Johannes Andersen

Offentlig økonomisk kalkule og privat engagement

Efterhånden står det mere og mere klart: Den offentlige sektor, der normalt omtales som en velfærdsstat, styres i disse år mere og mere efter benhårde, snævre økonomiske kalkuler, hvor de ansatte i stigende udstrækning udsættes for barske og pressede arbejdsforhold, og hvor en række velfærdsydelser beskæres mere og mere. Her lægges der mindre og mindre vægt på værdier, på social ansvarlighed og på samfundsmæssigt engagement.

Omvendt styres den private sektor i stigende udstrækning efter kriterier, hvor man for-søger at forene økonomisk overskud med værdier, social ansvarlighed og et bredt sam-fundsmæssigt engagement. Her får medarbejdere i stigende udstrækning mulighed for at indgå i og dyrke kreative processer, opnå gode arbejdsvilkår og omsætte et samfundsmæs-sigt engagement til praktisk gøremål.

Selvfølgelig er der undtagelser. Selvfølgelig er der stadig områder i den offentlige sek-tor, der organiseres efter velfærdsstatens klassiske dyder, nemlig en ambition om at man via det institutionaliserede fællesskab forsøger at løse samfundsmæssige problemer. Uanset omkostningerne. Og selvfølgelig er der stadig store dele af det private erhvervsliv, der først og fremmest fokuserer på omkostninger og overskud.

Men et grundlæggende mønster er ændret: Den offentlige sektor er i langt større ud-strækning end tidligere drevet af den rationelle, økonomiske kalkules snæversyn. Samtidig med at det private erhvervsliv orienterer sig mere og mere efter værdier, ansvarlighed og samfundsmæssige problemstillinger.

Det mest oplagte eksempel på denne ændring er selvfølgelig ældreområdet. Her er man hi-storisk i løbet af de seneste 20-25 år gået fra ældreomsorg til ældreservice. Og her er ikke bare tale om ændring i ordvalg, men om den grundlæggende tilgang til området. Ældreom-sorg handler om, at fællesskabet giver tilbage til dem, der har ydet noget for samfundet. Det er eksempelvis tanken bag folkepensionen. Hvor man som pligtopfyldende bonde, arbejder eller medborger har ydet sit til samfundet, og nu i sin alderdom nyder godt af, at fællesska-bet yder omsorg i form af økonomi og velfærdsydelser tilbage igen.

Det er ikke tanken bag ældreservice. Her er der i stigende udstrækning tale om varer eller ydelser på en hylde, som kan efterspørges. Varer hvis omfang og brug er bestemt af den økonomiske kalkule, som kun skeler meget lidt til, hvad der er brug for, set i et om-sorgsperspektiv. Her er kriterierne for brug baseret på, hvad der historisk og især inden for rationelle politiske kalkuler er blevet sat af til området. Det er her, stregkoderne spiller en rolle. Det er her, minutfastlæggelsen af serviceydelser står i centrum. Og det er her, der kan smutte et enkelt bleskift eller to, fordi der ikke er tid til det.

Som det vist er alle bekendt, er dette områdets benhårde, økonomiske kalkuler virkelig kommet frem i dagens lys, takket være ’skjult kamera’ og tv-avisers afsløring af manglende imødekommenhed overfor de ældre. Men den benhårde rationalisering standser ikke her. For at komme eventuelle problemer til livs, er et af de ’seriøse’ forslag, at man sætter over-vågningskameraer op. At rationalisering, overvågning og disciplinering altså for nogen er vejen frem, når man tænker løsninger i den offentlige sektor!

I forlængelse heraf kan man så supplere med, at produktudviklingen når det drejer sig om hjælpemidler til ældre, hvor det er den private sektor der driver værket, i stor udstræk-ning er præget af opfindsomhed og energi. Selvfølgelig er der penge i det, men det vidner samtidig om et vist socialt engagement fra private virksomheder.

Det var imidlertid en anden oplevelse, der for alvor åbnede for perspektivet for mig. Nemlig en oplevelse med en bestyrelse og de ledende medarbejdere inden for et sportsfirma, der med butikker over hele landet sælger en hel del gummisko, fodbolde og hvad man ellers bruger i sportens verden. Jeg var inviteret til at holde et oplæg om ’tendenser i tiden’, hvad jeg sådan set ikke havde noget imod at give dem. Men jeg gjorde dog på forhånd firmaets direktør opmærksom på, at de måske kunne finde andre, der mere målrettet kunne give dem nøglen til at tjene flere penge. Men denne indvending blev pure afvist i flere omgange. Man ønskede inspiration og vinkler på samfundet. Ikke økonomiske kalkuler.

I løbet af seancen gik det op for mig, at firmaet har valgt fire centrale værdier, som pej-lemærker i arbejdet. Det drejer sig bl.a. om tillid og nærhed, som er nogle af de helt centrale værdier i mit oplæg om ’tendenser i tiden’. Ud fra den pointe, at hvis ikke man fastholder den gensidige tillid til hinanden, svækker man samfundets sociale kapital. En kapital hvis væsentligste kvalitet er viljen til at hjælpe hinanden. Hvad man naturligt gør, når man har tillid til, at ingen forsøger at snyde med de grundlæggende samfundsmæssige spilleregler.

