John Andersen
Beretning 2004: Kap Farvel, kapitel 1
”Aske, Aske hjælp mig, min kajak er ved at forsvinde ind under isen”, råbte jeg ud i stormen mens jeg desperat trak i kajakken for at få den fri, inden den blev mast under isens tryk. Da isen var begyndt at pakke, sprang jeg op på en stor isflage, for i nogle sekunder at overveje hvad vi skulle gøre. Det hele gik forrygende hurtigt og pludselig var kajakken klemt fast mellem to store flager. Hvis jeg ikke var kommet ud af kajakken og op på isen i en fart, så havde det været slut. Isen pakkede voldsomt omkring os, det var meget farligt. Vi var ude i bugten fem, kilometer øst for den tidligere vejr-og loranstation Angissoq og på vej mod grønlands sydligste punkt, Kap Farvel. Aske sprang over et par isflager for at komme mig til undsætning. Med pagajen forsøgte han at presse isen fra hinanden, men det var som ingenting skete. Det larmede og knirkede, mens isen drev udefter i store cirkelbevægelser. Så lige pludseligt gav det hele efter og vupti, kajakken smuttede op som var den en champagne prop.Kajakken havde klaret presset, utroligt at den kunne. Nu skulle vi bare i land, for det her var tæt på at kunne gå virkeligt galt.
Det er tankevækkende hvor mange kræfter man kan mobilisere når man ved hvor redningen findes. Der var ikke langt ind til land, omkring en kilometer, men isen drev virkeligt hurtigt udefter. Allerede efter fem, ti minutter, kunne vi se, at vi havde situationen under kontrol. ”Chokolade” råbte Aske til mig og i en fart fik vi to plader Ritter sport frem af posen som lå bag sædet i kajakken. Luften var fyldt med vand fra de voldsomme vindstød der piskede havet mod isen og op i luften. Vi var gennemblødte af sved og havvand, men humøret var i top. Igen, fremad, fremad henover den kraftige storis og så ud på de tynde vinterflager, som brast under fødder på os mens vi løb af sted. Efter en time kunne vi igen sætte kajakkerne i vandet og padle ind i en lille bugt på østsiden af Ipiutaq. Her var masser af drivtømmer. Vi rullede et par kæmpe stammer hen til et plant sted i græsset og brugte dem til at fortøje teltet. ”Nu kan det klare en orkan. Hvad siger vindmåleren”? Spurgte Aske. Jeg tog den frem, 18-20 meter i sekundet, her hvor der er læ, så ude på havet er det meget mere.
Fra vores lejr havde vi et godt overblik. Vi skulle ikke lang op i fjeldet før vi kunne se hvordan isen pakkede omkring det 600 meter høje Kap Christian. ”Godt vi kom i land, nu skal vi blot vente på at stormen lægger sig”, sagde Aske. Det var en dramatisk start på denne sommers ekspedition, hvor planen var at vi skulle rundt om Kap Farvel og herfra nogle hundrede kilometer op lang grønlands Østkyst, til Kap Wandel eller Kap Discord og senere returnere gennem Prins Christians Sund.
Det var blot vores tredje rejsedag og allerede var vi blevet fanget af isen. I det sydligste Grønland kommer storisen med strømmen fra østkysten rundt om Kap Farvel og driver op til Qarqoortoq/Julianehåb. Det giver ofte problemer for sejladsen fra maj til august. I år var der mere is end i de mange foregående år, men det var vi naturligvis meget glade for. Kap Farvel er præget af lavtryk og meget ustabilt vejr, hvilket betyder høj sø eller store dønninger. Det kan være farligt for en kajakmand. Jo mere is, desto mere sikker sejlads, dog ikke i en storm som vi netop havde været udsat for.
Jeg havde imidlertid været længere undervejs end Aske. I den første uge af juli var jeg sammen med Susanne og min mor på 83 år i Narsarsuaq. Måske var det sidste chance for at hun kunne opleve Grønland, selv om hun, taget hendes alder i betragtning, var i en formidabel kondition. Fra hotellet på den gamle base vandrede vi blandt andet ind til blomsterdalen. Det var silende regn, med smattede klipper og vådt pilekrat, men det klarede min mor meget fint. Vi nåede også at sejle over til Qagssiarssuk og Igaliko for at se de imponerende ruiner fra Erik den Røde og nordboernes tid i Sydvestgrønland.
