Johan Peter Paludan
Kampen om fremtiden
Det er som klummeskriver aldrig klogt at fornærme sin redaktør, men hvis jeg nu skriver det så stille, at kun læserne ser det, skal jeg tillade mig det frække spørgsmål: Er temaet 'Kampen om fremtiden' ikke en gang dobbeltkonfekt. Hvad f… skulle man ellers kæmpe om? Det er lidt som begrebet 'samtidshistorie'. Enten lægger man vægt på historie-delen af begrebet, og så er det jo noget vrøvl: Samtidsfortid! Eller også erkender man, at beskrivelse af fortiden altid er bestemt af den nutid, beskrivelsen foretages i, og så er det jo overflødigt at sige samtidshistorie.
Da beskrivelser af fortiden er bestemt af den nutid, de foretages i, foregår der selvfølgelig også i nutiden en kamp om fortiden. Denne kamp om fortiden er imidlertid andet og mere end en kamp om at have ret. Historikere har deres værktøjer - kildekritik mm. - og de kan sikkert med mellemrum gribe hinanden i tekniske fodfejl, men der er jo en god grund til, at historikere ikke har været så dumme som visse andre og derfor ikke har valgt at kalde sig fortidsforskere, men netop historikere. Den egentlige kamp om fortiden drejer sig om andet og mere end at have ret. Den drejer sig om fremtiden. Fortiden er et spørgsmål om fortolkning, og forskellige fortolkninger giver anledning til forskellige anbefalinger om den ønskværdige fremtid.
Al kamp drejer sig derfor om fremtiden, og valget af temaet 'kampen om fremtiden' repræsenterer derfor det mest ambitiøse - grænsende til det totalitære - tema, FO/fremtidsorientering nogen sinde har haft. Det latent totalitære i temaet står måske mere klart, når man ser på de niveauer, hvor denne kamp foregår - og her er kun tale om eksempler:
• Richard Dawkins, der i dag mest er kendt for sit korstog mod religion, skrev for 25 år siden bogen 'The selfish gene'. Tesen var (og er), at gener er egoistiske og ønsker at forlænge sig selv ind i fremtiden. Det er den egentlige årsag til, at bedstemødre elsker deres børnebørn og tager sig af dem. Måske er det forklaringen på, at bedstemødre opleves som mere optaget af dette projekt end bedstefædre. Materniteten er sjældent til diskussion.
• I filmen 'Chinatown' er der en stenrig skurk, spillet af John Huston, der ikke blot gennem forskellige beskidte manøvrer rager yderligere 'vandingsrettigheder', der i Californien er det samme som penge, til sig, men også rager sin datter til sig og bliver fader til sit barnebarn. Da Jack Nicholson som privatdetektiven Gittes i slutningen af filmen spørger ham, hvorfor han gør alt dette, når han jo har nok og nok ikke så mange år tilbage, er svaret: 'The future, mr. Gittes, the future'.
• Virksomheder kæmper om markedsandele. Denne territoriale kamp er jo ikke blot noget, der gennemføres af hensyn til direktionens behov for selvrealisering, men også for at virksomheden kan stå bedre - i fremtiden.
• Politiske partier kæmper også om markedsandele, som de følger gennem opinionsundersøgelser, der siden i større eller mindre grad konfirmeres ved valg. Denne kamp drejer sig om magten, og hvad skal man med den? Henrik Qvortrup svarede engang på spørgsmålet om, hvad han ville med magten, og svaret var: "Ha' den." De fleste partier og politikere har dog nok ambitioner derudover - nemlig at kunne forme fremtiden.
• Imperier drejer sig også om fremtiden. Det var ikke tilfældigt, at man i Nazi-Tyskland talte om 1000-års riget. I lidt mindre skala - og absolut uden sammenligning i øvrigt - kan fx USA's aktuelle aktiviteter i Irak ses som et forsøg på at skabe en bedre fremtid.
Kampen om fremtiden foregår altså på mange niveauer, og det er med til at forklare fremtidens principielle uforudsigelighed. Det er ikke blevet nemmere med tiden, fordi aktørernes antal er kraftigt forøget som følge af demokrati og medindflydelse med mere.
Samfund har bevæget sig fra enevælde til demokrati. Den tilsvarende bevægelse finder man i virksomheder. Vi har bevæget os fra, at den der havde magten bestemte til, at forudsætningen for at have magten er, at de andre accepterer det. Det er en banalitet, når vi taler om demokratiske samfund. Det er måske knapt så banalt, når vi taler om virksomheder. Imidlertid betyder udviklingen, at mens kapitalejeren havde magten i industrisamfundets virksomheder, så er den i dag givet til de visionsdrevne virksomheder, dvs. de virksomheder, der er drevet af en idé om, hvor man ønsker virksomheden skal være i fremtiden. At få sådan en vision er ingen kunst. Udfordringen er at få medarbejderne med på visionen, og første betingelse er, at de gider høre efter. Næste betingelse er, at man kan overbevise dem om visionens rigtighed. Det er ikke kun virksomhedsmæssig spin, når man er gået fra at tale om arbejdere til at tale om medarbejdere. Uden virksomhedens medarbejderes aktive medvirken kan visionen være nok så genial. Den duer bare ikke.
Kampen om fremtiden bliver derfor i stigende grad kampen om opmærksomhed, og magten er ikke længere udelukkende baseret på kanoner eller kroner. De hjælper selvfølgelig, men den egentlige forudsætning er overtalelseskraft.
Publiceret
6. marts 2007
Klik her for at vende tilbage til Jens Peter Paludans profil