De andre værdier handler om sportens præstations- og konkurrenceelement. Og i for-hold til dem var det en central pointe i seancen, at man skulle sikre en balance mellem den sociale dimension og konkurrenceelementet. Både internt i firmaet, og eksternt i forhold til forbrugerne, og i forhold til markedsføringen af sportsprodukterne.

Det interessante for mig var, at der her blev arbejdet aktivt og positivt med samfunds-mæssige værdier som en central del af firmaets platform og profil. Værdier der selvfølgelig kan være en del af ens kommunikation til omgivelserne, ud fra devisen om, at man gerne vil fremstå positivt i omgivelsernes optik. Hvilket er fair nok i en tid, hvor et firmas profil, brand og image tilsyneladende betyder utroligt meget for omgivelsernes vurdering af en gi-ven institution, ydelse eller vare. Men der var andet og mere på spil, nemlig et grundlæg-gende samfundsmæssigt engagement, hvor noget var positivt og noget negativt. Altså en form for værdimæssig orientering i forhold til samfundet.

I forlængelse her af kan man finde mangfoldige eksempler på firmer, der har samme tilgang til det at drive virksomhed. Man er engageret i miljø, arbejdsforhold, globale pro-blemstillinger og centrale samfundsmæssige spørgsmål, samtidig med at man naturligt nok forsøger at få tingene til at løbe rundt. Godt og vel. Eksempelvis et firma som Bluecare, der laver miljøvenlige produkter til vask og personlig hygiejne. Sådanne ambitioner kan jævn-ligt medføre ret modsætningsfyldte strategier, hvor man på den ene side får produceret i Ki-na til lave priser, samtidig med at man på den anden udviser miljøbevidsthed eller social ansvarlighed overfor arbejdskraft. En modsætning der ikke sjældent kan føre til, at man en-ten stiller krav om bedre arbejdsforhold eller trækker produktionen tilbage til Danmark eller Europa igen.

Mønstret tegner sig efter min opfattelse mere og mere klart: Den offentlige sektor styres mere og mere efter snævre økonomiske kalkuler, mens det private erhvervsliv i stigende ustrækning indarbejder værdier og samfundsmæssigt engagement som pejlemærker for dets aktiviteter. Det kan der være flere grunde til, men en af de helt afgørende er, at man i løbet af de seneste 15-25 år i stigende udstrækning har fået knæsat en opfattelse af, at den offent-lige sektor udgør en begrænsning for den enkelte borger og en unødvendig stor omkostning. Det er ikke mindst sket takket være forskellige regeringers prioritering af at styre den offentlige sektor efter økonomiske perspektiver. Det er altså ikke en udvikling der er spe-cielt forbundet med borgerlige regeringer. 1990’ernes socialdemokratiske regeringer har også leveret argumenter til det ovennævnte billede af det offentlige. Ikke mindst i praksis, hvor man har været meget fokuseret på den økonomiske styring. Når det er sagt så er der dog ingen tvivl om, at den nuværende regering har gjort meget for at gøre billedet endnu mere tydeligt.

Udbredelsen af et billede og en opfattelse af den offentlige sektor som en omkostning og begrænsning hænger selvfølgelig også sammen med den stigende individualisering, der har præget samfundsudviklingen siden 1970’erne. En individualisering, der har ensbetyden-de med udbredelsen af en livsform, der er præget af en fremhævelse af de mange valgmu-ligheder, på bekostning af de samfundsmæssige forpligtelser. Noget som man eksempelvis har mærket i fagforeninger, politiske partier og andre sammenhænge, der traditionelt har levet højt på borgeres oplevelse af at være forpligtet overfor et givet fællesskab.

Når man satser på flere valg og færre forpligtelser, er man med til at fremme en sam-fundsmæssig kultur, hvor man mere og mere kommer til at tænke som bruger med ansvar for sig selv, og mindre og mindre som borger med ansvar for det fælles. Og det er altså den logik, der har været medvirkende til, at opfattelsen af det offentlige som en omkostning og begrænsning er slået så markant igennem, som tilfældet er.

Oplevelser af umyndiggørelse, af offentlige pampere og papirnussere, af unødig institu-tionalisering og regelrytteri og af temmelig dominerende smagsdommere har uden tvivl og-så gjort sit til, at billedet er slået igennem.

Resultatet er, at det traditionelle perspektiv på det offentlige mere eller mindre er for-svundet. Det hører i dag til sjældenhederne, at møde nogen der opfatter det offentlige som en mulighed. En mulighed for gennem fællesskabet at løse samfundsmæssige problemer. En mulighed for at opdrage og udvikle borgere til bedre adfærd. En mulighed for at gøre bor-gerne stærkere, både når det drejer sig om uddannelse og om at agere i forhold til givne politiske og sociale processer.