Herfra roede jeg på fem dage, de godt 200 kilometer alene ned til Nanortalik. På vejen kom jeg forbi de varme kilder ved Unartoq, men regnen silede ned i alle fem døgn, så jeg fik ikke filmet stedet med de glade grønlændere som badede. Jeg har tidligere været her og det er ret utroligt at tænke på at vikingerne for 1000 år siden også har badet i de samme varme kilder. I Nanortalik flyttede jeg på vandrehjemmet, alt var vådt efter de fem døgn med regn. Jeg hentede Askes kajak i havnen hos Royal Arctic Line. Her fik jeg en alvorlig forskrækkelse, da jeg opdagede at en dunk med fem liter renset benzin havde været utæt. Alt kajaktøjet lå og sejlede rundt i benzin. Var det gået i stykker og hvad med kajakken? Jeg var rædselslagende. På pladsen gik nogle grønlændere omkring med den obligatoriske cigaret i munden. ”Gå væk, gå væk, her er renset benzin” råbte jeg til dem og de stirrede uforstående på mig. Benzinen blev hurtigt tørret op, og til mit store held var det kun elastikken til skørtet der var gået i opløsning. Det kunne jeg let reparere.
Aske ankom dagen efter og nu blev det fint vejr. Vi gik til Nanortaliks gamle bydel, hvor det ældste hus fra 1797 er blevet til lokalhistorisk museum. Der ligger også en del andre gamle huse fra 1800tallet som alle nu er fredede museumsbygninger. Hele bydelen er grønlands absolutte smukkeste museum. Det var også herfra at de gamle ekspeditioner til udforskningen af Østgrønland udgik, med navne som, Walløe, Graae, Rüttel, Garde og Holm. I de efterfølgende uger også skulle vi følge nogle af deres spor.
Aske og jeg fik pakket kajakkerne. Vandrehjemmet, det gamle Hotel Tubilak, lå midt i byen, så vi havde kun nogle få meter ned til den lille jollehavn. Grønlænderne kikkede nysgerrigt, men de spurgte også meget venligt hvor vi skulle hen. ”Kap Farvel og Tunu -østkysten” svarede jeg. ”Åh, det er langt væk. Rigtig god rejse”.
I det smukkeste vejr krydsede vi Tasermiut eller som den hed i gamle dage, Ketils Fjord. Hvis vi var heldige med vores planer kunne vi måske nå derind, så kunne Aske også opleve grønlands eneste skov i Qinguadalen. Allerede dagen efter kom vi til den berømte halvø Herjolfsnæs. Det var her at storhøvdingen Herjolf fik tildelt land af Erik den Røde og hvor han byggede sin gård. Efter at kristendommen kom til Grønland, blev der her opført en stor kirke, som på mange af de andre lokaliteter hvor de første høvdinge havde startet den norrøne bosætning.
Vi fik nogle flotte optagelser af den gamle kirkeruin som ligger meget smukt direkte ud til havet. Den er især berømt på grund af de meget velbevarede dragter som arkæologen Poul Nørlund fandt i 1921. Det fine vejr fortsatte og vi regnede med at kunne runde Kap Farvel allerede på tredjedagen. Men sådan skulle det ikke gå, nu sad vi fast og ventede på at stormen skulle aftage.
