Johan Peter Paludan
Kommer tid, kommer råd?
Har du også en ambition om at dø den dag, banken ikke vil låne dig flere penge?
Eller hvordan forestiller du dig, at du har penge nok til at leve som pensionist i mere end 10 år?
Mange mennesker oplever, at der sker mere pr. tidsenhed i dag end tidligere, og når tiden opleves som 'speeded' op, har det nogle konsekvenser. Fx føler mange, der er for lidt tid.
Det er jo i en vis forstand paradoksalt, da vi rent faktisk har mere tid i dag end tidligere og ser ud til at få endnu mere tid i fremtiden, fordi levetiden bliver længere. Deres klummeskriver har faktisk i løbet af de seneste 20 år fået foræret to år. For tyve år siden havde 60-årige mænd i gennemsnit 17 år tilbage. I dag har 60-årige mænd 19 år tilbage, og hver gang en af ens jævnaldrende dør, er der mere til os andre. Hvis det fortsætter på den måde, dør vi måske aldrig?
Når virkeligheden opleves som tidsrøvende må man spørge, hvad man kan gøre ved det? En klassisk måde at opdele tidsforbruget på er at se på arbejde, søvn og resten. Det er de tre størrelser, der kan skrues på. Man kan nedsætte sin arbejdsindsats gennem deltid eller pjæk. Man kan skrue ned for søvnen. Her er der gode udsigter til, at farmakologiske hjælpemidler måske kan tillade os at skrue ned for søvnen. Den er jo også, bortset fra begyndelsen og afslutningen, det rene tidsspild. Endelig kan man vælge at skrue ned for resten, og det er der jo mange, der gør. De senere årtiers lave fertilitet er reelt en omlægning af tidsforbruget i forhold til tidligere mere frodige tider. Skulle det nogensinde lykkes at nedsætte de danske marginalskatter væsentligt, vil det også være muligt at skaffe sig tid ved at ansætte andre til at lave det, man tidligere brugte sin tid på.
En anden opdeling er, at tiden enten kan gå med produktion eller med forbrug. Der findes selvfølgelig 'workaholics', hvor hvem opdelingen nok ikke giver mening, men for det fleste er der dog en forskel. Financial Times drejer sig på alle hverdage om, hvordan man tjener penge, mens søndagstillægget hedder 'How to spend it'.
Forbrug er tidsrøvende, og det er jo ikke blevet nemmere med tiden. Der er så meget at vælge mellem og så lidt tid. Man må have hjælp fra bl.a. markedsføring og magasinpressen - for nu at sige den samme ting to gange - så man kan danne sig et første overblik over de overvældende tilbud. Hvis man er rig nok, hyrer man en 'personal shopper'. Set i det lys, er det måske godt, at fritidssamfundet, som nogle i 1970'erne så komme, blev aflyst på grund af manglende tilslutning. Forbruget var jo eksploderet.
Nu er en del af befolkningen imidlertid på vej til at realisere fritidssamfundet. De store årgange fra 1940'erne, som vel nok er de fineste årgange, der er produceret her i landet, vil i løbet af de kommende år blive pensioneret. Denne angiveligt truende ældrebyrde repræsenterer reelt fritidssamfundets realisering.
Tidligere tiders pensionister var anderledes. For det første blev de først pensionister, når de ikke kunne arbejde mere. For det andet var der større respekt om arbejdet. Dem, der ikke arbejdede, skulle gerne være lidt ydmyge og i øvrigt ikke gå i vejen. For det tredje skulle der jo være noget til børnene, så mange sparede op i det omfang, de kunne. Sådan er det ikke mere. Man pensioneres længe før, ens arbejdsevne er forsvundet. De fleste mener, de er noget, selv om de ikke bidrager produktivt, og børnene har skam fået rigeligt. Det er vores tur nu.
I de kommende år får vi flere og flere, der har tid til at forbruge. Pensionssystemet burde være indrettet, så ens rådighedsbeløb steg, når man gik på pension. Det er det som bekendt ikke. Tværtimod ligger der en mindre tikkende bombe under pensionisterne i alle de ratepensioner, de har tegnet. De holder 10 år. Så er der huset tilbage, men hvor meget mon det er værd, når alle de andre også vil realisere deres ejendomsværdier? Måske er der kun folkepensionen tilbage, og den er jo ikke noget at skrive hjem om, når man har kendt bedre dage. En større og større del af fremtidens pensionister har reelt opført sig, som om de mener, at de har 10 år tilbage, når de går på pension. og det er jo ikke tilfældet.
Å' hva' så?
Enten regner fremtidens pensionister med at tage sagen i egen hånd, og man fristes til at frygte, at der kommer en selvmordsbølge blandt pensionister om 10-15 år. Eller også kører de kommende pensionister efter Micawber-recepten: Something will turn up! Det øvrige samfund træder nok til med en hjælpende hånd, synes de at tænke, men hvor sandsynligt er det, at man vil støtte nogle forkælede pensionister, der efter ti år i sus og dus har problemer? Eller også håber de på at være blevet så gamle, at de ikke har brug for at forbruge så meget.
Den egentlige udfordring er vel, at man ikke præcist ved, hvor mange års pensionisttilværelse, man skal planlægge. Der skulle gerne være penge nok, men der er jo ingen grund til, at der skal være noget tilovers. Deres klummeskriver har personligt en ambition om at dø den dag, hvor banken ikke vil låne mig penge mere. Jeg har forberedt de forløsende ord til børnene: vedgå ej arv eller gæld.
Publiceret
27. september 2006
Klik her for at vende tilbage til Jens Peter Paludans profil