Forskydningen i perspektivet på det offentlige fra en mulighed for fællesskab og fælles løs-ninger til en omkostning og begrænsning er altså stærkt medvirkende til, at den offentlige sektor i dag drives efter de mest benhårde økonomiske kalkuler, man har set længe. Og det er en forskydning, der er blevet hjulpet godt på vej af individualisering og politiske kræfter med blikket stift rettet mod økonomiske kalkuler og balancer.

Der er imidlertid en faktor mere, der spiller en central rolle. Det drejer sig paradoksalt nok om dele af de offentligt ansatte, der er veluddannede akademikere, og som i den øko-nomiske rationalisering har set en mulighed for at udøve en høj grad af professionalisme, og på den måde få udfoldet nogle af de abstrakte systemer i praksis, man er så gode til at udvikle i teorien.

Den svenske politolog Bo Rothstein har engang brugt udtrykket ’teknisk kompetente barbarer’ om disse rationelt orienterede dele af de offentligt ansatte akademikere. Og hvor hans pointe var, at det var denne gruppe, der var først til at støtte Hitlers kamp for magten i 1930’ernes Tyskland. Først og fremmest fordi de via Hitler kunne se mulighederne for at udfolde deres abstrakte indsigter i praksis.

I dag kan man se mange ’teknisk kompetente barbarer’ udfolde deres aktiviteter i be-stræbelserne for at rationalisere den offentlige sektor. En proces der som regel har to sider. På den ene side skal der gennemføres markante rationaliseringer af givne offentlige ydelser og aktiviteter, og på den anden skal de ansatte, der står for den praktiske gennemførelse af disse aktiviteter, helst tage disse rationaliseringer til sig uden alt for meget kritik og mod-stand.

Det er eksempelvis teknisk kompetente barbarer der står bag rationaliseringen af ældre-området. Her kaster veluddannede ledere sig ud i bestræbelser på at spare 10 minutters toi-letbesøg hist, 10 minutters gulvvask her og et enkelt bleskift der. Det er også teknisk kom-petente barbarer der kaster sig ud i mere generelle overvejelser om ældrebyrder og nødven-digheden af at få ældre til at arbejde mere, fordi der ellers ikke er råd til velfærd. Underfor-stået et urimeligt højt privatforbrug af ligegyldige forbrugsgoder.

Det er personer med samme perspektiv der står bag udviklingen af de evalueringssy-stemer, der gør det muligt overalt at indkredse problemer i den offentlige sektor. En teknik der breder sig mere og mere. Hver gang man sammenligner, er der nogen der kommer ud som de dårligste. Og dermed har man identificeret et problem. Uanset om det er menings-fyldt eller ej, set ud fra et indholdsmæssigt perspektiv. Og hver gang man identificere så-danne problemer, er logikken, at så er der behov for rationalisering.

Eksempelvis i undervisningen, hvor PISA-undersøgelser og lignende sammenligninger på den ene side har påvist, at vi ligger lavt på en række områder, og derfor har brug for at rationalisere. Og på den anden side har de medvirket til at styrke den danske lærerstands underdanighed, ud fra den tilhørende logik, at det jo må være dem der har svigtet, når nu resultatet er så dårligt. Synspunkter der har fået mange i undervisningssektoren til at dukke sig.

Det er eksempelvis også teknisk kompetente barbarer der i praksis er medvirkende til at rationalisere de videregående uddannelser. Ofte endda på trods af, at de selv ytrer sig kritisk om de givne initiativer til rationalisering. Pludselig går man nemlig forrest, når det drejer sig om at fremme et rationelt perspektiv på forskning, forskningsformidling, undervisning og institutionsledelse. Ikke fordi man nødvendigvis synes at det er godt, det der sker, men fordi man kan se en mulighed for at markere sig på banen som teknisk kompetente barbarer. Og så kaster man sig ud i rationaliseringens praktiske udtryk. Grundlæggende er det den samme logik man finder, når det drejer sig om arbejdsløshed, indvandrere, energiforsyning, hospi-talsområdet, kulturpolitikken, osv.

Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er med andre ord, at for det første har dan-skerne i løbet af de sidste 15-20 år for alvor ændret perspektivet på det offentlige, så det i stigende udstrækning opfattes som en begrænsning og en belastning, og for det andet at mange af de veluddannede og ledende ansatte i det offentlige paradoksalt nok selv er med til at realisere konsekvenserne af dette ændrede syn på det offentlige. Ikke nødvendigvis fordi de finder synspunkterne bag rigtige, men langt mere fordi de kan se personlige og karriere-mæssige muligheder i dem, i den nuværende situation.

Den offentlige sektor har som følge af ’ansvarlige’ politikeres hærgen og ’teknisk kom-petente barbarers’ virke mistet sin status som et naturligt centrum for kollektiv ansvarlighed og socialt engagement. Hvad man kun kan beklage, fordi det for mange kan føre til en tilvæ-relse under pres. Men heldigvis er der da en smule trøst at hente fra et privat erhvervsliv, der i stigende udstrækning tænker i social ansvarlighed og fælles problemstillinger.

Johannes Andersen

Klik her for at vende tilbage til Johannes Andersens profil