Efter det første døgn i teltet blev vi lidt utålmodige og gik på udforskning i den nærmeste omegn. Lige bag vores lejrplads var der flere eskimoiske køddepoter og menneske grave. ”Vi er ikke alene, her har været andre før os, skal vi ikke gå på opdagelse efter deres boplads”, sagde Aske. Snart fandt vi også selve bopladsen som lå i den modsatte bugt. Her var syv store eskimoiske vinterhuse omkranset af saftige kvaner. Vejen dertil var en blokmark med enorme store sten med masser af græs imellem. Det føltes næsten som at være dværg når vi klatrede op og ned af de alt for store stenblokke. Flere steder lå stenene ovenpå hinanden og dannede mindre grotter. Jeg fortalte Aske at netop sådanne steder kunne eskimoerne godt finde på at skjule redskaber fra de døde. ”Lad os prøve at se efter”, sagde Aske ivrigt. Nu begyndte vi på en spændende udforskning. Vi kravlede på maven fem til ti meter ind under de store sten. Nogle steder kunne vi se at der havde været eskimoer og efter tyve minutter fandt vi en mængde, gamle redskaber. Det var fra en kajak. Men træet var meget mørt, vi kunne ikke tage det med os, så vi tog et par fotos af det hele. Aske fandt også to skeletter der lå pænt ved siden af hinanden, mon det var et ung elskende par der var druknet og lagt til hvile i denne grotte? De store vinterhuse lå i en lille dal og selv om det stormede voldsomt så blev vi angrebet af milliarder fluer og myg, hver gang vi søgte en smule læ bag de høje tørvemure.
Vi klatrede igen lidt til vejrs, det blæste alt for meget til at vi kunne ro videre, men lidt heldige var vi alligevel, for isen ind i fjorden omkring Eggers Ø var næsten blæst ud. ”Hvis det fortsætter med denne storm så er al isen væk i morgen, så kan det være at vi kan ro den anden vej rundt om Eggers Ø til Kap Farvel”. Det var en go’ ide Aske fik og da vi kom tilbage til lejren fandt vi kortet frem og diskuterede mulighederne for en alternativ plan. I strædet Ikeq, nord for Eggers Ø, var der måske en mulighed for at trække over land ved den gamle boplads Itivdleq. Det var indtil slutningen af 1950-erne grønlands sydligste bygd. Her lå også den sydligste nordboruin, så den alternative plan var, på trods af at den var 60 kilometer længere, sikkert en oplevelse at komme rundt om Eggers Ø og undgå mere ventetid.
Den tredje dag blæste det endnu og isen pakkede ud for Kap Christian som ligger ca. 12 kilometer vest for Kap Farvel. Men fjorden nord om Eggers Ø var nu isfri. Der kom nogle kraftige vindstød ind gennem fjorden, men vi blev enige om at forsøge. Vi kunne ro tæt under land og blev det for slemt med vinden, så kunne vi blot trække op.
Fyldt med energi og udsigten til forandring var vi på farten igen. Vinden kom fra sydvest og de korte, krappe bølger rullede hen over kajakkerne. Men vi havde intet besvær med at holde dem på ret kurs, vi skulle blot ro kraftig til når kajakken red på en bølgetop. Ikke langt fra os opdagede Aske to hvaler som ganske ubesværet svømmede imod vinden og bølgerne. Desværre fik vi ingen fotos, alt udstyr var under dæk på grund af stormen. Efter ti kilometer blev fjorden smallere og vinden meget voldsom. Vi blev enige om at vente indtil aften, så plejede det at løje en smule af. Slog teltet op på en stejl græsklædt skrænt, spiste nødder, chokolade og kiks mens vi ventede. Efter nogle timer, omkring kl. 19 var vinden løjet så meget at vi kunne fortsætte. Vejret blev bedre og bedre, solen stod lavt og snart rundede vi Qoornup nuug, den nordlige pynt på Eggers Ø, hvor vi kom ind i sundet Imarssuaq. Det var fantastisk smukt. Hele fem store fjorde mødtes her, omkranset af 1000 meter høje, stejle fjelde. ”Det er havets femstjerne, lige så smuk som isens Femstjernen oppe i Schweizerland, nord for Ammassalik”, sagde jeg begejstret til Aske.
