man ikke fik syndige tanker, forklarer Pernille Rasmussen og smiler ad dén tankegang.
Hun peger på, at udviklingen bare er fortsat op gennem historien, og med den nye teknologis indtog, skulle man tro, at det igen gav folk mulighed for at arbejde mindre.
- Men teknologien et tveægget sværd, fordi den på den ene side gør livet lettere for folk, på den anden giver den folk mulighed for at arbejde endnu mere. Og for at tage arbejdet med hjem. Hvem tjekker ikke mails eller har arbejdssamtaler på mobilen i fritiden? Grænserne mellem arbejde og fritid bliver flydende.

Prioritér, sæt grænser og skub opad
Pernille Rasmussen håber på, at folk vil begynde at få øjnene op for arbejdsafhængigheden. Hun er ganske klar over, at det er en lang og sej proces, fordi det at arbejde er så væsentlig en del af vores kultur. Men Pernille Rasmussen understreger, at der er noget at gøre ved det. Når man har erkendt sin arbejdsafhængighed, er man ikke tvungen til at leve med lidelsen resten af sine dage.
- Et nøgleord er prioritering. Det er godt at prioritere dagens arbejdsopgaver fra morgenstunden og tage de vigtigste først. Og så skal man turde sætte grænser. Har man for meget at lave, så skub ansvaret opad til ledelsen. Og lad være med at tage arbejdsmobilen med hjem, advarer Pernille Rasmussen.
Men hun mener også, at samfundet som helhed har ansvar for at få øjnene op for arbejdsafhængigheden.
- Politikerne skal ikke bare tale om, at arbejde er nødvendigt for at bevare velfærdssamfundet. De skal også gøre opmærksom på, at den gode medarbejder altså også holder fri for at lade op og bruger tid på sin familie og andre ting, som er med til at gøre medarbejderen til et helt menneske.
- Vi skal italesætte problemet. Det kan give den holdningsændring, der skal til, for at vi kan spare den afhængige og samfundet for alle de dårligdomme, der er forbundet med arbejdsafhængighed, slår Pernille Rasmussen fast.

Klik her for at vende tilbage til Pernille Rasmussens profil