Efter syv, otte kilometer ud af fjorden Ikeq kom der en lav pynt med en vidunderlig elv. ”Der slår vi lejr gamle, så kan du rejse teltet mens jeg fisker”, sagde Aske. Da vi trak kajakkerne op på en lang skrånende klippe så vi at der lå et par store eskimotomter, igen fyldt med kvaner. Aske gik straks i gang med fiskestangen og jeg indrettede lejren, plukkede kvaner og svampe til at supplere vores pulvermad. Der var ingen ørreder, men det betød ikke så meget for vi havde derimod en fantastisk solnedgang ind mod de fem fjorde, der lå som blåviolette sætsykker i et uvirkeligt lys. Vandet og blev mørkere og mørkere efterhånden som solen forsvandt. Vi var begge glade over at være på farten igen. Ventetid er altid meget vanskelig, især i begyndelsen af en rejse. Nu fik vi nye, og tilmed meget smukke oplevelser, så betød det mindre at vi skulle ro to dage længere for at komme frem til Kap Farvel.
Isen drev hurtig ud af fjorden Ikeq. Her i de sydgrønlandske fjorde er tidevandsstrømmen meget voldsom. Det var ofte umådeligt vanskeligt at finde ud af hvor strømmen var imod eller med. Men her var strømme med os og vi kom meget hurtigt ned til den gamle bygd Itivdleq. Her var meget grønt og inde på kysten stod der en fin fangsthytte. ”Den skal vi ind og se på, det er her vi skal bære over land”, sagde jeg til Aske.
Vi lagde til i en lang smal vig, trak kajakkerne langt op, det var snart ebbe og så ville vandet hurtigt stige. Vi klatrede op på en mindre fjeldknold for at se hvordan dalen så ud. På kortet i 1:250.000 så det hele meget grønt ud, det vil sige at alle højder under 200 meter er angivet med en grøn farve. Der skulle tilmed være en række mindre søer og en elv hvor vi havde forestillet os at vi kunne trække kajakkerne igennem. Men her oppefra så det ganske anderledes ud. Der var meget grønt langs dalens sider, men bunden var fyldt med store stenblokke og søerne var meget små og næsten uden vand. Den brusende elv, som vi havde forestillet os, var nærmest som en dansk bæk med kvaner og højt græs. Det ville kræve alt for mange kræfter og være meget besværligt fordi vi skulle gå to gange, så vi besluttede at fortsætte videre ud af fjorden til yderkysten.
Her lå en del små øer og dannede en hel skærgård, som var fyldt op med storis. ”Nu kommer vi snart til Østkysten, med al den is”, sagde Aske. Isen pakkede tæt ind imellem de små øer og skær. Men kajakkerne er utrolige til at komme frem. Op på isen og trække nogle meter og så igen ud og ind mellem flagerne. Enkelte steder trak vi henover de små skær. Op på klipperne for at se hvordan vi kom bedst igennem. ”Ind under land, langs de stejle fjelde mod syd, der er åbent vand”, råbte jeg ned til Aske. Efter nogle timers hårdt arbejde kom vi igennem isen og fulgte nu kysten sydover langs de 8-900 meter lodrette fjelde. Det var meget smukt vejr og frem for alt – stille. Jeg kender flere som har forsøgt at ro i kajak rundt om Kap Farvel som har måtte opgive på grund af dårligt vejr. Det er ikke vanskeligt at forestille sig hvordan det ville være hvis det blæste. På den 20 kilometer lange østkyst af Eggers Ø, var fjeldene lodrette, kun afbrudt af tre smalle fjorde. Det ville være meget vanskeligt og meget farligt at gå i land her under en storm.
Ud for den første fjord lå der en lille øgruppe, Puukitsut. Her gik vi op for at holde hvil og diskutere situationen. ”Det er måske den sidste chance for at vi slå lejr inden Kap Farvel”, sagde Aske. Jeg svarede, at H.C. Gulløv fra Nationalmuseet havde fortalt mig, at der havde været eskimoer på Kap Farvel halvøen. Da vejret var fint blev vi enige om at fortsætte. ”Når eskimoerne kunne gå i land, så kan vi også gamle”, sagde Aske og vi satte kajakkerne i havet og roede mod sydvest.
Det fine vejr fortsatte og der var der heldigvis også en del is. Men da vi kom til fjorden Itivdlip igdlua, blæste det meget voldsomt. Herfra var der kun syv kilometer til Kap Farvel. Vi ville ikke vende om så tæt på målet. Det farligste i kajak er når der kommer krappe, skummende bølger ind fra siden. Vi roede derfor et lille stykke ind i fjorden mod vinden, det er meget mere sikkert. Efter halvanden time ændrede vi kursen, ud langs den sidste, stejle yderkyst. Først omkring kl. 21 nåede vi endelig frem til Kap Farvel. Det var alt andet end et poetisk sted. Dramatisk og lidt faretruende rejste det 800 meter høje kap sig langt ud i Altanten. Sikke en velkomst det må have været for de gamle vikinger. Alle som troede at nu kom de til GRØNland. Havde Erik den Røde i virkeligheden løjet for dem om det, frodige, grønne land derovre vesten for Island. Eller ville han blot have følgeskab på den farlige sejlads tilbage til grønland? Alle ved hvordan det siden hen gik. Vikingerne bosatte sig i den sydvestgrønlandske skærgård, med hundrede af frodige dale og græsgange, alt samme langt mere frodigt end det de kendte i Island.
Eskimoerne kaldte landet for Kalaallit Nunaat, menneskenes land og det må siges at være en meget præcis betegnelse. Eskimoerne har nemlig bosat sig overalt langs grønlands kyster, men havde de også været her på dette ugæstfrie sted? Men inden vi fandt ud af det skulle der filmes og fotograferes. Det vigtigste var et foto hvor Aske sad i kajakken ud for Kap Farvel og stirrede op på det stejle kap. ”Det skal være det sidste foto i min nye bog” sagde jeg glad og stolt til Aske. Tænk at sidde her i kajak og se ”op” på hele Grønland, det var ligeså stor en oplevelse, som da jeg og Frederik i 1999 sad på toppen af kloden og så ”ned” på Grønland. Bagefter filmede vi, det var ikke let, for selv om der lå en del is, så var dønningerne ret høje.
Tunge skyer var trukket sammen om Kap Farvel i de sidste par timer og det begyndte at regne. Bag det høje kap var der en lille dalsænkning og vi blev enige om, at nu måtte vi finde en lejrplads. At ro 20 kilometer tilbage i silende regn midt om natten -det ville være vanvittigt.
Vi var heldige. Der var en lille dal mellem Kap Farvel og det bagvedliggende stejle fjeld. Her var tilmed en lille ferskvandssø, så vi var fri for at smelte is. Vi gik lidt omkring for at finde det bedste sted og opdagede at der også her, på grønlands sydligste punkt havde været eskimoer. Det var ikke meget vi nåede at se af de tidligere eskimoteltpladser, for nu kom mørket og våde krøb vi ind i det vidunderlige kuppeltelt. Det var på sin vis en tryg fornemmelse vi havde med tanken om, at der her på dette ret så ugæstfrie sted, også engang havde boet andre mennesker i telte. På disse sydligt breddegrader bliver det mørkt nogle timer, derfor havde vi taget både en pandelampe et stearinlys med. Det var meget hyggeligt med det levende, flammende, gule lys. Vi kunne sagtens lave mad og spise, det var straks vanskeligere at få skrevet dagbog, så jeg måtte tage pandelampen til hjælp. Netop som vi havde lagt os i posen, hørte vi nogle høje skrig. Aske blev hel skræmt. ”Hvad er det gamle”, ”åh, det er bare en ræv, utroligt at der er ræve så langt mod syd”, svarede jeg. Trætte, efter 42 kilometers sejlads med is og regn, glemte vi alt om ræve og det dramatiske sted hvor vi overnattede og faldt i søvn.
Næste morgen vågnede vi til et hult, rungende ekko fra et par nysgerrige ravne. Det var de lodrette klippesider der fik det til at lyde ekstra højt. Regnen var taget af, men til gengæld havde der lagt sig en tyk, mørk tåge omkring Kap Farvel. Vi fik pakket den våde lejr sammen og snart sad vi igen i kajakkerne, på vej nordover langs grønlands sydlige østkyst. Regnen slog over i slud og Kap Farvel forsvandt i tågen.
John Andersen
|
